ARTIKLER


Gasledningen er god for Danmark

Kommentar i anledning af Jeppe Kofoeds kritik af gasledningen under Østersøen
Af Sven Skovmand
5. december 2009

Jeppe Kofod har ret i, at regeringen burde have orienteret de andre partier om ja'et til den russiske gasledning gennem Østersøen. Det havde også været klogt, for så havde man undgået vrøvl med oppositionen.

Det russiske projekt er nemlig så godt for Danmark, at enhver dansk regering ville have sagt ja til det – også en socialdemokratisk regering. Derfor kan det undre, at Jeppe Kofod og Politikens medarbejder Vibeke Sperling angriber beslutningen så voldsomt.

Det er da en fordel for os, at russerne kan levere gassen direkte i stedet for at skulle sende den gennem Ukraine, som gang på gang har skabt vanskeligheder for forsyningerne.

Ukraine er et fattigt land og ønsker ikke at betale den normale pris for gassen, sådan som russerne forlanger. Derfor har de udnyttet den magt, som det giver, at 80 procent af den russiske gas i dag går gennem Ukraine.

Ukrainerne er naturligvis kede af, at en stor del af den russiske gas nu vil gå uden om landet.

Men havde landet opført sig ordentligt, ville russerne aldrig have lagt planer om en ledning gennem Østersøen. For det er naturligvis billigere at føre en ledning over land end at føre den under havet.

Det kan ikke være rigtigt, at vi af hensyn til Ukraine skal gå imod den russiske ledning. Det gør EU i øvrigt heller ikke. Den 19. februar 2007 udtalte EU's energikommissær Andrés Piebalgis, at man støttede projektet gennem Østersøen. Og Piebalgis kommer endda fra Letland – et af de lande, som er mest afhængige af russisk gas.