NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Lissabon-traktaten fører til militarisering af EU og vil underminere Irlands neutralitet. Derfor nej!
Sådan lød opråbet fra den irske fredsbevægelse Peace and Neutrality Alliance (PANA), en koalition af 26 medlemsorganisationer og en af kampagnegrupperne på nej-siden. Og der er bred enighed om at spørgsmålet om at bevare Irlands neutralitet, stillet over for de forsvarspolitiske nyskabelser i Lissabon-traktaten, var en vigtig grund til at så mange stemte nej.
Irland er ikke medlem af NATO og har siden landets selvstændighed i 1922 tradition for at holde sig uden for militære alliancer. Irske soldater kan i henhold til lovgivningen kun sendes ud på opgaver i andre lande hvis der foreligger en godkendelse fra parlamentet, fra regeringen – og fra FN.
Lissabon-traktaten indfører en ny solidaritetsklausul som forpligter medlemsstaterne at komme hinanden til undsætning med alle midler, herunder militære, i tilfælde af et terrorangreb. Men traktat-tilhængerne forsvarede sig med at der i en tilknyttet erklæring står at dette ikke må anfægte medlemsstaternes ret til at vælge de mest passende midler til at opfylde deres solidaritetsforpligtelse.
»Det er vigtigt at understrege at de afgørende beslutninger om EU's fælles sikkerheds- og udenrigspolitik og forsvarsspørgsmål skal tages i enstemmighed,« sagde Eamon Gilmore fra Labour Party da han under kampagnen kom med et længere notat som skulle gendrive nej-kampagnens påstande.
Det er efter hans mening en nødvendig konsekvens af traktatens målsætning om et fælles forsvar, og redskabet hertil vil blandt andet være det fælles forsvarsagentur.
Kravet fra PANA er derfor en juridisk bindende protokol til traktaten som direkte undtager Irland fra beslutninger, deltagelse og finansiering af militære aktioner, altså et forsvarsforbehold i stil med det danske.
»Det er det absolutte minimum, så må vi se på det derefter,« siger Roger Cole på spørgsmålet om det er tilstrækkeligt til at kunne anbefale et ja til traktaten.
Tror du den irske regering kan forhandle sig frem til en sådan protokol?
»Det aner jeg ikke, for regeringen aner ikke engang selv hvad den vil. Men et eller andet er de nødt til at komme op med, når befolkningen så massivt underkender den politiske elite.«
PANA opfordrede til et nej både i den første og den anden Nice-afstemning, selv om Roger Cole ser grundlovsændringen som en klar sejr for fredsbevægelsen.
Men samtidig mener han at Irlands neutralitet er hullet som en si.
»Den afgørende forskel mellem dengang og nu er Irakkrigen. Irland er blevet en integreret del af Bush's krigsmaskine,« påpeger han og henviser til at den irske regering har givet tilladelse til, at lufthavnen i Shannon i det vestlige Irland er blevet brugt som transit for over en million amerikanske soldater på vej til krigen i Irak.
Lufthavnen er også under kraftig mistanke for at være mellemstation for hemmelige CIA-fangetransporter, og fredsaktivister har i årevis ført kampagne mod anvendelsen af lufthavnens faciliteter til USA's krige i Irak og Afghanistan.
Her tænker han især på de såkaldte kampgrupper (battle groups), som kan rykke ud med 5-10 dages varsel efter beslutning i EU's Ministerråd.
Efter et par timers debat vedtog et enigt parlament – med undtagelse af 12 medlemmer – i juli 2006 at Irland deltager i den nordiske kampgruppe sammen med Sverige, Estland og Norge.
Problemet var bare at Irland – som det eneste land i EU – kræver et FN-mandat for at sende sine soldater i aktion. Det gør deltagelse i kampgrupperne besværlig. Derfor vedtog man en lov som giver lov til at indkalde og afsende, men ikke indsætte irske soldater.
De skal stå på sidelinjen af en væbnet konflikt og vente på en FN-godkendelse for at gå i kamp.
»En bizar løsning og en klar udvanding af kravet om et FN-mandat,« siger Roger Cole. u
Nyt i Lissabon-traktaten er også:
1) Institutionelle ændringer som giver EU mere vægt i internationale forhold, herunder udnævnelse af en EU-udenrigsminister (med betegnelsen »højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik«), og oprettelse af tilhørende udenrigstjeneste.
2) Det Europæiske Forsvarsagentur skrives ind i traktaten. Agenturets formål er at fremme våbenindustrien og at hjælpe med udviklingen af EU's forsvarskapacitet.
3) Forpligtelse til, i tilknytning til Agenturet, at forbedre den militære kapacitet.
4) Udvidelse af de forsvarspolitiske opgaver til at omfatte bekæmpelse af terrorisme, herunder støtte til tredjelande, og aktioner til at forebygge konflikter.
5) Nyskabelsen »permanent struktureret samarbejde« åbner mulighed for at mini-militæralliancer kan etableres inden for EU's strukturer til at udføre de mere »krævende« missioner.
6) Solidaritetsklausul som forpligter alle medlemsstater til at komme hinanden til undsætning i tilfælde af terrorangreb, natur- eller menneskeskabt katastrofe.