NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I Danmark afgøres fremtiden for landets ældste avis, Berlingske Tidende, ikke længere af avisen selv, ej heller om der er nok kunder til at købe avisen eller nok annoncører til at lægge penge i kassen. Sådan var det måske i gamle dage – men i dag afgøres avisens skæbne et eller andet sted ude på de urolige finansmarkeder.
Redaktører, ansatte, annoncører og abonnenter sidder i foråret 2009 og bævrer for om det nu – i forbindelse med finanskrisen – går godt for en vis engelsk finansjonglør, David Montgomery. Han har via sit investeringsselskab Mecom købt Berlingske Tidende, samt en lang række andre europæiske medier. Ikke fordi han egentlig har nogle penge – det hele er lånt og genbelånt i et sindrigt system af finansselskaber. Ej heller er medierne købt fordi samme Montgomery har nogle pressemæssige ambitioner om for eksempel stærke medier til at kontrollere statsmagtens gøren eller laden. Slet ikke. Medierne er købt fordi der er et marked, man kan tjene penge på. Berlingske Tidendes formål er således at producere overskud til ejeren, og i en stadig stigende grad. Ellers skal finansproduktet – avisen – blot videresælges.
Krise- og angstsituationen på Danmarks ældste avis er kun symptomatisk for mediekrisen. Den kradser i hele Europa.
»Det går meget stærkt, og ofte på ulykkelig vis. Udover usikkerhed fører mediekrisen frem for alt til mindre mangfoldighed. Desværre har de nuværende medieejere næsten altid tabt den publicistiske interesse. I stedet har de interesse i en gevinstmaskine, og det er ikke tilfældigt, for trykkerivirksomhed har historisk genereret store gevinster, og indtil finanskrisen er det da også stort set gået fremad,« siger formanden for EFJ, det europæiske journalistforbund, svenskeren Arne König.
König, der også er næstformand i de svenske journalisters forbund, remser eksemplerne op:
»I USA er en af verdens bedste aviser, The New York Times, ved at give op fordi den ikke kan finansieres. I Sverige har vi kun tre som ejer pressen, nemlig koncernerne Schibsted, Bonniers og Stampen. I Tyskland og Østeuropa er WAZ-gruppen (Westdeutsche Allgemeine Zeitung-gruppen) enorm. I Finland er Sanomat den helt store. Og også i Frankrig er mediekoncentrationen blevet meget stor, med f.eks. våbenindustrien som ejere.«
En af rapportens forfattere, Renate Schröder, siger:
»Vi har ikke opdateret rapporten fordi vi ikke har haft ressourcer til det. Men vi følger situationen overalt. Det er blot blevet værre siden rapporten, og nu kommer så oven i finanskrisen som også er blevet en mediekrise.«
Også i Danmark gisper de fleste aviser, alene fordi annonce-indtægterne er faldet drastisk i takt med finanskrisens udvikling.
EFJ har hidtil talt for døve øren i EU.
Den ansvarlige kommissær for mediepolitikken er luxembourgeren Viviane Reding.
»Hun har mest set medier som et industrispørgsmål, som et spørgsmål om konkurrence med USA,« kommenterer König.
Derfor har EU forsøgt at holde sig væk og henvise til nærhedsprincippet. I 2006 tvang EU-Parlamentet dog Kommissionen til at nedsætte en arbejdsgruppe, en såkaldt Task Force, der skulle se på mediekoncentrationen i Europa. Hidtil har arbejdsgruppen kun præsteret et enkelt arbejdsdokument om sagen tilbage i 2007.
»Men den var meget teknisk og tog ikke særligt meget stilling. Den viste at Kommissionen ikke tog opgaven ret alvorligt, men fortsat betragter medier som ethvert andet erhverv,« siger Renate Schröder.
Det har fået EFJ til at konkludere at der ikke er meget mere håb om handling fra den nuværende Kommission, hvis mandat udløber i efteråret 2009.
»Der viste sig et billede af at kun 12 procent af indholdet i aviserne var resultatet af en produktion af egne journalister. Alt andet var PR-materiale, fælles nyhedsbureauer og så videre,« siger Arne König.
Med 88 procent informationsmæssig hurtigmad er der stor fare for at borgerne ikke får den nødvendige frie adgang til den åbne og mangfoldige information som er en grundpille i et demokratisk samfund.
»Trods internet og moderne medier, ja så er udviklingen altså at vi får meget mindre mulighed for at få tilforladelig information. Det vil være forbeholdt et lille antal mennesker som er i stand til at betale, mens de store masser vil få underholdning og nyheder af lav kvalitet,« siger König.
Det får nu det europæiske journalistforbund til igen at forsøge at råbe EU op.
På vegne af de europæiske journalister har han nu sendt et brev til alle EU-Parlamentets politiske grupper.
Mediemarkedet kollapser, kvalitetsmedier er trængt, internet-nyheder tager over. Der er ikke længere nogen garanti for at den private sektor kan sikre pluralisme og demokrati.
»Men hvem vil betale for det? Hvad er mulighederne for at revidere forholdet mellem staten og medierne i forhold til offentlig økonomisk støtte? Og hvordan kan det gøres uden at gå på kompromis med det fundamentale princip om redaktionel uafhængighed,« spørger EFJ.
»Vi håber at det nye parlament i forbindelse med udnævnelsen af en ny Kommission vil kræve ændringer i EU»s opfattelse,« siger Arne König på vegne af journaliststanden i Europa.