NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
En ny EU-lov om køb og salg af sundhedsydelser vil påvirke kommunale områder som hjemmepleje, genoptræning og tandpleje. Dertil kommer at kommunerne formentlig får pligt til at informere borgerne om deres rettigheder og muligheder for at modtage sundhedsydelser i udlandet.
Det vurderer Kari Vieth som er seniorkonsulent i Kommunernes Landsforenings kontor for Social- og Sundhedspolitik.
Det omfattende sundhedsdirektiv er ved at nå vejs ende i EU-systemets lange beslutningsgang. Som interesseorganisation har Kommunernes Landsorganisation (KL) fulgt det europæiske lovgivningsarbejde gennem hele processen.
»Vi vurderede i starten om vi skulle have en anderledes holdning end staten og regionerne, men det viste sig hurtigt at vi har sammenfaldende interesser. Det er ikke en typisk EU-sag fordi KL ikke har spillet en så aktiv rolle i den. Vi har valgt at lægge os op ad Danske Regioner der har været dybt inde i sagen og har haft ordførerskabet på direktivet i Regionsudvalget,« siger Eva Jacobsen, der er fuldmægtig i KL's EU-kontor.
Selv om KL har arbejdet i fælles forståelse med Danske Regioner og regeringen, har patientdirektivet så vidtgående konsekvenser at man har fulgt det nøje.
»Vi har forholdt os til patientdirektivet i mange forskellige udformninger. I 2006 og 2007 var vi inde som høringspart i den indledende fase, hvor Kommissionen bad forskellige parter sige hvad de mente skulle med i det første udkast. Vi fik en slags spørgeskema tilsendt, og der blev afgivet nogle konkrete bemærkninger. Det er en sag der har været undervejs meget længe, og det skyldes blandt andet at sundhedsområdet jo egentlig er defineret som et nationalt anliggende. Derfor har der været meget politik i sagen undervejs, og debatten om patientdirektivet har bølget frem og tilbage i EU-Parlamentet og mellem Kommissionen og medlemslandene.«
Hvorfor er patientdirektivet så vigtig en sag for KL og kommunerne?
»Det får direkte konsekvenser for hjemmepleje, genoptræning og tandpleje. Men det vil også medføre øget administration. Det siger sig selv. Og det må formodes at komme til at kunne mærkes på udgiftssiden i kommunerne. Det skaber et økonomisk pres hvis der kommer run på danske ydelser. Kommunerne er medfinansierende af sundhedsvæsenet. Hvis der kommer mange, så kan det skade kommunernes mulighed for ordentlig planlægning og organisering af opgaverne. Men også den anden vej rundt, hvis borgerne tager penge med sig ud til behandlinger rundt omkring i Europa,« forklarer Kari Vieth.
Man må derfor regne med at udgifterne umiddelbart forbliver de samme. Men Kari Vieth mener at kommunerne kommer til at skulle varetage en lang række nye opgaver der ikke er finansieret udefra:
»Konsekvensen af direktivet er blandt andet at områder i kommunerne skal levere ydelser til borgere fra udlandet. Det vil for eksempel være en kommunal pligt at levere en genoptræningsydelse som de ville være berettiget til i deres eget land. Det er hjemlandet der skal betale for de kommunale ydelser, men det betyder også at kommunen skal kunne opkræve disse penge.«
»Når vi skal påvirke et lovforslag, så gør vi det gennem Regionsudvalget. Det er vigtigt som et høringsorgan, men også som en platform til at få EU-parlamentarikerne i tale. Hvis vi ikke selv har ordførerskabet på en sag i Regionsudvalget, går vi typisk direkte til Parlamentet som har medbestemmelse på mange områder. Hvis vi mener noget andet end staten – eller de andre medlemsstater – er det jo dÈr vi kan få indflydelse. Men i mange sager arbejder vores fagkontorer direkte sammen med ministerierne,« siger hun.
Det mest centrale spørgsmål handler om hvorvidt og hvornår de nationale myndigheder skal have ret til at godkende (eller ikke godkende) en behandling (og efterfølgende betaling) i udlandet, eller om borgeren skal have ret til behandling uden en forhåndsgodkendelse fra sit hjemland.
Klager over dårlig behandling i udlandet og krav om erstatning kan give problemer i forhold til at vurdere den faglige standard på den behandling der er udført. Hvis vurderingen skal foretages i Danmark, skal man kunne vurdere kvaliteten af andre landes sundhedsvæsener. Ligeledes kræver det ikke megen fantasi at forestille sig både praktiske og etiske problemer med at udveksle patientoplysninger mellem landene.
I 2004 forsøgte EU-Kommissionen derfor at få lavet en lovgivning på sundhedsområdet i forbindelse med det såkaldte Servicedirektiv. Det mislykkedes i første omgang, men i 2007 fremsatte man forslaget til Patientdirektiv der skulle regulere området. Det centrale er at EU-borgere har ret til at blive behandlet i et hvilket som helst EU-land. Hjemlandet skal betale det beløb som behandlingen ville have kostet her – og borgeren må så selv dække eventuelle ekstraomkostninger og rejseudgifter.
Patientdirektivet er politisk sprængfarligt fordi det afgørende ændrer på medlemslandenes muligheder for at føre en selvstændig sundhedspolitik. Der har derfor også været langstrakte forhandlinger, og tidsplanen for vedtagelsen af direktivet er skredet flere gange.