NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
.
I forlængelse af den finansielle og økonomiske krise venter ikke kun arbejdsløshed og lavere indkomster som vil ramme brancher, virksomheder og ansatte på forskellig vis. Krisen vil også få konsekvenser på nationaløkonomisk niveau.
I Island gik det hurtigt. Her blev finanskrisen umiddelbart forvandlet til en statsfinansiel krise.
Et kritisk spørgsmål er om andre lande risikerer det samme, eller lignende problemer, og hvilken betydning det har at en kerne af EU-lande »med Danmark som satellit »indgår i en økonomisk og monetær union, ØMU.
For godt et halvt år siden »da der stadig var udsigt til en dansk folkeafstemning om EU-forbeholdene i september, og inden de dramatiske krisetegn var nået til Europa fra USA »talte NOTAT med Anders Samuelsen fra det EU-venlige Ny (nu Liberal) Alliance.
»Der er ikke noget i vejen med spillereglerne i valutaunionen. Det er spillerne som ikke opfører sig som de skal,« sagde han med henvisning til Italien.
»Euroen bygger på en økonomisk tilpasning blandt de deltagende lande, og at man laver de nødvendige reformer. Når det ikke sker, så bliver valutaen svag. En af bagmændene bag euroen, ham der indtil for nylig var finansminister i Italien (Tommaso Padoa-Schioppa, red.) var vicedirektør i den Europæiske Centralbank, og ikke en gang han har fået lagt den nødvendige kurs i Italien. Nu har Berlusconi så overtaget, og det er jo ikke fordi det lige fremmer troen på at det vil ske,« sagde Anders Samuelsen.
Når du siger at systemet kan brage sammen, hvad er det så du forestiller dig?
»At Italien på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at koble sig ud af systemet, og i det perspektiv står man tilbage med en ny form for euro.«
Det er Jesper Jespersen ikke forbavset over:
»ØMU-landene har oplevet en periode med meget forskellig udvikling. Det har skabt indre spændinger i ØMU’en som der ikke er nogen mulighed for at begrænse »bortset fra ved en dyb og langvarig recession. Sydeuropa vil få en recession i ti år mere, sådan som ØMU’en fungerer,« siger han.
De spændinger som Jesper Jespersen hentyder til, er ikke så store på papiret, hvis man kigger på et år ad gangen: Inflationen er 2-3 procent højere i Sydeuropa end i eurolandene længere mod nord.
I løbet af ti år betyder det at omkostningsniveauet i for eksempel Portugal er blevet 30 procent højere end i Tyskland.
Resultat: Lav vækst, øget arbejdsløshed og stigende betalingsunderskud i Portugal.
Og det var inden den nuværende krise for alvor slog igennem.
Til sammenligning lå det danske betalingsbalanceunderskud på 5 procent i midten af 1980’erne. Dengang gennemførte den daværende regering kartoffelkuren og andre stramninger, og arbejdsløsheden i Danmark røg op over 12 procent.
»Adskillige sydeuropæiske lande står således på kanten af det (den tidligere finansminister) Knud Heinesen kaldte ”afgrunden” men uden mulighed for at forbedre konkurrenceevnen gennem en valutakurstilpasning,« siger Jesper Jespersen.
Problemet med betalingsbalanceunderskud er at det fører til større udlandsgæld og flere udgifter i form af afdrag og renter til udlandet. Og i den forbindelse hjælper ØMU-medlemskabet ikke.
Tværtimod. Lånene skal betales af landene selv. Finanspolitik, altså medlemslandenes udgifter og indkomster, er nationale anliggender.
»Inflationen er holdt nede, man kan se en positiv handelseffekt blandt deltagerne, og det har ikke haft nogen betydning at landene i eurosamarbejdet ikke har et selvstændigt valutapolitisk instrument,« siger han.
Men indebærer den finansielle krise ikke at ØMU’en befinder sig i en helt ny situation?
»Jeg vil sige at det ser vanskeligere ud end for to-tre år siden. Man har været nødt til at bruge finanspolitiske midler for at komme væk fra likviditetsfælden. Her synes jeg de politiske ledere har ageret hurtigere med bankstøtte-ordninger end jeg havde forventet. Men det her er en stor test, muligvis den alvorligste vi hidtil har set,« siger Claus Vastrup, som på ét punkt er enig med kritikeren Jesper Jespersen:
»De nye og fattige ØMU-lande har fået et betalingsbalanceunderskud, mens de gamle og rige har et overskud. Der er opstået nye balanceuligheder«.
Men fra den konstatering, og til at tale om en knagende valutaunion, eller at lande vil blive nødt til at melde sig ud af ØMU’en er der, ifølge Claus Vastrup, langt.
Men så er det at ØMU-reglernes begrænsninger viser sig:
Landene må ikke stimulere deres økonomier hvis det fører til et budgetunderskud som er højere end 3 procent »eventuelt midlertidigt opskrevet til 4,5 procent næste år.
På den anden side, hvis ØMU’en ikke fandtes, ville vi så ikke se en valutakrise hvor landene konkurrerede med hinanden?
»Jo,« svarer Jesper Jespersen, da en deltager på debatmødet stiller spørgsmålet.
»Vi ville se et drama i Sydeuropa. Det værste der kan ske nu, er at ØMU’en falder fra hinanden. Så hellere en kontrolleret opløsning som der også findes historiske fortilfælde for. Den latinske valutaunion (1861-1920, red.) blev opløst og man fik franske, belgiske og schweiziske franc samt italienske lire. Og at den skandinaviske valutaunion brød sammen og førte til danske, norske og svenske kroner ser vi jo ikke i dag som en dramatisk begivenhed.«