ARTIKLER


Stor modstand mod at beskære støtte til rigeste

Kommissionen foreslog for fem år siden et loft over landbrugsstøtten på 2,2 millioner kroner. Det mødte indædt modstand fra medlemslandene. Nu vil Kommissionen gøre et nyt forsøg.
Af Staffan Dahllöf
26. juni 2008

2,2 millioner kroner (300.000 euro) og så heller ikke en øre mere. Sådan foreslog EU-Kommissionen for fem år siden et loft for hvor meget den enkelte landmand skulle have ret til i støtte fra EU – hvert år. Men den gik ikke. Der var slet ikke opbakning fra medlemslandenes regeringer til at lave en sådan begrænsning.

Nu gør Kommissionen et nyt forsøg. Det nye forslag går ud på at støtten til de største modtagere skal trappes ned i tre trin: Støttebeløb over 300.000 euro skæres med 45 procent, mellem 200.000 og 300.000 med 25 procent, og mellem 100.000 og 200.000 med 10 procent.

Men også den nedtrapning har fået en ublid medfart.

Stordrift i øst

Flertallet af medlemslandene vånder sig, også dem som i lighed med Danmark i princippet går ind for en afvikling af støttepolitikken.

Argumenterne er at et loft over støtten vil være en straf mod dem som har gjort det godt, og at et støtteloft kun vil føre til en kunstig opdeling af de store bedrifter.

Ikke mindst i de nye medlemslande er modstanden hård fordi de gamle stats- og kollektivlandbrug er blevet bevaret selv om de har fået nye ejere.

»Men jeg er altså ligeglad med hvem der er ejer, om man er en britisk godsejer eller har været heldig at få adgang til en andel i de østtyske selskaber,« siger den danske landbrugskommissær.

Parlamentet er kommet med et modforslag om en meget forsigtig besparelse: Støtten skal nedtrappes med 1-4 procent og ikke med de 10-45 procent som Kommissionen har foreslået. Kommissionen kommer snart med et nyt forslag.

»Jamen jeg tror jeg har hørt alle argumenter, nu må vi finde en model og prøve den af. De midler der frigøres, vil komme til at blive i medlemslandene, det er ikke sådan at jeg scorer kassen,« siger Mariann Fischer Boel til NOTAT.

Multimillionærer på kontanthjælp

Den direkte indkomststøtte – også kaldet enkeltbetalinger – skal ifølge målsætningerne sikre en »en rimelig levestandard« for landmændene. Men det begreb dækker også nogle af Danmarks rigeste mennesker som altså får en direkte kontanthjælp fra skatteyderne – hvert eneste år. Brigitte Alfter og Nils Mulvad har på Farmsubsidy.org gravet i tallene og blandt andet fundet dette for indkomståret 2005:

  • Danmarks allerrigeste mand, Mærsk McKinney Møller, fik via sit Bramsløkke Landbrug, 300.038 kroner.

  • Nummer 5 på listen over Danmarks rigeste, Niels Due Jensen-familien som ejer Grundfos-koncernen, modtog 563.000 kroner for sine besiddelser ved Ormstrup Gods og Tange Sø.

  • Holch Povlsen-familien, kendt for Bestseller tøjkoncernen, er også i top 10 over Danmarks rigeste, men modtog mere end 1,5 million kroner for godserne Gyllingnæs og Constantinborg i Østjylland.

  • En anden fra top 10 over Danmarks rigeste, er Coloplast-koncernens familien Louis-Hansen. De ejer godset Tustrup Hovedgård på Djursland ligesom Visborg skovdistrikt ved Hadsund. I alt gav det en støtte 1,65 millioner kroner.

  • Andre modtagere er B&O-hovedaktionær Peter Skak Olufsen som fik 3,75 millioner kroner for at vedligeholde Fiil Sø og hjemmet på Hjermvej.

  • Baronen af Gavnø, Otto Redtz-Thott, fik 2,85 millioner kroner, mens Peter Andersen, svigersøn til den afdøde stenrige excentriske mangemillonær Brask Thomsen fik 3,6 millioner kroner til driften af Overgaard gods.

  • En anden stor forretningsmand, Stig Husted-Andersen, har en hel samling af godser. Han fik i alt 4,47 millioner kroner for Ålholm Slot, samt 7,34 millioner og 6,97 millioner for henholdsvis Bregentved Gods og Wedellsborg-Frijsenborg som er nogle af de største danske godser.

  • Forretningsmanden Poul Martin Mikkelsen som bor i Schweiz, får 2,55 millioner for at køre Dønnerup Gods.

  • Andre kendte rigmandsnavne på støtten er tidligere Codan-direktør Peter Zobel som har Bækkeskov Gods; Christian Kjær (F.L. Schmidt-arving, gift med Janni Spies-Kjær) som har Store Øster Nørskov gods; tidligere Oticon-direktør Lars Kolind som har Addithus skovdistrikt.

  • Den tidligere ejer af Dandy tyggegummi, Holger Bagger Sørensen, er nummer 12 på listen over Danmarks rigeste, også han får en mindre støtte til sine besiddelser på Pabølgård Plantage.

  • Endelig modtog prins Joachim i 2005 1,61 millioner kroner til godset Schackenborg.

Top-48 ville være ramt

Kommissionens tidligere forslag om et loft på højst 2,2 mio. kr. i støtte ville have ramt disse 48, som i 2006 fik udbetalt mest ud af de 59.298 danske modtagere af direkte støtte:*

1 Kjærgården, 7430 Ikast 8.066.209

2 Bregentved, 4690 Haslev 6.645.074

3 Frijsenborg & Wedellsborg, 8450 Hammel 5.982.778

4 Jonny Jakobsen, 6760 Ribe 5.439.396

5 Vallø Stifts Landbrug, 4600 Køge 5.187.116

6 Gjorslev Gods, 4660 Store Heddinge 4.321.261

7 Rosenfeldt Gods, 4760 Vordingborg 3.918.876

8 Stig Husted Andersen, Aalholm, 4880 Nysted 3.802.024

9 Eskelund, 5591 Gelsted 3.783.925

10 R. G. Reventlow-Grinling, 4990 Sakskøbing 3.725.579

11 Aksel Kirketerp, 9800 Hjørring 3.653.280

12 Overgård Gods, 8970 Havndal 3.607.053

13 Bjarke og Torben Thomsen, 9430 Vadum 3.565.609

14 Thora og Gert Alstrup Jensen, 6920 Videbæk 3.438.229

15 Giesgaard Landbrug, 4100 Ringsted 3.368.509

16 JSJ-Agro, 9440 Aabybro 3.351.324

17 Engestofte Godserne, 4930 Maribo 3.320.851

18 Basnæs Gods, 4230 Skælskør 3.287.920

19 Grambogård, 5690 Tommerup 3.262.911

20 Fussingø Landbrug, 8900 Randers 3.208.608

21 Helge Maagaard, 7620 Lemvig 3.182.516

22 Jørgen Lund Pilegård, 7140 Stouby 3.163.360

23 Peter Skak Olufsen, 7600 Struer 3.116.290

24 Holsteinborg Avlsgård, 4243 Rude 3.109.361

25 Jørgen Skeel, 9440 Aabybro 3.037.265

26 Optagelseshjemmet Lyng, 1401 København K 2.929.946

27 Bent A. Frandsen, 6893 Hemmet 2.779.710

28 Landbrugsselskabet, 4900 Maribo 2.769.459

29 Per Kirketerp, 9870 Sindal 2.742.637

30 Tryvejens Landbrugsfællesskab, 9320 Hjallerup 2.696.254

31 Dønnerup Gods, 4450 Jyderup 2.685.878

32 Klouborg, 9700 Brønderslev 2.642.837

33 Gammeleje, 4900 Nakskov 2.586.669

34 Christian D. Lassen, 9670 Løgstør 2.566.926

35 Hans-J. og Carl C. Østergaard, 9670 Løgstør 2.501.654

36 Gisselfeld Kloster, 4690 Haslev 2.500.451

37 John Christensen, 9530 Støvring 2.452.711

38 Hverringe Avlsgaard, 5300 Kerteminde 2.433.182

39 Peter Greve Bernstorff, 8900 Randers 2.432.431

40 Niels Jørgen Jacobsen, 7800 Skive 2.428.248

41 Stensager, 9600 Aars 2.412.220

42 Kongstedlund Gods, 9260 Gistrup 2.386.519

43 Gavnø Gods, 4700 Næstved 2.340.817

44 Jørgen Jensen, 8370 Hadsten 2.330.284

45 Anders D. Lassen, 8305 Samsø 2.297.286

46 Arne Houmann Thomsen, 9260 Gistrup 2.243.109

47 Dalsgaard, 9670 Løgstør 2.219.429

48 Peter Steenwijk & Thea Koot, 6973 Ørnhøj 2.211.148

NOTATs liste er taget fra Farmsubsidy.org's liste over udbetalingerne for året 2006. Nogle fik dog også udbetalt penge for kalenderåret 2005 – en liste renset for 2005-penge giver en lidt anden rækkefølge.