Ansøgning på spinkelt mandat

Fire af fem partier i Altinget er imod islandsk EU-medlemskab. Gallup spår 60 procent nej tak ved en folkeafstemning. Alligevel har et snævert flertal besluttet at sende en ansøgning af sted.
Af Erling Böttcher
9. november 2009

Da det islandske parlament, Altinget, den 16. juli 2009 vedtog at landet skulle søge ind i EU var det efter tre dages ophidset debat og med meget snævert flertal. 33 stemte for, 28 stemte imod ansøgningen, to undlod. Ud af de fem partier som sidder i det islandske parlament, er der egentlig kun ét som er tilhænger af medlemskab, nemlig Socialdemokratiet. Alligevel endte mindretallet med at få flertal.

Forklaringen skal søges i den ustabile regeringssituation.

Da den islandske økonomi kom i alvorlig krise, endte det også med den tidligere regerings afgang i januar 2009. Der blev udskrevet nyvalg til den 25. april 2009, som endte med et nederlag til det konservative selvstændighedsparti som blev gjort hovedansvarlig for den økonomiske krise efter 18 år ved magten.

Valget gav især fremgang til venstre-fløjen og en ny borgerbevægelse. Socialdemokraterne gik også frem, og partiets leder Jóhanna Sigurðardóttir blev ny statsminister. Men der måtte vanskelige regeringsforhandlinger til inden hun kunne sætte sig på posten.

Skrøbelig regering

Socialdemokraterne har dannet regering med Venstrepartiet-De Grønne som er modstander af medlemskab. Når afstemningen om at ansøge om medlemskab blev til et ja, skyldtes det således mere hensynet til en stabil regering end egentlig overbevisning.

Regeringen er da også meget skrøbelig, og frustrationerne luftes offentligt. Kort før dette blads deadline gik en minister fra Venstrepartiet-De Grønne af med henvisning til trusler fra regeringspartneren.

EU-modstanderen Hjörtur Guttormsson vurderer at det slet ikke er sandsynligt at det nogen sinde kommer så vidt som til en medlemskabs-situation:

»Det er højst usandsynligt at det nogensinde når så langt at det ender med en tiltrædelsestraktat. Ansøgningen er afleveret under forkerte omstændigheder og falske forudsætninger,« siger Guttormsson.

»De tager en meget stor risiko ved at fremme den sag nu – jeg tror ikke de ved hvad de gør. Ansøgningen er spild af tid, og tiden er ikke moden. Det vil tidligst komme til realitetsforhandlinger i 2011, og der kan ske meget inden den tid. Vi kan have fået en regering som ikke engang står bag ansøgningen. Så jeg mener at man bør tage en vejledende folkeafstemning, og med den som alibi kan man trække ansøgningen tilbage uden at tabe ansigt i Bruxelles.«

61,5 procent nej

Udover regeringskabalerne er meningsmålingerne heller ikke med hele vejen til Bruxelles. En Capacent Gallup-måling bestilt af det islandske industriråd og offentliggjort 15. september 2009 viste således større nej til medlemskab end nogensinde før. 61,5 procent ville stemme nej ved en folkeafstemning om medlemskab, og 38,5 procent ville stemme ja.

Ganske vist har der i en længere periode været flertal for at Island skal søge medlemskab, men det omfatter nogle som i meningsmålingen siger at de vil stemme nej ved den endelige afstemning.

Forklaringen er at nogle vælgere – trods deres skepsis over for resultatet – bakker op om at situationen må afklares, og at den kun kan blive det ved en formel ansøgning og efterfølgende forhandlinger.

I Capacent Gallup-målingen fra september 2009 er støtten til selve ansøgningen dog også forsvundet. 43,3 procent er utilfredse, mens 39,6 procent er tilfredse med at landet har sendt en ansøgning.

Et tilbagetog er ikke på tale

Et tilbagetog er Europabevægelsens formand, Andrés Pétursson, dog ikke med på, og det store nej tror han heller ikke på:

»Meningsmålingen var taget lige i kølvandet på afslutningen af Icesave-skandalen (se side 16-17), og det gav mange negative bølger om EU. Jeg tror ikke meningsmålingen er reel, men den viser at vi som er fortalere for medlemskab, skal informere meget – for der er meget misinformation og falsk propaganda.«

»Vi skal have en informativ debat når vi har noget at diskutere, og det er når vi har aftalen på bordet. Og trods alt er det på valgdagen det skal afgøres,« siger Andrés Pétursson, og henviser til erfaringerne fra den svenske medlemskabsdebat i første halvdel af 90'erne:

»Der var hele tiden flertal imod medlemskab, og den eneste dag, hvor der var flertal, var på selve afstemningsdagen.«

Det klare JA

Andrés Pétursson, formand for Europabevægelsen, går klart ind for medlemskab af EU.

»Jeg er en overbevist europæer – Jeg tror at det vil blive godt for økonomien på Island. Fred og velstand i Europa er godt for Island.«

Foreningen Europabevægelsen har omkring 300 medlemmer og omfatter de mest idealistiske EU-tilhængere – specielt er der mange unge socialdemokrater, mens der ikke er ret mange fra Uafhængighedspartiet eller fra Venstrepartiet-DeGrønne.

»Jeg tænker at vi nok før en medlemskabs-afstemning vil lave en paraply-organisation, og den vil vi blot være en del af,« siger Andrés Pétursson.

Det klare NEJ

Hjörtur Guttormsson, talsmand for Heimssyn, er en klar modstander.

»Min største grund til et nej er suverænitet. Det handler om indflydelse på eget liv og på egne fisk. I EU vil vi have ekstremt lille mulighed for at få indflydelse på EU, vi vil for eksempel få samme antal medlemmer af EU-Parlamentet som Malta og det er nærmest ingenting. Hvis Islands regering beslutter noget forkert, kan vi tage stilling og vælte regeringen. Vi kan ikke gøre noget, når Kommissionen tager upopulære beslutninger.«

Foreningen Heimssyn (Udsyn, red.) har 1000-1500 medlemmer, oplyser Guttormsson.

»Vi er et samlingspunkt for samarbejde mellem de forskellige partipolitiske opfattelser.«