NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Den 17. juli 2009 afleverede Island sin ansøgning til EU om at blive medlemsland. Men ifølge både tilhængere og modstandere af islandsk medlemskab af EU, kan man lige så godt først som sidst tage fat på at tale om fisk.
Det bliver EU's indre fiskemarked som afgør sagen, når en gang processen når så vidt at der skal være et forhandlingsmøde i Bruxelles. For de mest entusiastiske tilhængere af EU-medlemskab i Island er der heller ingen tvivl:
»Jeg er sikker på at adgang til de islandske fiskebanker for EU-trawlere bliver det første krav som kommer på bordet i Bruxelles. Men Island skal nægte og sige at det er uden for diskussion,« siger Andrés Pétursson, som er formand for Europabevægelsen i Island.
»Hvis det er kravet, kan forhandlerne lige så godt pakke tasken og tage hjem. Det vil aldrig blive accepteret i Island. En islandsk undtagelse tager ikke rettigheder fra andre fiskere i EU, da de ikke har nogen rettigheder her.«
»Fisken er den største hindring for medlemskab. Fisken vil altid - i det mindste i de næste årtier - være den afgørende faktor i islandsk økonomi,« siger talsmand Hjˆrtur Guttormsson.
Engang fyldte fisk alting i den islandske økonomi. Sådan er det ikke længere. Landet er gået fra at fiskeriet i 1940'erne udgjorde 90 procent af valutaindtjeningen, til at det det nu kun er 40 procent af valutaindtjeningen som kommer fra fiskeindustrien. I det samlede nationalprodukt fylder fiskeindustrien 12 procent, og det er kun 7 procent af arbejdsstyrken som tjener deres løn i fiskeindustrien.
»Men det er vigtigt i folks øjne. De føler at det er en del af vores arv, selv om betydningen er meget mindre end den var,« kommenterer Andrés Pétursson.
Faktum er at et land som får 40 procent af sine indtægter fra fisk, er dybt afhængig af hvad der sker med fiskeressourcerne og med priserne på verdensmarkedet.
»Landene i Nordatlanten er afhængige af fiskeriet for at kunne overleve. Derfor er det svært at opgive kontrollen med fiskeressourcerne for at gå med i et system som ikke virker. Hvorfor har EU ikke forlangt kontrol med de britiske olieressourcer, Sveriges stål, Finlands skove eller vinmarkerne i Frankrig,« spurgte han på en fiskerikonference i 2004.
»Der er ikke nogen grundlæggende forskel mellem disse ejendomme og fiskeressourcerne inden for den eksklusive økonomiske zone. Er det rimeligt at forlange at et land som er afhængigt af fiskeriet, skal overlade forvaltningen af denne ressource til et organ der har vist sig ude af stand til at forvalte sine egne ressourcer? Atter og atter får vi at vide at det er prisen for medlemskab. Jeg vil gå så vidt som til at sige at EU's politik over for fiskerinationerne i Nordeuropa ligner nykolonialisme i denne henseende,« sagde ¡sgrÌmsson.
Resultatet er overfiskeri. Virkningen er at bæredygtigheden for mange bestande ligefrem trues,« fortsatte ¡sgrÌmsson.
»Spørgsmålet om EU-medlemskab er vanskeligt for alle nordatlantiske lande. Grønland og Færøerne har som de første valgt at stå uden for EU. Island har aldrig søgt om medlemskab. Norge har ansøgt to gange, men ikke fået en aftale, som landet kunne acceptere.«
»Man kan sige, og det er mit eget synspunkt, at det var EU der afviste Norge. De gav Norge et tilbud landet kun kunne afslå,« sagde ¡sgrÌmsson og henviste til EU's krav om kontrol ov er fiske-ressourcerne.
Den første blev udkæmpet i 1958 da Island gik forrest i en udvidelse af sit havområde fra 3 til 12 sømil (godt 22 km). Det ville Storbritannien ikke finde sig i og sendte derfor krigsskibe til Island for at beskytte britiske trawlere i islandsk farvand. Konflikten endte uden de store sammenstød og med at 12 sømil grænsen blev normen for de fleste lande.
Den anden torskekrig var i 1972 hvor Island igen gik forrest med en udvidelse til 50 sømil. Igen sendte briterne krigsskibe, men den islandske kystvagt havde taget et nyt hemmeligt våben i brug – en kæmpesaks der kunne klippe de britiske fisketrawl i stykker. Det kunne krigsskibe ikke gøre noget ved, og på FN's havretskonference, som begyndte i 1972, blev det klart at en 200 sømilegrænse ville være fremtiden. Alligevel kom det til endnu en sidste torskekrig i 1975 da Island udvidede sit havområde til 200 sømil.
Krigen blev alvorlig og var tæt på at koste dødsfald. Mindst 54 gange stødte engelske krigsskibe sammen med små islandske kystvagtsskibe. 46 gange fik kystvagten klippet britiske trawl over. Fredsaftalen blev indgået i Oslo 1. juni 1976, og de britiske trawlere fik seks måneders frist til at forlade de islandske fiskebanker.
Med et islandsk EU-medlemskab uden fiskeri-undtagelse vil de britiske trawlere kunne vende tilbage efter en flertalsbeslutning blandt EU's fiskeriministre.