Det skal irerne stemme om

Irerne bliver den 2. oktober 2009 bedt om at tage stilling til den samme traktat som ved folkeafstemningen den 12. juni 2008. Men der er gjort en del ud af indpakningen siden sidst.
Af Staffan Dahllöf
29. august 2009

Teksten er godt nok den samme, på nær et punkt: Alle EU-lande bliver ved med at have hver en kommissær. Det står ganske vist ikke i selve traktaten, men to topmødebeslutninger og en kommende skriftlig vedtagelse vil sikre at der ikke bliver noget spil om taburetterne i Bruxelles fra 2014, som traktaten ellers lægger op til.

Det er det kontante resultat af det irske nej til Lissabon-traktaten sidste år.

Derudover bliver de irske vælgere mødt med tre forskellige slags forklaringer på hvordan det hele nu skal forstås:

1. En »afgørelse« fra EU-stats og regeringschefer som siger at Lissabon-traktaten ikke kommer til at påvirke spørgsmål om abort, familieliv, uddannelse, beskatning og sikkerhed og forsvar.

2. En »højtidelig erklæring« om at EU støtter sociale fremskridt og beskyttelse af arbejdstageres rettigheder.

3. En »national erklæring« som siger at det kun er Irland som afgør landets forsvar og neutralitet.

Abort, skat og forsvar

Afgørelsen, som er en slags politisk udtalelse fra EU-topmødet i Bruxelles den 18-19. juni 2009, indeholder ikke noget som ikke har været sagt og skrevet tidligere, men fremhæver at:

EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og traktatens afsnit om frihed, sikkerhed og retfærdighed, berører ikke det som står i den irske grundlov om retten til liv (abort), om beskyttelse af familien og om retten til uddannelse.

Intet i Lissabon-traktaten ændrer omfanget af EU’s kompetence på skatteområdet. Skattebeslutninger kræver fortsat enstemmighed. Lissabon-traktaten anfægter ikke Irlands neutralitetspolitik.

Nu som protokol

For stats- og regeringscheferne var der ingen grund til at bruge tid på junitopmødet i Bruxelles til at diskutere indholdet på de tre politikområder. Udspillet fra den irske premierminister Brian Cowen var uproblematisk for alle andre.

Energien og tiden blev i stedet for brugt på at diskutere hvilken form afgørelsen skulle have.

Løsningen blev at udtalelsen på et senere tidspunkt skal skrives ind som en protokol til Lissabon-traktaten. Det sker altså ikke nu, men næste gang traktaten åbnes op for et nyt medlemsland – mest sandsynligt Kroatien.

Retsligt bindende - retsligt tomt

Ordet »protokol« er afgørende. Det indebærer at trepunktsafgørelsen får den samme retslige værdi som selve traktaten. Men da afgørelsen kun genopfrisker det som allerede står i traktaten, er det af mindre betydning, eller ingen betydning overhovedet.

En protokol er retsligt bindende, men i dette tilfælde er der ikke noget eller nogen som bliver bundet på en anden måde end det der var gældende i forvejen.

Afgørelsen er heller ikke så dækkende som den umiddelbart fremstår, mener irske EU-kritikere som Anthony Coughland og organisationen PANA (Peace and Neutrality Alliance).

Domstolen udenfor

Afgørelsen om abort, familie og uddannelse henviser kun til rettighedscharteret og Lissabon-traktatens retslige afsnit. Det vil ikke nødvendigvis forhindre EU’s domstol i at dømme om foe eksempel abortbestemmelser i forbindelse med fri bevægelighed for patienter.

Hovedreglen for beskatning er stadig enstemmighed – ethvert land kan nedlægge veto. Men med Lissabon-traktaten får EU’s domstol en ny mulighed at dømme i sager hvor skatteregler kan »forvride konkurrencen«. Og EU’s regeringschefer kan – med enstemmighed – beslutte at afskaffe kravet på enstemmighed uden nye traktatforhandlinger; en såkaldt »passarelle« (gangbro).

Irland vil være omfattet af Lissabon-traktatens krav om at alle lande skal »forbedre deres militære kapacitet« (artikel 42.3) og af EU’s »solidaritetsklausul« (artikel 42.7) om undsættelse ved angreb, om end der skal tages hensyn til landets neutralitet.

»Vægt på fremskridt«

Udover trepunktsafgørelsen og den fremtidige protokol bliver irerne, og alle andre, også præsenteret for en »højtidelig erklæring om arbejdstageres rettigheder, socialpolitik og andre spørgsmål.« I erklæringen står der at EU lægger vægt på sociale fremskridt og beskyttelse af arbejdstageres rettigheder.

Erklæringen får ikke status som protokol og indeholder ikke noget nyt i forhold til den såkaldte Laval-sag og de andre afgørelser fra EU’s domstol som har sat grænser for strejkeretten og faglige krav.

John Monks generalsekreter i ETUC (den europæiske fagbevægelse) siger at topmødet svigtede EU-borgerne på dette punkt:

»Jeg blev skuffet, men ikke forbavset, da jeg læste erklæringen om arbejdstagerens rettigheder - skuffet over teksten og dens status. Den siger ikke noget om en social protokol og om behovet for at revidere udstationeringsdirektivet. Det er kun en udtalelse.«

Tre låse om forsvar

Endelig har den irske regering tilføjet en national erklæring om landets tilslutning til EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Nationale erklæringer er en slags ensidige udtalelser. De er ikke retligt bindende.

Her påpeges at Irland kun deltager i militære operationer efter godkendelse af den irske regering, af det irske parlament og efter et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.

Denne såkaldte ’tredobbelte låsepolitik’ er hverken ny, ukendt eller kontroversiel i de andre medlemslandes regeringer. Betingelsen om et FN-mandat blev tilføjet den irske grundlov efter at irerne i en første omgang stemte nej til Nice-trakaten i 2001.

Til forskel fra Danmark som har en forsvarsundtagelse i forhold til EU, har Irland bidraget med soldater til EU’s kampgrupper i Tchad. Irland deltager også i arbejdet med EU’s Forsvarsagentur.