»Jeg holder øje«

De danske uddannelses-organisationers lobbyist i Bruxelles står med mange udfordringer.
Af Kenneth Haar
19. september 2008

På niende sal i det Internationale Fagforeningshus i Bruxelles på Kong Alberts Boulevard nr. 5, niende sal, finder man til daglig Birgitte Birkvad. Som 'lobbyist' for de danske uddannelsesorganisationer følger hun, sammen med to praktikanter, med i udviklingen af EU's politik på uddannelsesområdet.

»Jeg plejer at beskrive mit arbejde ved at sige at jeg er her for at holde øje. Jeg er her simpelthen for at holde øje med hvad der foregår, så de kan følge med derhjemme, og så de kan reagere i tide,« siger hun.

Og der er nok at reagere på. Selv om uddannelsespolitik ifølge traktaten er medlemslandenes ansvar, er EU blevet en vigtig spiller på området. Man har nedsat et væld af arbejdsgrupper hvor medlemslandene diskuterer hvilken vej uddannelsessystemet bør gå, og der fastlægges fælles målsætninger i lange baner på alle områder. Birgitte Birkvad skal informere om udviklingen og være med til at skabe en fælles holdning blandt de danske organisationer som står bag hendes lobbykontor.

Kritisk positive

Birgitte Birkvad er den centrale person i Danske Lærerorganisationer International (DLI) der er et samarbejde mellem 11 danske uddannelsesorganisationer, herunder Danmarks Lærerforening (som driver kontoret), Dansk Magisterforening, pædagogerne i BUPL og gymnasielærere i GL. I DLI mødes repræsentanterne for organisationerne en gang om måneden for at finde en fælles holdning til de initiativer der er på vej i EU, og for at overveje hvordan sagerne gribes an.

»Man kan beskrive det på den måde at vi som hovedregel er kritisk positive over for idÈen med europæisk samarbejde hvor medlemslandene kan udveksle ideer og lære af hinanden. Vi anerkender at der faktisk kommer nogle rimeligt fornuftige ting hernede fra omkring uddannelsespolitikken, men samtidig er vi meget kritiske, og der er områder hvor vi er decideret imod. Blandt andet er der jo en tendens til at begynde at snakke om brugerbetaling på uddannelse, og der er vi på kollisionskurs.«

Markedsgørelse

De danske organisationer er også på vagt over for en anden udvikling: Markedsgørelse af uddannelsesområdet. De frygter at servicedirektivet som blev vedtaget i november 2006, vil kunne bruges til øget markedsgørelse af blandt andet de videregående uddannelser. Redskabet kan være en gradvis ændring af det såkaldte taxametersystem til et voucher-system hvor »pengene følger eleven«, en idÈ der breder sig i en række lande.

»Man tager jo ikke og liberaliserer uddannelsesområdet, men man laver nogle nye strukturer som langsomt kan udhule systemet. Hvis du og jeg får en check i hånden som vi kan rende hen med hvor vi vil, så forsvinder universiteternes planlægningsmuligheder, planlægningshorisonten bliver umådelig kort. Det er fra semester til semester at du skal tilpasse din lærerstab efter hvem der tilfældigvis har lyst til at være der. Når man på den måde fraskriver sig retten til en politisk beslutning, bliver det markedskræfterne der styrer, og hvor det så er unge menneskers tilfældige whims der afgør det hele. Erfaringen viser, at det går ud over diversiteten.«

Politikere på et sidespor

Udover arbejdet med at påvirke embedsmænd og politikere i EU, hører det til opgaverne at få danske politikere på banen. Det kan være vanskeligt. Da det meste af samarbejdet i EU foregår uden brug af lovgivning, behøver regeringen ikke fortælle, hverken til uddannelsesorganisationerne eller til danske politikere, om dens forslag udspringer af et fælles initiativ i EU.

NOTAT spurgte om politikerne i Folketinget ved det når et forslag i virkeligheden stammer fra EU-samarbejdet.

»Som regel har de ingen anelse,« svarer Birgitte Birkvad.

»Problemet er nok blandt andet at de eneste folketingspolitikere som arbejder med alle de ting der kommer her nedefra, det er politikerne i Europaudvalget, og spørg lige hvor det som handler om uddannelse, kommer ind på dagsordenen i den bunke som er så høj, og som omfatter for eksempel fiskeri-, landbrugs- og arbejdsmarkedspolitik,« siger hun og løfter hånden højt over bordet.

Det mest sandsynlige, vurderer hun, er at de mange initiativer på uddannelsesområdet havner langt nede, fordi de ikke gennemføres via EU-lovgivning. Det er op til det enkelte land, om de vil følge initiativerne og gøre dem til national lovgivning.

Desværre når oplysningerne heller ikke frem til de politikere som skulle være eksperterne, nemlig politikerne i Folketingets uddannelsesudvalg, selvom de faktisk er interesserede. Folketingets uddannelsesudvalg har været på besøg på DLI's kontor og gav udtryk for stor interesse, men også en vis opgivenhed fordi EU-stoffet drukner i en travl dagligdag. Derfor har DLI's repræsentanter også flere gange haft foretræde for udvalget.

En garanti – og dog

Når EU-Kommissionen foreslår lovgivning som kan føre til markedsgørelse på uddannelsesområdet, fremfører uddannelsesorganisationerne blandt andet at her er et område hvor det ifølge traktaten suverænt er medlemslandene der bestemmer. Og sådan skal det blive ved med at være, mener de. Under arbejdet med den nye traktat kom de derfor ud af starthullerne da der var usikkerhed om hvorvidt EU's kompetence til at indgå handelsaftaler også kunne omfatte uddannelsesområdet. Hvis det var tilfældet, kunne det resultere i en global markedsgørelse af uddannelse i Europa. Det fik DLI til at henvende sig gentagne gange til den danske regering for at få en garanti for at det danske uddannelsessystem ikke skulle underlægges kommercielle EU-regler.

»I første omgang havde også det danske politiske system svært ved at se problemet, og det førte faktisk til et ret så afvisende svar. Men da problemet også blev taget op af europæiske ministerkolleger, gav den danske regering os i hvert fald delvis ret. Faktisk fik vi et brev fra en af ministrene hvor han fastslår at så længe der går en offentlig krone til finansieringen af en uddannelsesinstitution, så skal den regnes for at være et nationalt anliggende som ikke kan underlægges EU-reglerne om offentligt udbud,« slutter Birgitte Birkvad, og lyder som om ministerens garanti måske ikke er helt så stærk som den burde være. I sidste ende vil det være EF-domstolen der kan afgøre en sag. Og det finder Birgitte Birkvad ikke nødvendigvis særligt betryggende.