4 anderledes regler

Må man bede om ordet og tale om det man vil? Må man komme med lidt tilråb fra sin plads? Skal man være i parti med dem man er enige med? Kan de hitte ud af at stemme rigtigt? Og kan vi andre se dem efter i kortene? Notat gennemgår fire punkter hvor Parlamentet adskiller sig fra det vi kender fra Folketinget.
Af Erling Böttcher
4. marts 2009

Konstituering i en uendelighed

EU-Parlamentet kan få et dansk kommunalvalg med tilhørende partiskift, afhopninger, kampe om poster og pengegivende ben til at ligne det rene ingenting. I EU-Parlamentet holder det ikke op, men fortsætter traditionelt igennem hele valgperioden. De grundlæggende regler er skabt i en tid hvor få lande med få partier var medlem af EU. I dag repræsenterer medlemmerne mange forskellige partier fra mange lande, men skal i EU-Parlamentet koges sammen i nogle få gryder.

Da systemet er skabt i billedet af et få-partisystem, går ressourcerne til de politiske grupper. Jo større gruppe, desto flere ressourcer. Uden medlemskab af en gruppe kan man ikke agere ret meget i Parlamentet. Det giver mærkelige gruppefællesskaber. Her nogle få eksempler:

De britiske konservative sidder sammen med tyske konservative, men med fuldstændig modsatte EU-holdninger. De to forskellige danske partier Radikale og Venstre tilhører i EU samme parti. Den tværpolitiske Folkebevægelsen mod EU er i venstrefløjens gruppe, mens det venstreorienterede parti SF har forladt venstrefløjen og i stedet tilsluttet sig den grønne gruppe. Socialdemokraternes gruppe er så stor at dens medlemmer ville kunne spredes ud over alle partier i dansk partipolitisk sammenhæng. Det svenske »ud af EF«-parti, Miljøpartiet, er sammen med de mest unionsglade, og den danske centrum-venstre placerede JuniBevægelse sidder sammen med meget højreorienterede.

Kort sagt er der rod over hele linjen.

Kun få ved hvad de stemmer om

EU-Parlamentet kommer igennem 1.000 afstemninger i løbet af fire timer. Da ingen kan nå at sætte sig ind i det hele, stemmer man blot som formanden eller ordføreren. Den månedlige samling i Strasbourg er en hæsblæsende affære, hvor politikerne i løbet af tre en halv dag skal tage stilling til de mange forslag, som har været behandlet i under-udvalgene i de foregående uger.

EU-politikerne rejser i løbet af mandagen til Strasbourg, hvor mødet begynder kl. 17 og fortsætter resten af aftenen. Tirsdag og onsdag er der diskussion og behandling hele dagen, og torsdag over middag er de fleste på vej hjem igen.

På en typisk samling er der cirka 60 forslag til love eller udtalelser at tage stilling til. Til næsten hvert forslag foreligger der ændringsforslag – nogle gange i hundredvis. I alt skal EU-politikerne derfor stemme cirka 1.000 gange i løbet af de tre dage.

De mange afstemninger foregår kl. 11.30-13 om tirsdagen, onsdagen og torsdagen. For at kunne nå de mange afstemninger i løbet af kort tid, siger formanden kort, hvad der stemmes om. Derefter råber han straks »for« – »imod« – »undlader« – og så er det hele overstået på tre sekunder. Det er med andre ord ikke muligt at være søvnig, hvis man vil deltage i afstemningen.

I praksis er der ingen medlemmer af EU-Parlamentet som kan påstå at de ved præcist hvad de egentlig stemmer om i alle de mange forslag. Sagsmængden er så stor at man i hver politisk gruppe fordeler de mange forslag og ændringsforslag ud på de enkelte medlemmer og deres sagsbehandlere. Herefter kan hver sætte sig særligt ind i sin sag og anbefale resten af partifællerne hvordan der skal stemmes. Alt efter partigruppens egne regler er det ofte formanden eller formandskabet som viser de andre politikere i gruppen hvordan de skal stemme. Det foregår ved at vende tommelfingeren op eller ned.

Det er forklaringen på hvorfor man hver måned i Stras­bourg kan opleve politikere fægte underligt med armene og stritte med tommelfingrene midt under de hæsblæsende afstemninger.

Taletid fordeles efter størrelse

I EU-Parlamentet er taletiden begrænset og på forhånd nøje fastlagt. De store grupper får mest tid, af den grund at de er flest. Rent matematisk betyder det faktisk at det er medlemmerne af de mindre grupper som har mest taletid pr. medlem. Her er et eksempel fra et møde en tirsdag formiddag under samlingen i Strasbourg:

Kommissionen (inkl. svar) 10 min.

Politiske ordførere (2 x 6 min.) 12 min.

Ordfører for udtalelser (4 x 1 min.) 4 min.

Forespørgere 10 min.

Debat, i alt 105 min.

fordelt således:

Kristeligt-Konservative 35 min.

Socialdemokrater 27 min.

Liberale 13 min.

Nationernes Europa 7 min.

Grønne 7 min.

Venstrefløjsgruppen 7 min.

Udenfor grupperne 5 min.

Uafhængighed og Demokrati 4 min.

Takt og tone vidt forskellig

Det kan være svært at få parlamentarikere fra 25 lande med forskellig politisk kultur og tradition til at arbejde sammen. Parlamentet i Westminster, London, der ofte kaldes »alle parlamenters moder« har en arbejdsform der slår en dansker som eksotisk og kaotisk. For det første er der ikke faste pladser til medlemmerne endsige pladser nok til alle. For det andet taler medlemmerne fra deres plads. For det tredie råber og skriger de ad hinanden på en måde, så de nærmest må sammenlignes med de berygtede rejekæl­linger. For det fjerde kommer de tilstedeværende med ofte meget lidt artikulerede bifalds- og navnlig mishagsytringer ved enhver given lejlighed. Og når der skal stemmes, foregår det ved at medlemmerne går ud i en ja- og en nej-korridor for at blive talt op. Det polske parlament, Sejmen, har efter sigende en lignende arbejdsmetode.

Men problemet – hvis det altså er et problem – er heller ikke nyt i EU-Parlamentet. I 1979 blev den nordirske protestantiske aktivist Ian Paisley indvalgt, hvor han den allerførste dag forsøgte at afbryde den daværende formand for Ministerrådet, Jack Lynch fra Den Irske Republik, med tilråb, men blev bogstaveligt talt hylet ud af de øvrige parlamentarikere. Paisley blev i øvrigt genvalgt til EU-Parlamentet gang på gang, og det med det højeste stemmetal, nogen britisk EU-parlamentariker nogen sinde har opnået, indtil han trak sig tilbage i 2004 i en alder af 78 år.

EU-politikerne vedtog i januar 2006 et fælles sæt regler for hvorledes man bør opføre sig som medlem af EU-Parlamentet. Baggrunden var en stribe kontroverser mellem ja- og nej-demonstrationer om EU-forfatningen, efter at den blev nedstemt i foråret 2005. Blandt andet tilråb fra salen, og T-shirts med »Nej til EU-forfatningen«. Det skulle høre op med de nye regler, og hvis medlemmer overtræder dem, kan de bl.a. straffes ved at tage mødepenge fra dem.