NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Er kønskvotering tilladt for EU’s medlemslande som et redskab for at fremme ligestilling?
»Både ja og nej. Det er ikke generelt forbudt, men beror på en konkret vurdering,« siger ekspert i EU-ret, juraprofessor Ruth Nielsen fra Copenhagen Business School.
EU-lovgivningen giver ikke et entydigt svar. Den nuværende traktat siger i artikel 141, stk. 4: »For at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet er princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere.«
Hvilke foranstaltninger der mere præcist lægges op til, kan man lede efter i de forskellige direktiver om ligestilling, ligebehandling og bekæmpelse af diskrimination. Men det bliver man ikke meget klogere af. ”Bløde” særforanstaltninger, som for eksempel at man i annoncer særligt opfordrer bestemte grupper til at søge et job, er uproblematiske. Derimod har der været flere kontroverser når det gælder »hårde« tiltag som kvoteordninger.
»Der er en praksis hvor man i nogle sager har vurderet at det var i orden, men i andre sager har man sagt at det ikke var tilladt,« siger Ruth Nielsen.
Hun understreger at EU-reglerne under ingen omstændigheder kan forpligte et medlemsland til kønskvotering. Spørgsmålet er udelukkende om de tillader det.
Kan man for eksempel beslutte at x antal stillinger på Københavns Universitet skal besættes af kvinder?
»Det er noget Videnskabsministeriet skal afgøre, men jeg kan ikke forestille mig at det er noget den nuværende regering vil støtte.«
Men vil det være foreneligt med EU-retten?
»Det kommer an på hvordan man konkret ville gøre det,« siger Ruth Nielsen. Hun ser ikke en klar tendens til at Domstolen gennem årene har trukket tolkningen om kønskvotering i en bestemt retning. Ser man på praksis i de enkelte lande, går det op og ned, men det er mere et udtryk for en ændret politisk magtbalance, i hvert fald i Danmark, mener hun.
Bl.a. øremærkning af stillinger for at rekruttere flere kvindelige professorer på universiteterne i Norge og Sverige er blevet stoppet af EU-domstolen, med henvisning til at ordningerne diskriminerer mandlige ansøgere.
For det første at den kønsmæssige ulighed som kønskvoteringen skal rette op på, kan dokumenteres. For det andet at det foreslåede tiltag vil virke, og for det tredje skal der være tale om et rimeligt tiltag, set i forhold til de personer som ikke nyder godt af særordningen. Han bemærker at især det sidste kriterium synes at spille en rolle for Domstolens seneste afgørelser.
De seneste direktiver om ligebehandling har ikke yderligere præciseret grænserne for kønskvotering, skriver han. En vigtig ting er dog at formuleringen i det oprindelige direktiv fra 1976 om »lige muligheder« er blevet ændret til at handle om »lige muligheder i praksis«.
Den formulering bruges både i beskæftigelsesdirektivet fra 2000, i det reviderede ligebehandlingsdirektiv fra 2002 og det reviderede ligestillingsdirektiv fra 2006. Men det vil ikke nødvendigvis betyde større rum for positiv særbehandling, tilføjer han med henvisning til afgørelsen i Abrahamsson-sagen.
Marschall-dommen (1997). Ja. Delstatsregeringen i Nordrhein-Westfalen måtte gerne favorisere en kvindelig ansøger i forhold til en mand (med samme kvalifikationer).
Abrahamsson-dommen (2000): Nej. Göteborg Universitet måtte ikke automatisk give en kvindelig ansøger forrang til en stilling, blot fordi kvinder er underrepræsenteret. Svensk lov blev dermed underkendt.
Lommers-dommen (2002): Ja. Det hollandske landbrugsministerium måtte gerne forbeholde sine børnepasningspladser for kvinder.