»Skammens direktiv« splitter EU

Der skal indføres ensartede og retfærdige regler for hvornår og hvordan man sender illegale indvandrere ud af EU. Men uenigheder har igen sat forslaget på stand-by. Menneskerets- og flygtningeorganisationer appellerer om at forkaste »skammens direktiv«.
Af Åge Skovrind
22. august 2008

De er skudt op som paddehatte det seneste ti-år, lejrene, centrene, fængslerne, eller hvad de kaldes. De fleste er placeret langs grænserne til EU hvor hundredtusinder af mennesker har søgt lykken i EU, men har fået beskeden: »Uønsket«. Nu venter de kun på at blive sendt tilbage til der hvor de kom fra.

Det handler langt fra alene om asylansøgere. I lande som Frankrig, Italien og Spanien lever og arbejder millioner af udlændinge uden opholdstilladelse. Med mellemrum bliver de anholdt og udvises efter regler som varierer stærkt fra land til land.

EU-Kommissionen fremlagde for tre år siden et direktiv som skal harmonisere reglerne for hvordan og hvornår disse såkaldte tredjelandsstatsborgere sendes ud af EU. Hvis udvisning fra et EU-land skal gælde for alle EU-lande, er det nødvendigt med den samme – retfærdige – behandling. Sådan lyder filosofien bag forslaget. Fælles regler vil samtidig danne grundlag for et praktisk og økonomisk samarbejde om tilbagesendelse. Vrøvl, siger kritikerne, formålet er ikke at beskytte folk, men snarere at effektivisere udvisninger og skræm­­­me personer fra at søge ophold i EU.

Amnesty International, det Europæiske Flygtningeråd og andre har længe kritiseret det planlagte udvisningsdirektiv og ført kampagne for mindstekrav som sikrer de udvisningstruede rettigheder og bedre forhold i lejrene. Indespærring af udviste i op til 18 måneder, forbud mod genindrejse i EU og ringe mulighed for frivillig hjemrejse er ikke en anstændig EU-standard, siger de, og opfordrer nu til at forkaste det som er blevet døbt »skammens direktiv«.

Desperate forhold

Den 2. maj 2008 begik 32-årige Ebenizer Folefack Sontsa fra Cameroun selvmord i en belgisk hjemsendelseslejr. Det skete få dage efter at han under tumult havde modsat sig politiets forsøg på at sætte ham på et fly til Afrika. I februar og marts i år døde to udlændinge i hjemsendelseslejre i Rotterdam fordi de ikke fik nødvendig lægehjælp. De to hollandske dødsfald kommer efter at 11 udlændinge i 2005 omkom under en brand i en containerbarak for udviste indvandrere ved Schiphol Lufthavn.

Tragedier som disse har skabt opmærksomhed og bekymring for de forhold man byder mennesker som ikke har gjort andet end at befinde sig i et EU-land uden tilladelse. I Belgien fik det seneste dødsfald regeringsmedlemmer til at kræve et moratorium for udvisninger indtil en ny lov om legalisering af papirløse træder i kraft.

Forskellig praksis

Spørgsmålet om hvor længe det skal være muligt at frihedsberøve en udlænding der ikke har opholdstilladelse, har været det mest kontroversielle spørgsmål og den væsentligste grund til at medlemslandene endnu ikke er nået til enighed.

Tyskland, Storbritannien og flere andre medlemsstater har ingen grænse for hvor længe man må frihedsberøve en person. I Frankrig gælder en grænse på 32 dage. I Spanien og Italien er det 40 og 60 dage. Hvis det ikke er lykkedes at arrangere en hjemsendelse inden da, er myndighederne forpligtet til at løslade personen.

I særdeleshed er forholdene på Malta blevet kritiseret. Her holder myndighederne illegale indvandrere indespærret op til 18 måneder i centre hvor de hygiejne­mæssige forhold langt fra overholder internationale forpligtelser.

Lukket land

Et andet punkt som har været udsat for skarp kritik, er bestemmelsen om det ikke skal være muligt senere at få indrejsetilladelse til det land man udvises fra – eller til et andet EU-land.

Mange af de mennesker der kan blive omfattet af dette forbud, er indvandrere som i årevis har boet i et af EU’s medlemslande og som derfor tvinges til at forlade familie og venner – foruden deres arbejde. De kan for eksempelvis være gift med en EU-statsborger. Forslaget indebærer et indrejseforbud på op til fem år.

Direktivet handler desuden om vilkårene under frihedsberøvelsen, særlige hensyn til familier og uledsagede børn, adgang til lægehjælp, ankemuligheder og inspektion af centrene.

Kompromis blev underkendt

Da Parlamentets retsudvalg i september 2007 vedtog 200 ændringsforslag, blev den maksimale periode for frihedsberøvelse nedsat fra seks til tre måneder, men samtidig blev der åbnet for at der i »særlige tilfælde« kan ske en forlængelse på yderligere et år, det vil sige i alt 18 måneder.

Loven skal både vedtages (enstemmigt) af Rådet (EU’s regeringer) og af parlamentet (almindeligt flertal). Tyskeren Manfred Weber som er ordfører på sagen og repræsenterer den største partigruppe i Parlamentet, indgik derfor et kompromis med det slovenske formandskab som forhandler på vegne af EU’s regeringer.

Muligheden for 18 måneders indespærring blev fastholdt, men den normale maksimumperiode blev sat op til seks måneder. Imidlertid havde det slovenske formandskab gjort regning uden vært. Da regeringsrepræsentanter holdt møde den 7. maj, kunne de ikke nå til enighed.

Endnu engang er forslaget sendt til hjørne.

---

Danmark og udvisninger

Danmark er ikke omfattet af udvisningsdirektivet på grund af den retlige undtagelse. I modsætning til lande i Sydeuropa er der i Danmark kun et forholdsvis begrænset antal som opholder sig illegalt. Frihedsberøvelse af udlændinge uden opholdstilladelse handler derfor næsten kun om afviste asylansøgere som ikke kan eller vil sendes hjem.

I Danmark er der ingen øvre grænse for hvor længe en udlænding uden opholdstilladelse må være indespærret.

I dag sidder omkring 70 frihedsberøvede asylansøgere i Kriminal-forsorgens lukkede fængsel Ellebæk ved Sandholmlejren. Tre af dem har siddet inde i et år, og syv har siddet inde mere end seks måneder.

---

Fakta

Direktivet om »fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold« er endnu ikke vedtaget. Det blev fremlagt første gang i efteråret 2005 og er ændret mange gange. Et kompromisforslag blev forhandlet på plads mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet i april 2008, men blev ikke godkendt da regeringsrepræsentanter fra alle lande holdt møde den 7. maj.

Forslaget kræver vedtagelse både i Parlamentet og blandt medlemslandenes regeringer.

1. behandling i Parlamentet er planlagt til juni.

De fælles EU-regler for udvisning indebærer i den seneste udgave:

• Mindst syv dage til at forberede »frivillig hjemrejse«

• Maksimum seks måneders frihedsberøvelse

• Ekstra 12 måneder i »særlige tilfælde«

• Aftale påkrævet med det land der sendes tilbage til

• Særlig beskyttelse af uledsagede børn

• Adgang for hjælpeorganisationer til hjemsendelseslejre

• Forbud mod genindrejse i op til fem år for personer der ikke frivilligt rejser tilbage.