ARTIKLER


»Hele melodien er ændret«

Hans klage til forfatningsdomstolen forsinkede Lissabon-traktaten i over et år i Tyskland. Parlamentet måtte ændre i sine tiltrædelseslove efter dommen den 30. juni. Det vil få mange følger fremover, siger Dr. Peter Gauweiler i denne samtale med NOTAT.
Af Erling Böttcher
9. november 2009

Fra Bayerns hovedstad München er der kun en smule længere til Bruxelles end til Berlin. Det er det som ligger i baghovedet på den bayerske politiker Dr. Peter Gauweiler. Han er advokat i München, medlem af partiet Kristelig-Social Union, CSU, der er Bayerns regionale version af det parti som i resten af Tyskland hedder CDU. Det er ikke noget sammenligneligt parti, i mange år kendt som mere højreorienteret udadtil da det blev ledet af Franz-Josef Strauss, men også et socialt folkeparti som typisk samler mindst 50 procent af stemmerne rundt om i Bayerns kommuner. »Management neoliberalisme er ikke vores koncept,« som Peter Gauweiler udtrykker det.

Han stod som en ensom ulv for at indklage Lissabon-traktaten til den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe, mens hele venstrefløjspartiet Die Linke stod bag den anden klage.

Gauweiler jublede da han den 30. juni sad bænket på tilhørerpladserne ved forfatningsdomstolens hovedkvarter i Karlsruhe.

»Hvis der var øl her, ville jeg give en omgang,« citeres han for at have hvisket, da de høje dommere udtalte hans livs største sejr, mens den tyske udenrigsminister sad som forstenet og påhørte dommerne indskrænke ministrenes råderum: Tyskland kunne ikke godkende Lissabon-traktaten uden at indføre mere kontrol med EU og regeringen. Peter Gauweiler glæder sig over hvad der foreløbig er kommet ud af det.

Hvad er den største sejr for dig?

»Den største succes er idéen om en retsstat. Det drejer sig ikke om suverænitet, men om frihed: Mennesker har i hundreder af år kæmpet for at kunne indvælge en regering og at kunne afsætte den igen. Til en retsstat hører også uafhængige domstole, og at det er muligt for folk at kunne få regeringen i tale,« siger Gauweiler.

»Vi er for idéen om det europæiske samarbejde, ja intet fornuftigt menneske kan vel modsætte sig ideéen. Men netop frihed og retsstatlige principper er truet af en centralistisk udvikling af den Europæiske Union. Denne kritik af centralismen finder man i alle europæiske lande. Den centralistiske udvikling af Unionen skal have en stærk modvægt - lige meget om det er i Danmark, Italien eller Tyskland.«

Hvilke konkrete forbedringer er der kommet ud af at parlamentet måtte ændre tiltrædelseslovene til Lissabon-traktaten?

»Det har bidraget til klarhed om hvad EU kan og hvad EU ikke må. Det mest graverende demokrati-problem i Lissabon-traktaten er de såkaldte passereller. Det var en kastration af parlamenterne at statscheferne kunne sidde i Bruxelles og lave om på den Europæiske Union uden at spørge nogen som helst steder. Det er nu blevet umuligt, nu skal regeringen under alle omstændigheder gå til parlamentet, og parlamentet er tvunget til at beskæftige sig med det.«

»Det er en ændring af hele melodien,« konkluderer Gauweiler.

»Forbundsdagen har fået nye beføjelser og lige så Forbundsrådet (delstaternes repræsentation, red.). Gennem Dommen af 30. juni er det også klart at hvis man ønsker en forbundsstat, et United States of Europe, så skal tyskerne have en folkeafstemning. EU skal nemlig fortsat hvile på princippet om at man overfører enkeltområder til EU. Samtidig rækker EU's demokratiske struktur ikke, den demokratiske legitimitet er ikke tilstrækkelig, også derfor skal tyngdepunktet stadig ligge i de enkelte stater. Dette bedømmer Karlsruhe-domstolen dog Lissabon-traktaten til at være i overensstemmelse med.«

Har parlamentet reelt vundet meget når de tyske ministre fortsat ikke skal have noget mandat før de forhandler i EU?

»Vi ville egentlig gerne have en mandatgivning som i Østrig og i Danmark, det kom vi ikke igennem med, og det forlangte Karlsruhe-domstolen heller ikke. Det er dog heller ikke så slemt, på mange områder skal man også give regeringerne et spillerum. Men gennem dommen kan man nu se hvor grænsen går for at overføre beføjelser til EU.«

Hvad er det største nederlag?

»Vi ønskede også folkeafstemninger ved fremtidige overførsler af beslutningsområder til EU og ved udvidelser af EU. Det kunne vi ikke komme igennem med. Men herregud - det hele foregik i august i parlamentets sommerferie, og vi har i Tyskland i 30 år diskuteret folkeafstemninger, så kan vi ikke få det igennem på fire dage. Til gengæld har vi også taget ønsket med til regeringsforhandlingerne i disse dage (oktober 2009, men det kom ikke med, red.).«

Hvordan vil EU mærke konsekvenserne af den tyske dom?

»Det vil jeg ikke gøre mig til ekspert i. Jeg er ikke Europa-politiker, jeg er regionalpolitiker. Jeg sidder ganske vist i Forbundsdagens udenrigsudvalg, men jeg sidder i lige så høj grad i kulturudvalget - hvor jeg i øvrigt er stolt af at have været med til at redde det tyske bibliotek i København, hvor allerede H.C. Andersen sad og studerede. Biblioteket koster mindre end én dag for den tyske hær i Afghanistan.«

»Mit tema er centralismen, jeg går ind for at småt er godt. Jeg ville også gerne have mere indflydelse til Bayern, og jeg er misundelig på danskerne fordi de har en lille stat. I min verden er Berlin lige så langt væk som Bruxelles.«

»Hvis verden ikke skal gå under i kaos, så skal vi som modvægt til globaliseringen også bygge på det lokale og regionale. Borgernes engagement har det meget bedre i det lokale, ellers ender vi som en flok myrer der bevidstløs marcherer i takt.«