ARTIKLER


Hvem er lobbyisterne?

Der er flere forskellige typer organisationer som laver lobbyarbejde i EU's institutioner. Vi beskriver dem her.
Af Kenneth Haar
24. april 2008

Brancheorganisationer – de klassiske lobbyister

Brancheorganisationerne er lobbyorganisationens klassiske form. Det er organisationer som repræsenterer en sektor, som f.eks. kemiindustriens organisation CEFIC, eller er mere tværgående, såsom Business Europe (tidl. UNICE) som er den europæiske arbejdsgiverorganisation.

Interne lobbyister (in-house lobbyists)

Interne lobbyister er virksomhedernes egne lobbyister. Hvis en sag går for langsomt i brancheorganisationen, eller hvis brancheorganisationen præges af modstridende interesser, kan en virksomhed beslutte at klare arbejdet selv.

Chefgrupper

Det mest kendte eksempel på en chefgruppe er European Round Table of Industrialists, ERT. Typisk er chefgrupperne – og ikke mindst ERT – optaget af mere ideologiske, principielle og langsigtede spørgsmål end brancheorganisationerne. ERT træder f.eks. ofte i karakter når store strategier for EU's udvikling er på dagsordenen, herunder nye traktater.

Ad-hoc organisationer

Ad-hoc organisationer oprettes til bestemte formål. Et eksempel er Association for a Monetary Union of Europe. Det var en erhvervsgruppe der opstod gennem ERT i 1987 med det ene formål at fremme Den ÿkonomiske og Monetære Union. Der kan også være tale om dækorganisationer som fremstår som tænketanke eller borgergrupper, men som i realiteten fører en kampagne for erhvervslivet og er finansieret af erhvervslivet.

Kommercielle lobbyister – PR og PA, konsulentfirmaer og advokatfirmaer

Public Relations firmaer hjælper virksomheder med at føre en bestemt kampagne i offentligheden, herunder i medierne, eller bistår med at give en virksomhed et godt image. Public Affairs firmaer hjælper med at fremme en bestemt dagsorden over for især de politiske beslutningstagere og embedsmænd. Mange konsulentvirksomheder tilbyder dog begge typer tjenester. Blandt de store PR/PA konsulentfirmaer er de store amerikanske firmaer Hill&Knowlton, Burson-Marsteller, Weber-Shandwick, og Fleishman-Hillard.

Endelig er advokatfirmaer begyndt at spille en væsentlig rolle i erhvervslivets lobbyarbejde i Bruxelles.