Den store genopretningsplan

Dystre udsigter for europæisk økonomi i 2009 har nødvendiggjort en økonomisk genopretningsplan for Europa. EU-Kommissionens 21 sider lange katalog af forslag blev høfligt modtaget af stats- og regeringscheferne, men heller ikke mere.
Af Erling Böttcher
14. januar 2009

Ikke færre end 1.500.000.000.000 kroner bør der ifølge EU-Kommissionen bruges på en europæisk økonomisk genopretningsplan. Det gigantiske beløb på 1500 milliarder kroner er 1,5 pct. af EU-landenes økonomi, og svarer til EU's nuværende budget. Baggrunden er alvorlig nok »og citeres her fra Kommissionens forslag:

»Den globale finanskrise har ramt EU hårdt. Kreditstramninger, fald i huspriserne og vaklende børser er alle faktorer, der er med til at svække forbrugernes tillid, forbrug og investeringer. Husholdningerne er udsat for et reelt pres. Virksomhedernes ordrebøger er tomme. I sektorer, som er afhængige af forbrugerkredit »f.eks. privat byggeri og bilindustrien »er markederne i mange medlemsstater alvorligt ramt af krisen.

De seneste økonomiske prognoser har tegnet et dystert billede med en vækst tæt på nul, risiko for økonomisk afmatning i EU i 2009 og en stigning i antallet af arbejdsløse med næsten 2,7 millioner i de kommende to år, hvis der ikke træffes korrigerende foranstaltninger.«

Som ovenstående viser er der således nok at tage fat på. Men det går ikke helt så hurtigt som ønsket af EU-Kommissionen.

Enighed om det store rammebeløb

Forslagene fra EU-Kommissionen blev i november vidt og bredt omtalt som »EU's hjælpepakke«. Det er dog en ukorrekt varebetegnelse. EU har ikke hverken en økonomisk regering eller en finansminister med så mange penge eller magt til at bruge dem. Planen skal udføres i de enkelte medlemslande, pengene skal anvendes i de enkelte medlemslande, og endelig skal planen vedtages af de enkelte medlemslande. Det sidste skete på EU-topmødet i december 2007.

Her tog stats- og regeringscheferne stilling til den økonomiske genopretningsplan, selv om mediebilledet blev præget af beslutningerne om en klimapakke og om endnu en irsk folkeafstemning om Lissabon-traktaten.

Stats- og regeringscheferne blev enige om at der er brug for initiativer i den størrelsesorden som EU-Kommissionen har foreslået. Beløbet for det samlede antal initiativer vil løbe op i 1,5 procent af økonomien i EU, ifølge konklusionerne fra topmødet. Det vil kun fremtiden kunne vise, og det vil komme an på hvorledes opgaven gribes an i de enkelte lande.

Bedst kendt er det at Tysklands kansler Angela Merkel har en langt mere kølig holdning over for indgreb i økonomien end de andre store landes ledere. Hun blev således slet ikke inviteret med da Englands premierminister Gordon Brown tre dage før EU-topmødet holdt formøde med Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy og EU-Kommissionens formand Barroso. Det er første gang i flere år at Tyskland og Frankrig ikke har haft formøde.

En EU-pakke og 27 andre pakker

På EU-topmødet lovede man hinanden at Europa skal »sætte samlet, kraftigt, hurtigt og afgørende ind« og endvidere at genopretningsplanen udgør »en sammenhængende ramme« for det de enkelte medlemslande gør.

EU-hjælpepakken udgør for en sjettedels vedkommende EU-initiativer, mens de resterende 85 procent af pakken altså nærmere må karakteriseres som 27 landes 27 forskellige nationale genopretningsplaner.

Medlemslandene har hver især allerede redet i forskellige retninger. Mens store lande som Storbritannien og Frankrig har ført an i diverse genopretningsinitiativer, ventes for eksempel Tyskland først at spille ud med en større plan i løbet af det tidlige forår 2009.

På EU-plan blev man enige om at alle disse hjælpepakker skal »være tidsbegrænsede og målrettes mod de sektorer, der er værst ramt, og som er de vigtigste set i relation til den økonomiske struktur (f.eks. bilindustrien og byggeriet).«

Vil fortsat se stort på ØMU-krav

Stats- og regeringscheferne anerkender igen at det kan være nødvendigt at se stort på de stramme regler vedrørende euroen. Reglerne blev i praksis udvandet i 2005, efter at både Tyskland og Frankrig i flere år havde brudt reglerne med for store underskud (se artikel side 8).

Den ene del af genopretningsplanen er en klassisk stimulering af forbrugernes efterspørgsel ved at pumpe penge ud til forbrug, hvilket kan føre til stigende underskud på de offentlige budgetter. Et sådant underskud på de offentlige budgetter skal dog være »i fuld overensstemmelse med stabilitets- og vækstpakken«, det vil blandt andet sige at underskuddet skal af vejen »snarest muligt« og »i takt med den økonomiske genopretning,« som det hedder det i topmødets konklusioner.

Genopretningsplanens andel del er forskellige bidrag fra EU's politikker vedrørende det indre marked, blandt andet vil EU

– speede op for kommende beslutninger om kapitalkrav til banker, forsikringsselskabers solvens, finansielt tilsyn og regnskabsstandarder

– skabe hurtigere procedurer for at få penge ud i omløb fra EU's forskellige fonde, samt skabelse af en ny 2020-fond for energi, klimaændringer og infrastruktur (Margueritefonden)

– lempe EU-forbudet med statsstøtte

– lempe direktivet om offentlige indkøb, så EU's ofte langsommelige procedure om udbud forkortes og forenkles

– skabe hurtigere og mere fleksibel anvendelse af konkurrencereglerne

– skabe færre administrative byrder for mindre og mellemstore virksomheder.

Til sidst skal EU i gang med at se på hvad der skal med EU's såkaldte Lissabon-strategi om at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige økonomi inden år 2010. Det kan især være satsning på emner som energi, informationsteknologi, nanoteknologi, rumteknologi og biovidenskaberne.