På vej til fælles asylsystem

Rettighederne for asylansøgere i EU er på vej til at blive harmoniseret. På en række områder er der indført fælles regler. Men der er stadig langt til en fælles flygtningepolitik.
Af Åge Skovrind
1. januar 2008

47 irakere fik opholdstilladelse i Danmark i 2006 – herunder fik kun 15 personer flygtningestatus. Samme år modtog Sverige 8.951 irakiske asylansøgere hvilket var 46 procent af alle irakiske asylansøgere indgivet i EU i 2006, og gav beskyttelse til 7.245 personer.

Alene disse tal fortæller at der fortsat er lang vej før vi har fælles regler for flygtninge i EU.

For Danmarks vedkommende kunne forklaringen være at vi pga. den retslige undtagelse slet ikke er omfattet af EU-samarbejdet på flygtningeområdet. Men sammenligner man med andre lande, er der også store forskelle. Pr. 1.000 indbyggere modtog Cypern 5,9 ansøgninger om asyl i 2006, mens f.eks. Portugal modtog 0,1 ansøgninger.

De store forskelle har ført til krav om en fælles flygtningepolitik i EU. Det er et ønske som bl.a. er fremsat af den svenske regering, men også fra lande som Cypern og Malta. Det er også EU's officielle mål.

Harmonisering

EU's målsætning er at skabe et fælles asylsystem inden udgangen af 2010. I sommeren 2007 fremlagde Kommissionen en såkaldt grønbog, dvs. et debatoplæg med forslag til fælles regler. Målsætningen for harmoniseringen på asylområdet er angiveligt at skabe en »højere fælles beskyttelsesstandard og større lighed med hensyn til beskyttelsen i EU og at sikre større solidaritet mellem EU-medlemsstaterne.«

Bestræbelserne på at skabe et fælles asylsystem går helt tilbage til topmødet i den finske by Tammerfors i oktober 1999. Det var ikke mindst de store flygtningestrømme fra eks-Jugoslavien som gennem 1990'erne havde stillet EU-landene over for store udfordringer, men også demonstreret store forskelle landene imellem.

Bekymringen handlede ikke mindst om, at når en flygtning først er kommet over den ydre grænse, så er der i princippet fri bevægelighed inden for hele EU på tværs af de indre grænser. Et menneske på flugt ville meget forståeligt søge hen til det land hvor chancen for beskyttelse var størst, og fik man afslag i et land, kunne man søge videre til det næste land. Men en række EU-love har sat en stopper for denne såkaldte asyl-shopping.

Kun ansøgning i et land

Allerede med Dublinkonventionen som blev ratificeret i 1997, slog man det princip fast at der kun kan søges asyl i et land. Med mindre man har familie i et andet land, vil det være det land som man først er rejst ind i.

Mange asylansøgere forsøger alligevel at komme videre til et andet land fordi chancen for beskyttelse er større eller levemulighederne bedre. For at undgå denne trafik er der fra januar 2003 oprettet en central database med fingeraftryk (Eurodac-forordningen). Alle medlemslande forpligter sig til at tage fingeraftryk af asylansøgere samt alle udlændinge der pågribes i forbindelse med ulovlig passage af en medlemsstats ydre grænse.

På disse områder har Danmark tilsluttet sig EU-reglerne.

Nuværende minimumsregler

Derimod er Danmark ikke med i en række direktiver om fælles minimumsstandarder som EU allerede har vedtaget.

Direktivet om modtagelsen af asylansøgere sikrer bl.a. adgang til arbejdsmarkedet senest et år efter, at asylansøgere har indgivet ansøgning om asyl.

Asylprocedure-direktivet kræver at afgørelser skal træffes individuelt, objektivt og upartisk, og fastlægger fælles standarder for anvendelse af begreber som »grundløse ansøgninger« og »første asylland«. Det handler også om at sende asylansøgere tilbage til »sikkert oprindelsesland« og »sikkert tredjeland«.

Kvalifikations-direktivet fastlægger betingelser for at opnå asyl og en række rettigheder som man opnår. Det handler bl.a. om opholdstilladelse i mindst tre år, ret til rejse i det pågældende land, »passende indkvartering«, undervisning og arbejdssøgning. Danmark er heller ikke omfattet af familiesammenføringsdirektivet. Ifølge et notat fra Dansk Flygtningehjælp fra oktober 2007 er de danske regler på en række punkter strammere end EU's niveau.

Laveste fællesnævner

Nu vil man gå videre og fastlægge med et mere detaljeret fælles asylsystem. Bestræbelserne på at få en fælles asylpolitik i hele EU er hidtil stødt på stor modstand i medlemslandene. På den ene side er ingen lande interesserede i at blive »flygtningemagneter«, og for at undgå det er asylreglerne blevet strammet i det ene land efter det andet.

Kritikere har kaldt det et kapløb mod bunden.

»EU-landene forsøger ikke at samarbejde. I stedet arbejder de for at sikre at flygtninge ikke kommer til netop deres land, og hvis der kommer flygtninge, gør landene alt for at kunne sende dem væk igen,« siger Bjarte Vandvik, generalsekretær i ECRE, en sammenslutning af 76 europæiske flygtningeorganisationer.

På den anden side efterlyser især de lande som modtager flest flygtninge, en fælles politik. Men fælles regler indebærer at det enkelte land ikke selv har kontrol med hvor mange flygtninge man modtager.

Hvis den nye reformtraktat vedtages, vil udlændingepolitikken, som nu, blive fastlagt med flertalsafgørelser. Det vil gøre det nemmere at få vedtaget fælles regler, men erfaringerne peger på at de vil afspejle laveste fællesnævner og ikke den »højere fælles beskyttelsesstandard« som EU-Kommissionen lægger op til.