U-landene mister deres læger

Over halvdelen af de læger og sygeplejersker der uddannes i de fattige lande, rejser til de rige lande.
Af SVen Skovmand
22. august 2008

Da den store indvandring til Europa begyndte i 1960'erne, var den først og fremmest præget af folk med ingen eller en lav uddannelse. Og de fik i reglen arbejde på steder der ikke krævede megen uddannelse, og hvor lønningerne var lave.

I England fik mange således arbejde som buschauffører, i Tyskland arbejdede indvandrere i især bilindustrien, og i Danmark blev de ansat på jernstøberier indtil de fandt sig en mere tiltalende beskæftigelse.

Sådan er det som bekendt ikke længere. De lavtlønnede arbejdsopgaver udføres enten af maskiner eller af fabrikker i u-landene selv.

Nu vil man have læger

Til gengæld er der en stærk interesse i at ansætte folk med høje kvalifikationer. EU er på vej med et forslag som skal tiltrække de veluddannede (se side 20-21).

I lande som England og USA har man allerede længe haft et stort antal læger og sygeplejersker der har fået deres uddannelse i de fattige lande. Og nu er man også begyndt i Danmark – på trods af, at dansk ikke er et internationalt sprog som engelsk.

I november 2007 ansatte den midtjyske region således 31 indiske læger med speciale i patologi, radiologi og anæstesi.

At ansætte dem voldte ingen vanskeligheder. Annoncer i to indiske aviser førte til hele 700 ansøgninger.

Det har samtidig sat mere fokus på en vigtig diskussion. Er Danmark nu også med til at øge u-landenes problemer på sundhedsområdet når vi henter de læger som de selv har så hårdt brug for?

Halvdelen forlader Malawi

For det står galt til på dette område. I Indien er situationen at 30-40 procent af landets læger forlader landet.

I et land som Malawi står det endnu værre til. Her forlader halvdelen af lægerne landet, så Malawi nu kun har 300 læger til at betjene en befolkning på 7 millioner mennesker. Til sammenligning har Danmark med en mindre befolkning næsten 20.000 læger.

Men det er svært for u-landene at standse denne udvikling så længe de rige lande tilbyder arbejde. For lønningerne for læger og sygeplejersker i for eksempel Danmark er uendelig meget højere end de er i Indien.

Har lægerne først vænnet sig til den høje løn, er det erfaringsmæssigt meget lidt sandsynligt at de vender tilbage til deres hjemland. u

---

»Vort lægebehov er et luksusproblem«

De udviklede lande suger veluddannet arbejdskraft ud af tredjeverdenslande. Fænomenet fik i 1963 betegnelsen brain drain – »hjerneflugt«. Omvendt kaldes det brain gain set med de vestlige landes øjne. Brain drain har i mange år været stigende og har nu nået foruroligende dimensioner. Man taler om vestlige landes nykolonialisering af Den Tredje Verden. Hjerneflugten drejer sig om videnskabsfolk, ingeniører og læger, og den har nået et katastrofalt omfang.

Det mener overlæge Ole Hartling, tidligere formand for Etisk Råd. Han ser med stor skepsis på at Danmark er begyndt at rekruttere uddannet sundhedspersonale i de fattige lande. Han køber ikke begrundelsen om vi har et »desperat behov for speciallæger«. For i sammenligning med udviklingslandene er vores lægemangel et luksusproblem.

Konsekvensen er at befolkningerne i udviklingslandene i stigende grad bliver henvist til uautoriseret medicin byggende på overtro og traditioner. Det gælder særlig i landdistrikter, hvor kampen mod fattigdom, analfabetisme og uvidenhed i forvejen er svær.

At mange læger og sygeplejersker i u-landene ikke ønsker at tage ud i landdistrikterne kan ifølge Ole Hartling aldrig blive et argument for at vi skal tilbyde dem stillinger hos os. Jo flere læger der er i u-landene, des større er chancen for at man kan få besat stillinger i landdistrikterne.

Ole Hartling tror ikke på at man får lægerne fra u-landene til at vende tilbage til deres hjemlande, selv ikke når man gør deres ansættelse tidsbegrænset. Erfaringerne fra USA og England viser at deres ansættelse vil blive forlænget og måske gjort permanent.

Derimod finder han at det vil være en god idé, om danske læger tager et antal år til u-landene. Problemet er blot at vi har gjort det kunstigt vanskeligt.

Det skyldes den såkaldte 4-års regel, hvorefter lægen skal være i gang med sin uddannelse som speciallæge, inden der er gået fire år. Og de læger, der tager til u-landene, kan ikke i tilstrækkelig grad få anerkendt dette arbejde i deres karriere.

---

»De indiske læger vil alligevel ikke tage ud hvor der er brug for dem«

Groft sagt er der ikke noget problem i at læger i u-landene rejser til den rige verden. På sigt vil muligheden for at kunne udvandre tværtimod fremme interessen i u-landene for at få en sundhedsuddannelse. Fratager man dem muligheden, vil de måske uddanne sig til noget andet, hvis de da overhovedet får en uddannelse.

Det siger Jon Mortensen, ph.d.-studerende og medarbejder ved Dansk Institut for Internationale Studier. Han har blandt andet bidraget med et kapitel om »Hjerneflugten fra Sydafrikas sundhedssektor« i tidsskriftet Den Ny Verden.

At muligheden for udvandring fremmer lysten til at studere, er veldokumen­teret. Diskussionen går alene på hvor meget det betyder, siger han.

Nogle u-lande har indført en karan­tæ­neperiode efter endt uddannelse for at holde på deres arbejdskraft i en årrække, eller de stiller krav om at man lægger et depositum for at kunne rejse ud. Men erfaringerne er ifølge Jon Mortensen ikke gode:

»Folk tager alligevel af sted – og så har man sikret sig at de aldrig kommer tilbage. Og værdien af et depositum vil som oftest hurtigt blive forringet på grund af inflationen. Man kan gøre det sværere og dermed dyrere at udvandre, men migration er svær at stoppe, uanset hvad man gør for at forhindre den.«

Selv om alle afrikanske og indiske læger vendte tilbage, ville de kun dække 10 procent af deres behov. Hvis problemet med manglende sundhedspersonale virkelig skal løses, må der gang i en udvikling i deres hjemlande og flere skal uddannes, mener han.

Men man kan også tilbyde emigranter orlovsperioder, så de kan arbejde en tid i deres hjemlande, og de rige landes sundhedspersonale kunne i højere grad tage arbejde i lande med akut mangel.