Går mangfoldigheden via Bruxelles?

EU definerer sit kulturpolitiske mål som »enhed i mangfoldighed». Men hvordan fortolker man begreberne? NOTAT har spurgt en kultursociolog, en etnolog og en politiker.
Af Åge Skovrind
30. april 2009

EU som værn mod nynationalisme

Mangfoldighedsbegrebet kan misbruges til oprustning af nationale enhedskulturer på bekostning af mindretallene, advarer kultursociolog Peter Duelund.

Glem alt om fælleseuropæisk indmarch til de Olympiske Lege, fælleseuropæisk symfoniorkester eller fælles EU-teater. Den slags idéer døde i 1993 med Maastricht-traktaten, siger kultursociolog Peter Duelund, forfatter til en række bøger om dansk og europæisk kulturpolitik og i en årrække repræsentant for de nordiske lande i Europarådets kultursamarbejde.

I hans optik skete der med Maas­tricht-traktaten et decideret paradigmeskifte i EU. Ikke alene blev kulturpolitikken nu en officiel del af samarbejdet, men det blev også slået fast at udgangspunktet var den nationale kulturstøtte.

Afskaffelsen af vetoretten på kulturområdet, som det sker med Lissabon-traktaten, vil give bedre muligheder for at gennemtrumfe beslutninger som kan stadfæste medlemslandenes ret til at føre kulturpolitik, mener han.

Det kan vel også bruges til at presse noget ned over hovedet på landene?

»Det er helt usandsynligt, fordi der er en kolossal opmærksomhed om at opbygge en national identitet. I Danmark er den danske kulturkanon det mest tydelige eksempel, men det er en gennemgående tendens i de senere år i alle lande, ikke mindst de nye EU-lande.«

EU's kulturslogan er »enhed i mangfoldighed«, men man vil også gerne fremme en fælleseuropæisk kulturarv. Ligger der ikke en modsætning her?

»Jo, der ligger en dobbelthed i det. Men det er ikke den største udfordring, det er derimod den nationale oprustning. Den er farlig, ikke kun for samarbejdet i Europa, men også og især for mangfoldigheden internt i landene. Risikoen er at mindretallene vil blive underlagt en national monokultur.«

»UNESCO-konventionen garanterer mangfoldighed. Den var et stort fremskridt, og EU gjorde en stor indsats for at få den vedtaget, men mangfoldighedsbegrebet kan tolkes forskelligt.«

Peter Duelund mener at de kommen­de års kulturkamp kommer til at handle om at undgå at konventionen bliver brugt til oprustning af nationale enhedskulturer på bekostning af mindretallene.

»Det er et kæmpe dilemma og stik imod såvel konventionens idé og princippet om »enhed i mangfoldighed. I den sammenhæng er EU et multikulturelt redskab som kan værne mod de værste nynationalister i Europa.« u

To parallelle strategier

Nærlæser man betingelserne for støtte til kulturel mangfoldighed, bliver formålet ofte trukket i en finkulturel retning, mener etnolog Marie Sandberg.

I antologien Verden Over tager Marie Sandberg begrebet »enhed i mangfoldighed» under kritisk behandling. Hun diskuterer det kulturpolitiske slogan i forhold til EU»s Charter for grundlæggende rettigheder fra 2000 som læner sig op ad men­nes­keret­tig­heds­konventio­nen, og tanken om at vi alle er lige og frie.

Marie Sand­berg er etnolog og underviser på Københavns Universitet. Hun siger:

»Skarpt formuleret afmonterer man den ellers smukke tanke om det mangfoldige Europa hvis begrebet om mennesket i sidste ende bygger på at vi har de sam­me vær­dier. Det vil jo sige at vi har de samme ideer om hvad det gode liv er, og hvilke midler der skal til at opnå det gode liv. Og så bliver det potentiale, der ligger i mang­foldighedsbegrebet, som handler om plads til forskelle, bortretoucheret,« siger hun.

Ligger der en modsætning mellem enhed i mangfoldighed og ønsket om at fremme en fælleseuropæisk identitet?

»Jo, når den fælles identitet lanceres som noget vi skal være enige om, og bygger på at vi har de samme værdier. Men man kunne jo også fortolke det som to samtidige budskaber: at vi skal respektere forskellene, men at vi som europæere har en fælles arv, og den går ud på at vi netop er forskellige, vi har for eksempel en fælles arv i form af erfaringer med Anden Verdenskrig og den kolde krig, og vi har en masse minoriteter.«

Trods kritikken ser Marie Sandberg enhed i mangfoldighed som en fornuftig strategi, især i forhold til den tidligere kulturpolitiske fokus på at skabe enhed og fælles identitet ved at skabe symbolske fællesnævnere såsom det fælles flag, EU-hymnen og fælles logoer. Men de forskellige dokumenter og arbejdsprogrammer trækker ikke altid i samme retning, mener hun, og nævner nogle af de projekter der blev støttet i Kulturprogram 2000:

»Man støtter mangfoldigheden ved at give penge til forskellige events hvor en eller flere parter er med, men nærlæser man projektformuleringer og støttebetingelser bliver formålet trukket i en retning hvor man har nogle ganske bestemte opfattelser af hvad den fælles europæiske kulturarv er. Så handler det for eksempel om at vække unge europæere til en eller anden fælles kulturarv ved at få dem til at høre værker af Beethoven, Schuman og Tjajkovskij.«

»Det bliver lidt to parallelle strategier hvor man i nogle dokumenter skriver floromvundne formuleringer om kulturel mangfoldighed, og i nogle af de reelle kulturpolitiske tiltag støtter finkulturelle formål.«

Vetoretten har ingen betydning

I sidste ende er det altid det enkelte land der træffer beslutningen, siger Social-demokraternes kulturordfører Mogens Jensen. Men der er brug for en præcisering af at hvert land kan støtte sit kulturliv uden hensyn til konkurrencereglerne.

»Vi vil blive ved med at opleve en argumentation om at konkurrencereglerne er så vigtige og så nødvendige at de kommer til at få forrang. Derfor bør man i en kommende traktat indskrive retten til national selvbestemmelse på kulturområdet. Det er særlig vigtigt for de små lande som ellers bliver sorteper, for de kan kun opretholde en kulturproduk­tion på eget sprog hvis der er en offentlig støtte uden hensyn til almindelige konkurrencevilkår.«

Det siger Socialdemokraternes kulturord­fører Mogens Jensen.

I Lissabon-traktaten defineres kulturpolitik fortsat som et nationalt anliggende, men medlemslandene vil ikke længere have vetoret over for EU»s »tilskyndelsesforanstaltninger». For fremtiden – hvis traktaten træder i kraft – kan disse vedtages med flertalsafgørelser.

Det ser Mogens Jensen ikke som noget problem. »Formentlig vil en opfordring have en vis betydning, men i sidste ende er det det enkelte land der træffer beslutningen. I en kreds af 27 lande vil nogen altid det ene og andre det andet, så det er jeg ikke så nervøs for,« siger han. Han foreslår at mindst en procent af EU»s samlede budget går til kultur. I dag er det under en promille.

Får vi ikke bare nogen bureaukratiske støttepuljer hvor man kan søge om at få sine egne penge tilbage?

»Sådan gælder det på mange områder. Men mulighederne for EU-støtte på kulturområdet er meget lille i forhold til andre områder.«

Men pengene kommer fra medlemslandene. Er de ikke bedre til at fordele dem?

»Det ser jeg ikke noget problem i. Det er godt med forskellige kasser og forskellige måder at se tingene på. En EU-kasse tænker måske ikke så snævert nationalt,« siger Mogens Jensen.