EU er det eneste alternativ til USA (og Fogh)

Danmark skal med i EU’s militære samarbejde, fordi der er brug for at udvikle EU som et alternativ til USA. Derfor vil Holger K. Nielsen afskaffe det danske forbehold som han var hovedmanden bag for 15 år siden.
Af Åge Skovrind
30. januar 2009

Det er et problem at USA er så dominerende i verden. EU skal have en stærkere rolle. Derfor skal Danmark med i EU’s forsvarspolitiske samarbejde, og derfor vil Socialistisk Folkeparti have ophævet det forbehold for Danmarks deltagelse som har været gældende siden 1993. Det siger partiets forsvarspolitiske ordfører og tidligere formand Holger K. Nielsen i denne samtale med NOTAT.

Han mener for eksempel at EU burde spille en meget mere aktiv rolle i den aktuelle konflikt i Mellemøsten.

»EU er helt tavs og har en ligegyldig rolle, selv om konflikten får enorme konsekvenser for os,« siger han.

Men samtidig skal EU’s forsvarsdi­men­sion være begrænset. EU skal opbyg­ge en større kapacitet primært til fredsbevarende og fredsskabende missioner, men ikke udvikle sig til en militær supermagt.

Det er altså ikke en afskaffelse af forsvarsforbeholdet uden betingelser?

»Vi forestiller os en erklæring mellem de politiske partier, hvor vi skitserer betingelserne for at vi kan gå ind i det. Herunder at forsvarspolitikken skal have et begrænset omfang og ikke bidrage til at udvikle et EU som en militær supermagt.«

Hvor præcise og ultimative er jeres betingelser?

»Der skal være betingelser, men der er jo ikke forhandlinger i øjeblikket. De helt præcise krav vil vi fremlægge når vi skal forhandle.«

Er det en betingelse for dansk deltagelse i militære aktioner at der ligger et FN-mandat. EU-traktaten siger kun at det skal være i overensstemmelse med FN’s principper.

»Vi mener bestemt at der bør være et FN-mandat, og det må være noget af det vi skal diskutere fra dansk side, det bør være et krav i forhandlingerne.«

Frygten for EU-hæren er væk

Mere end noget andet parti har SF andel i de fire danske EU-forbehold. I 1992 stemte et flertal af danskerne nej til Maastricht-traktaten. Derefter indgik SF et »nationalt kompromis« med ja-partierne om en ny afstemning et år senere, denne gang med Danmark uden for EU-samarbejdet på fire områder, blandt andet det forsvarspolitiske. Til gengæld opfordrede SF til at stemme ja.

Holger K. Nielsen angiver tre grunde til at han har ændret holdning og i dag gerne vil med i EU’s forsvarspolitiske samarbejde.

»Dengang havde vi ingen anelse om hvordan det ville udvikle sig. Vi frygtede de franske ambitioner om en fælles EU-hær, men den kan vi slet ikke se nogen steder. Det der ligger i støbeskeen, er noget meget begrænset. Der er ikke tale om EU-soldater, men at de nationale soldater sender styrkebidrag til en fælles kommando i EU i stedet for NATO, men det er meget begrænset styrke i forhold til NATO, og langt mindre end USA.«

Som den anden grund peger han på krigen i Jugoslavien.

»I 1992 kunne man ikke forudse barbariet og massakrerne, men hvis EU havde haft en fælles sikkerheds- og udenrigspolitik og også en forsvarsdimension, kunne vi have interveneret langt mere effektivt og bidraget til at krigen ikke fik de katastrofale konsekvenser.«

For det tredje USA’s dominerende rolle på globalt plan.

»Den politik i Irak og Afghanistan som Bush har stået for, den amerikanske dominans og tro på militære løsninger, og dobbeltmoralen i udenrigspolitikken kræver et modsvar, det er blevet mere klart for os,« siger Holger K. Nielsen.

Hellere EU end den danske regering

Når vi ser på EU’s faktiske politik, så er det Hamas som bliver stemplet som terrorister, mens EU begunstiger Israel som handelspartner. Når Etiopien invaderer Somalia, ser man på, men når pirater angriber europæiske skibe, går man i aktion. Er du ikke bange for at blive underlagt nogle kræfter som vil en helt anden dagsorden end SF?

»Jeg vil næsten sige at i forhold til USA, men også i forhold til den danske regering, så har EU-Kommissionen været langt, langt mere kritisk over for israelernes fremfærd i Gaza, så jeg ville hellere have det var EU end Danmark der fører Mellemøstenpolitik.«

»Man er nødt til at se på, hvad der er alternativet. Nogen vil sige at det er FN, og det er jeg fuldstændig enig i. Det skal vi arbejde på, også et FN med militære kapaciteter. Jeg tror bare ikke det er tilstrækkeligt. Bl.a. fordi USA ikke ønsker det.«

»Derfor er der behov for at Europa får mere styrke til at gå ind og blive et alternativ til USA rundt omkring i verden, med udgangspunkt i international lov og ret, og med en anden tilgang hvor forhandlingsvejen skal udnyttes og den militære vej er absolut sidste vej. Det er en anden tilgang end USA som er meget hurtigere til at gribe til militære veje.«

Lissabon-traktaten

Ønsket om at komme med i EU’s militære samarbejde skal ses i forhold til SF’s ja til Lissabon-traktaten. Den er foreløbig sat på standby på grund af irernes nej sidste år. En af grundene til det irske nej var at Lissabon-traktaten indeholder flere nye tiltag på det militære område. Således forpligter traktaten medlemslandene til at »forbedre deres militære kapacitet«.

Men Holger K. Nielsen afviser at der er tale om et krav om oprustning.

»Det er en fuldstændig misforståelse, det handler om at få en mere tidssvarende kapacitet, og det har at gøre med den omstilling, der er i gang også i det danske forsvar. Det er en national beføjelse hvor store udgifterne skal være. Den diskussion har du i NATO, ikke i EU.

Er det ikke mærkeligt at skrive en militær forpligtelse ind i en traktat?

»I og for sig ikke, når man bruger ordet »forbedring« er det fordi man vil have en diskussion af hvilket forsvar man vil have. For eksempel er det da vigtigt at vurdere hvilke våbentyper der er behov for. Det er en vigtig diskussion, også i EU.«

Der er flere andre nye ting i Traktaten. Våbenagenturet skrives ind i traktaten, ligesom en målsætning om at samarbejdet vil føre til et fælles forsvar, er du ikke nervøs ved noget af det?

»Faktisk ikke, for hvis det bliver til noget, så bliver det på bekostning af NATO-samarbejdet. Debatten handler om EU skal overtage opgaver fra NATO, med Balkan og Kosovo som et godt eksempel. Som venstreorienteret synes jeg det er en fordel at være med i et samarbejde uden USA. Alternativet er sammen med USA, og at det skulle være bedre har jeg svært ved at se,« siger Holger K. Nielsen.

Militær fortrop

Derimod mener han det godt kan blive et problem hvis en mindre gruppe danner en militær fortrop inden for EU-samarbejdet. Lissabon-traktaten indeholder denne mulighed for et såkaldt »permanent struktureret samarbejde«, hvor man forpligter sig mere vidtgående på fælles mål, blandt andet budgetmæssige.

Men han slår sig til tåls med at det er »dynamisk og ikke særlig udviklet«.

Sidste år kom der et temmelig konkret fransk udspil om at udvide det militære samarbejde for en kerne af lande.

»Frankrig er meget offensiv på det her. Man skal være forsigtig med det. Det er en del af idéen om et EU i flere hastigheder som vi har argumenteret meget for, men det skal foregå med rimelige regler. Det skal vi diskutere, men vi kan ikke have som udgangspunkt at EU’s forsvarspolitik er den samme som den franske. Meningen med at ophæve forbeholdet er at formulere en europæisk sikkerhedspolitik som ikke er lig den franske imperialisme, og hvor våbenindustrien ikke har indflydelse.«

Militære briller

Fredsforskeren Jan Øberg skrev for nylig at EU først og fremmest definerer fred og sikkerhed med militære briller, at man foretrækker militære midler, frem for konfliktforståelse, forebyggelse og forsoning. Er du enig?

»Ser du på Irakkrigen, var det de centrale EU-lande, der gik imod i Sikkerhedsrådet i marts 2003, og som ville lade våbeninspektørerne fortsætte. Ser vi på Kosovo, så var det Europa der trak i langdrag, indtil man til sidst blev presset til at støtte krigen. I diskussionen mellem EU og USA, så er det EU der konstant forsøger at bremse USA i at bruge de militære midler. Man vil ikke gå så langt som Øberg vil, men i forhold til hvad der ellers sker, og i forhold til hvordan USA og Rusland opfører sig, så forsøger man i langt højere grad at nå løsninger gennem forhandlinger.«

»Det er ikke godt nok, men bedre end det som USA og den danske regering står for i øjeblikket,« lyder opsummeringen fra Holger K. Nielsen.

Men det er den regering I vil lave en aftale med, om hvordan Danmark skal gå ind i det militære samarbejde. Kan det lade sig gøre?

»Måske ikke. Vi går kun med hvis vi får en fornuftig aftale, ellers er vi ikke med.« ?

Det danske forsvarsforbehold

Danmark er, som det eneste af de 27 medlemslande, ikke med i EU’s militære samarbejde. Det skyldes det såkaldte forsvarspolitiske forbehold fra 1993. Året før havde et flertal af danskerne stemt nej til den nye EU-traktat (Maastricht-traktaten). Herefter blev lavet en aftale om at Danmark står uden for samarbejdet om unionsborgerskab, euro, forsvar samt dele af retspolitikken. På den baggrund stemte et flertal ja til EU-traktaten i en ny folkeafstemning i 1993. Af stor betydning var det at SF indgik i det såkaldte nationale kompromis og nu anbefalede et ja.

Forbeholdets ordlyd er at »Danmark ikke [deltager] i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet, men Danmark vil ikke hindre, at der udvikles et snævrere samarbejde mellem medlemsstaterne på dette område.«

Danmark er derfor afskåret fra militære operationer, men har deltaget i 12 civile missioner under EU’s ledelse. Forbeholdet er anvendt 17 gange og har f.eks. betydet at Danmark ikke medvirkede ved operationer i Bosnien, Congo og Tchad.