NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I fire sager det seneste halve år har EU’s domstol dømt til fordel for fri bevægelighed, fri etablering og fri konkurrence.
Laval-, Viking Line-, Rüffert- og Luxembourg-dommen siger alle at de økonomiske friheder vejer tungere end retten til at strejke og andre faglige kampskridt, og tungere end retten til at rejse krav over for en arbejdsgiver udover et minimumsniveau.
»Vi har fået et rettighedshierarki hvor de økonomiske rettigheder er mere værd end de sociale,« sagde John Monks, generalsekreter i EFS (den Europæiske Faglige Sammenslutning) efter Laval-dommen.
De fire domme har fået EFS til at kræve at spillereglerne laves om. Et forslag til en ”social protokol” skal rette op på den skævhed i EU-samarbejdet som fagbevægelsen oplever.
En lang række faglige organisationer i hele EU har tilsluttet sig kravet om en protokol. Herhjemme arbejder netværket Fagligt Ansvar og LO i de fem største danske byer for at fremme kravet hvor rettighedshierarkiet bliver rettet op, eller sågar stillet på hovedet.
»Intet i denne traktat, særlig ikke økonomiske friheder eller konkurrenceregler, skal være prioriteret over grundlæggende sociale rettigheder og sociale fremskridt. I tilfælde af rettighedskonflikt skal de sociale rettigheder have forrang.«
Det udspil har mildest talt ikke udløst den helt store begejstring i EU-ledelsen.
Første gang kommissionsformanden José Manuel Barroso blev præsenteret for tanken, var på EU’s forårstopmøde i Bruxelles i marts 2008.
Barroso var ganske afvisende:
»Laval-dommen er ikke i konflikt med nogen social model. Dommen omhandler nogle specifikke omstændigheder i en konkret sag,« sagde han.
»Personlig har jeg sympati for tanken, jeg er bare usikker på hvilken status sådan en protokol skal have. Jeg ved også at der er dem som advarer imod at åbne op for den diskussion. Det kan også give bagslag,« sagde hun til svenske journalister den 10. juli.
To dage senere stemte et irsk flertal nej til Lissabon-traktaten.
Wanja Lundby-Wedin, formand for EFS, og for svensk LO, kom på banen og sagde at den sociale protokol nu var blevet endnu mere aktuel end tidligere. Irlændernes nej var blandt andet affødt af at lønmodtagerne følte sig sat til side, og det ville EFS’ sociale protokol råde bod på, mente hun.
På den anden side vil også en protokol rent formelt kræve at forhandlingerne genopnås, om end kun nogle få minutter.
Og så skal de 27 medlemslande være enige; også de lande som er glade for de domme som begrænser fagforeningernes muligheder.
Da Margot Wallström efter det irske nej endnu en gang blev spurgt om sin holdning, viste det sig at hun nu var lige så afvisende som formanden Barroso:
»Det drejer sig om hvad man mener med en protokol; om det kan laves som en tydeliggørende erklæring, eller om det skal knyttes til traktaten. Hvis det er hvad man mener, så er det ikke aktuelt. Genforhandlinger af traktaten er der ingen som er interesseret i.«
Men i forhold til EFS’ forslag melder Socialdemokraterne fra:
»Det er ikke en realistisk løsning at genforhandle traktaten. Det eneste nye er det irske nej, og hvordan det skal løses er en anden diskussion,« siger Europapolitisk ordfører Kim Mortensen.
Han mener heller ikke at der er et dansk behov for traktatændringer, efter at den såkaldte Laval-betænkning (se boks) har foreslået hvordan dansk lov skal tilpasses den omdiskuterede dom.
»Når vi får løst det her, er der intet aktuelt pres på Danmark. Så bliver det hypotetisk at diskutere hvordan traktaten skulle kunne se ud,« siger Kim Mortensen. U
I juni kom udvalget med et konkret lovforslag til gennemførelse af dommen.
Laval-betænkningen foreslår at konfliktvåbnet skal kunne bruges overfor udenlandske virksomheder på tre betingelser: Kravene skal svare til det som er aftalt mellem arbejdsmarkedets ”mest repræsentative parter“. Aftalerne skal gælde over hele landet. Og det lønniveau man vil opnå, skal være kendt.
Forslaget er at den gældende lov tilføjes en lille sætning om at kampskridt kun er tilladelige hvis de skyldes et krav om løn der svarer til ”..bestemmelser som gælder på hele det danske område“.
Et eksempel fra bygningsarbejdere i København: Ifølge en landsdækkende overenskomst mellem fagforbundet Træ-Industri-Byg og arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri skal bygningsarbejdere modtage mindst 104 kroner i timen. Men i praksis betyder denne lønsats ikke meget, og gennemsnitslønnen for timelønnet arbejde var i 2007 ca. 188 kr., mens det for akkordarbejde var 220 kr.
Niveauet for udstationerede arbejdere som det skal være tilladt at konflikte for, ligger altså på omkring halvdelen af løngennemsnittet for danske arbejdere.
Indebærer: Strejker kan være en forhindring for etableringsfrihed og kan dømmes ulovlige. (Den konkrete konflikt blev dog løst ved et hemmeligt forlig mellem parterne.)
Laval/Vaxholm (C-341/05) fra den 18. december 2007 opkaldt efter en lettisk virksomhed som skulle ombygge en skole i den svenske by Vaxholm til lettiske lønninger.
Indebærer: Faglige blokader (eller strejker) er kun tilladt til forsvar for nationale minimumslønninger, ikke for at gennemtrumfe gældende overenskomstkrav.
Rüffert (C-346/06) fra den 3. april 2008, opkaldt efter advokat Dirk Rüffert som mente at den tyske delstat Niedersachsen havde stillet alt for skrappe krav til det polske selskab han repræsenterede.
Indebærer: Som i Laval-dommen må det offentlige kun kræve mindstelønnen respekteret, og ikke kræve lønninger som svarer til det faktiske lokale niveau.
Luxembourg (C-319/06) fra den 19. juni 2008 opkaldt efter staten Luxembourg som Kommissionen mente stillede for hårde krav til udenlandske arbejdsgivere.
Indebærer: Man kan ikke kræve at udenlandske arbejdsgivere skal dokumentere ansættelsesforhold på arbejdspladsen, eller at de ansatte skal omfattes af alle de overenskomstkrav som gælder i værtslandet.
(Dommene kan læses i sin helhed på domstolens web curia.europa.eu)