NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det startede med en afsløring i Berlingske Tidende: Avisen kunne dokumentere at Udlændingeservice (tidligere Udlændingestyrelsen) gav ufuldstændige, eller decideret forkerte, oplysninger om mulighederne for at få opholdstilladelse i Danmark til ægtefæller fra et land udenfor EU.
Den kendte danske 24-årsregel, og de andre betingelser for at få godkendt familiesammenføring, er nemlig ikke den eneste lov der gælder.
Der findes også et regelsæt inden for EU-samarbejdet. Her tænkes ikke på de specifikke asyl- og flygtningebestemmelser som ikke gælder for Danmark, men derimod på de love der omhandler arbejdskraftens frie bevægelighed og som første gang blev nedfældet i 1960'erne. Hertil hører en stribe afgørelser fra EU's domstol om hvordan disse love skal fortolkes.
Dette andet regelsæt og dets konsekvenser oplyste Udlændingeservice ikke om.
Og så, kort derefter, kom der endnu en afgørelse fra Domstolen i Luxembourg; Metock-dommen.
Alt i alt er der nu seks domme af betydning for fortolkningen af familiesammenføring »ad EU-vejen« (se ovenfor). En syvende er på vej.
Sagen røg helt til tops på den politiske dagsorden og rejste en række overordnede spørgsmål:
Er det EU's domstol som maser på og skaber nye retstilstande hen over hovedet på de folkevalgte?
Eller er det politikerne som ikke har forstået hvad de selv er gået med til, og som nu prøver at fralægge sig ansvaret?
Der findes argumenter for at svare ja på begge spørgsmål.
»For den som gør brug af sin ret som EU-borger, er kravene til familiesammenføring lempeligere end de danske regler,« siger Rebecca Adler-Nissen, Ph.d.-studerende ved Københavns universitet og medforfatter til afsnittet om de retlige undtagelser i rapporten om de danske forbehold fra DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier).
»Hvis man skal diskutere Domstolens rolle, så findes der bedre eksempler på aktivisme. Jeg mener at Laval-dommen (også kendt som Vaxholmsagen ñ red.) rejser mere principielle spørgsmål om Domstolens rolle end fortolkningen af reglerne for familiesammenføring.«
I Laval-dommen fastslog Domstolen at fagforeninger ikke må etablere blokade mod et udenlandsk firma for at opnå mere end den gældende minimumsløn, selv om begrebet minimumsløn ikke giver mening i Sverige hvor sagen hørte hjemme. Gulvet i det såkaldte udstationeringsdirektiv er i virkeligheden et loft, noget som EU-parlamentarikere har forsvoret nogensinde var meningen.
Hun var med til at stemme for opholdsdirektivet om fri bevægelighed for unionsborgere og deres familiemedlemmer som ligger til grund for Metock-sagen.
»Hvis det var så klart hvad direktivet ville indebære, så kan jeg ikke forstå hvorfor Irlands Højesteret bad om en fortolkning af reglerne, eller hvorfor ti medlemslande gik ind i retssagen med en anden holdning end den Domstolen giver udtryk for,« siger Anne E. Jensen som ikke mener at hun selv og andre politikere som stemte for, har sovet i timen:
»Der er så megen bagklogskab i dag, men der blev aldrig diskuteret hvorvidt direktivet ville gøre illegal indvandring legal.«
Sagen om EU's domstol og den danske udlændingepolitik handler derfor også om hvem, som vidste hvad, hvornår.
Men Folketingets Europaudvalg er i hvert fald blevet orienteret om de kontroversielle domme. Det fremgår af notater til udvalget fra Folketingets EU-konsulent.
Regeringen har heller ikke været uvidende om at der er to forskellige regelsæt med betydning for den danske udlændingepolitik, og hvad det kan indebære.
I Folketingets Europaudvalg den 12. august i år kaldte integrationsminister Birthe Rønn Hornbech det fuldkommen grotesk, hvis man forestillede sig at en afvist asylansøger i Danmark gennem æ med en der rejste til Sverige, kunne få familiesammenføring og rejse tilbage til Danmark.
Grotesk eller ej, så var hendes partikollega, den daværende integrationsminister Bertel Haarder, fuldstændig klar over disse muligheder (eller risici) for godt fire år siden.
Bertel Haarder blev dengang spurgt om sit syn på sagen.
»Hvis folk vil bo to år i Malmˆ, så er det ikke noget jeg har synspunkter på. Det er ikke noget som får mig til at træffe nogle foranstaltninger,« svarede han.
I sommeren 2002 fandtes en formodning om at et dansk-udenlandsk par skulle bo mindst to år i Sverige for at kunne vende tilbage til Danmark. Den tidsgrænse blev senere hen justeret ned. Efter Berlingske Tidendes artikler vurderede Udlændingeservice at det er nok med beskæftigelse af »mindst et par ugers varighed« i minimum 10-12 timer ugentlig.
Det viste sig dog at være en besked med en hurtig udløbsdato. Tidsangivelsen et »par uger« blev fjernet fra hjemmesiden om aftenen den 1. september på ordre fra integrationsminister Rønn Hornbech.
»Singh-afgørelsen om retten til at tage en ægtefælle med hjem var jo kendt siden 1992, altså tolv år før opholdsdirektivet blev vedtaget ñ og det var ikke noget som politikerne valgte at forholde sig til da Ministerrådet og Parlamentet vedtog direktivet fra 2004, som ligger til grund for den seneste dom. På den anden side var det jo Domstolen selv som introducerede begrebet »forudgående lovligt ophold« i Akrich-dommen i 2003.«
Så hvad kan en regering gøre som ønsker at opretholde en Ñstramì udlændingepolitik, med hensyn til EU-retten?
»Man kan altid have stramme regler for herboende udlændinge, så længe Danmark har et forbehold for EU's retslige samarbejde. Juridisk set vil Danmark også kunne bede om en undtagelse for reglerne for den frie bevægelighed, det tror jeg bare ikke er politisk muligt. Det vil jo også indebære at man indførte begrænsninger for danskere i udlandet,« siger Jens Vedsted-Hansen.