ARTIKLER


Den nye alliance

Libertas vil gøre valget til et spørgsmål om demokrati i Europa.
Af Erling Böttcher
4. marts 2009

Fra et supermoderne domicil få hundrede meter fra EU-kvarteret er arbejdet gået i gang med at stjæle både dagsorden og vælgere ved valget til EU-Parlamentet den 7. juni. Fra den futuristiske glasbygning i Rue Cortenbergh kan man se hen til Schuman-pladsen, hvor både EU-Kommissionens og Ministerrådets bygninger ligger. Tæt ved magtens centrum har det nye europæiske politiske parti Libertas placeret sig, og for de ansatte er valgkampen allerede i fuld gang.

Da Irland stemte nej ved en folkeafstemning den 12. juni 2008 sendte det chokbølger ud i alle regeringskontorerne i EU’s medlemslande. En af hovedmæn­dene bag nej-kampagnen var organisationen Libertas med den irske forretningsmand Declan Ganley i spidsen. Libertas bebudede allerede kort efter folkeafstemningen at man ville stræbe efter at gøre EU-Parlamentsvalget til en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. Og ifølge Libertas’ nyansatte pressetalskvinde, Anita Kelly, går det strygende.

Søger kandidater

»Vi er nu på jagt efter kandidater i alle 27 medlemslande. Vi får masser af positiv respons,« siger Anita Kelly.

»På nogle områder er det efterhånden 80 procent af lovgivningen som kommer fra EU. Det har vi ikke noget problem med – hvis og såfremt det ellers foregår på en demokratisk måde. Ingen skal kunne vedtage en lov uden at være folkevalgt. Kommissionen skal stå til ansvar. Det vi ser i Lissabon-traktaten, er den totale mangel på ansvarlighed og åbenhed,« lyder ho­ved­punkterne i Libertas’ budskaber. Et endeligt program er under udarbejdelse og vil først blive færdig til offentliggørelse i slutningen af marts.

I de 800 kvadratmeter funklende nye kontorlokaler med vid udsigt over Bruxel­les arbejder i begyndelsen af februar 2008 de første 40 ansatte, 20 funktionærer og 20 unge praktikanter. Af sidstnævnte kategori ankommer nogle nye hver dag. De un­ge kender deres egne lande og er ansat til at udføre valg- og markedsanalyser og til at rejse midler, i bedste stil med den amerikanske præsident Obamas valgkampagne.

En sprængfarlig alliance

Blandt andet i Polen og Tjekkiet er opbakningen meget stor, og også Irland, Storbritannien samt Frankrig, Portugal og Spanien er ifølge Anita Kelly mulige lande der kan levere mange kandidater til Libertas.

Ambitionen er at få så mange mandater i EU-Parlamentet at det for alvor kan rokke ved det ellers fasttømrede flertal for Lissabon-traktaten. Især den liberale og den kristeligt-konservative partigruppering har grund til at frygte for deres mandattal, hvis Libertas lykkes.

Men et nyt europæisk parti, foreløbig uden kandidater og uden program, vil få det svært ved valget, mener de fleste iagttagere i Bruxelles og omegn. Og hvis det skulle lykkes den 7. juni, vil man især som dansker med historien om Ny Alliance i baghovedet, spændt følge hvordan det vil lykkes at holde den sammenbragte flok sammen efter valget.