ARTIKLER


Den italienske model: Ofret i fokus

Det er ikke hverdagskost at Berlusconis Italien får ros af menneskerettighedsforkæmpere, feminister og sociale organisationer. Men når talen falder på bekæmpelse af menneskehandel, er det næsten altid 'den italienske model' der bliver fremhævet.
Af Rasmus Nørlem Sørensen
5. december 2009

Antropolog Trine Mygind Korsby har lavet feltarbejde blandt ofre for menneskehandel i Italien og er landets førende ekspert på den italienske model. NOTAT mødte hende på hendes kontor i Center mod Menneskehandel.

Hvad er det specielle ved Italien når det handler om bekæmpelse af kvindehandel?

»Det der er helt særligt i Italien, er at de i deres lovgivning har den berømte artikel 18 der giver mulighed for en opholdstilladelse til ofrene for menneskehandel. Fordelen ved det er, at man virkelig har ofrene for menneskehandel i centrum, og at man giver dem en reel mulighed for at starte et helt nyt liv.

Det er meget væsentligt at det ikke er en forudsætning at ofrene vidner mod bagmændene. I det italienske system kan man give en midlertidig retlig opholdstilladelse på 6 måneder. Men man kan også give en tilsvarende humanitær opholdstilladelse, hvor det ikke forventes at ofret vidner direkte, men dog skal give omfattende information til myndighederne.

Det gode ved de to muligheder er at ofrene ikke står i en alt eller intet-situation. Man kan godt få lov til at give vigtige oplysninger uden at skulle vidne. I mit feltarbejde kunne jeg konstatere at størstedelen af mine informanter vidnede mod deres bagmænd, og de så en god mening med at gøre det.

Samtidig forpligter lovgivningen ofrene for menneskehandel til at deltage i et statsligt program der giver adgang til sundhedsydelser, uddannelse og arbejde. Når den midlertidige opholdstilladelse udløber, kan den ændres til en arbejds- eller uddannelsesopholdstilladelse, og på længere sigt kan der søges om permanent opholdstilladelse.«

Hvad kan Danmark og EU lære af Italiens erfaringer med at give opholdstilladelse til ofre for menneskehandel?

»Jeg synes at vi for det første kan lære at der findes en helt anden tilgang i arbejdet med at hjælpe ofrene og finde bagmændene. Det er logisk at når man giver ofrene et incitament til at samarbejde, jamen så vil de også i højere grad gøre det.

For politiet og anklagemyndigheden er det lettere at samarbejde med ofrene og finde vidner – fordi der er en gulerod for ofrene. Derfor ser vi også, at der er forholdsvis mange bagmænd, der bliver dømt i Italien. I 2007 var det 282. Det synes jeg egentlig er meget godt gået, når vi ved fra politiet både i Danmark og i Italien at det er utroligt svært at løfte bevisbyrden i de her sager. Så artikel 18 giver gode muligheder for at rejse nogle sager og for at få nogle domsfældelser.

Det er også lettere at lave attraktive sociale tilbud til ofrene der virkelig giver mening for dem på længere sigt, når der er mere tid, og når tilbuddene retter sig mod et nyt liv og integration i det nye land. Det er lettere end at lave sociale tilbud der er mere kortvarige, og som retter sig mod at vende tilbage til hjemlandet, da ofrene typisk oplever mulighederne og forholdene i hjemlandet som meget dårlige, og mange frygter repressalier fra deres bagmænd i hjemlandet.

Det er også interessant at strafferammen for menneskehandel i Italien er 8-20 år. I Danmark kan bagmændene maksimalt få 8 år. Man kan sige at Italien, med hele deres tilgang til problemet, sender et stærkt signal til ofrene, bagmændene og omverdenen.«