Overskrifter i 2007
En gennemgang af de store historier i 2007 om den europæiske klimalobby vidner om at erhvervslivets lobbyister sidder med ved bordet i hele beslutningsprocessen.
Af Kenneth Haar
24. april 2008
Kommissærens rådgiver
Endnu inden et forslag er blevet til i EU har Kommissionen typisk konsulteret en række særlige rådgivere. Listen over særlige rådgivere har hidtil været hemmeligholdt, men i februar 2007 blev listen offentliggjort. På klimaområdet var det mest interessante navn Rolf Linkohr. Linkohr er tidligere medlem af EU-Parlamentet, men har på det seneste erhvervet sig som lobbyist for de store virksomheder i el-sektoren. Nu optrådte han pludselig som særlig rådgiver for kommissæren for Energi, Andris Piebalgs. Afsløringen skabte så meget røre at Linkohr måtte gå. Det fik imidlertid ikke Kommissær Piebalgs til at skifte stil. Linkohr var knap nok gået ud af døren før en tidligere leder af Shells globale strategiafdeling, Alfred Bressand, trådte ind som erstatning.
Ekspertkomitéen for biobrændsler
På et EU-topmøde i marts 2007 besluttede regeringslederne at anvendelse af bio-brændsler fremover skulle være et centralt led i EU's klimastrategi. Forud var gået en massiv lobbykampagne forestået af den bioteknologiske industri, olieindustrien og bilproducenterne. Det var påfaldende at Kommissionen på dette tidspunkt var blevet advaret af egne eksperter om en række uheldige effekter af brug af biobrændstoffer, såsom øgede fødevarepriser også i den fattige del af verden, og om at det i sidste ende ikke ville gavne miljøet på grund af pløjning af græsarealer og fældning af skove. Egentlige forslag fra Kommissionen bliver sjældent til uden grundige konsultationer i en ekspertgruppe. Sammensætningen af disse grupper er normalt ikke offentligt kendt, men i juni 2007 kunne Corporate Europe Observatory i Amsterdam afsløre at Kommissionens arbejdsgrupper om biobrændstoffer er tydeligt domineret af erhvervsgrupper med direkte interesser i området.
Bilindustri i førersædet
Debatten om hvor meget CO2 passagerbiler må udlede pr. kørt kilometer, blev et stort og bittert slag.
Kommissionens udspil var en øvre grænse på 120 gram CO2 pr. kørt kilometer. Det mål satte EU faktisk allerede i 1996, dengang som en frivillig aftale. Men i oktober 2006 bebudede Kommissionen et forslag til et bindende regelsæt – stadig med samme mål: 120 gram pr. kørt kilometer (i gennemsnit) om nogle år. Det fik den tyske industri til at rykke ud med trusler om udflytning af produktionen. De øvrige bilproducenter valgte at udvise solidaritet, og meldte ud mod bindende mål overhovedet. Dermed indledte sammenslutningen af bilproducenter ACEA en langstrakt kampagne der varede hele 2007. Til deres rådighed havde de ikke færre end 70 lobbyister. Endelig havde industrien direkte adgang til Kommissionen gennem en rådgivningsgruppe kaldet CARS21 som er stærkt domineret af repræsentanter for bilindustrien.
Da forslaget endelig blev fremlagt i december 2007, var det betragteligt svækket i forhold til de oprindelige ambitioner. Målet er nu 130 gram pr. kilometer, og med et bødesystem der ifølge Greenpeace ikke vil afskrække industrien væsentligt fra at se stort på kravene.