Kasino-økonomien under anklage

De kommer i sværme, afgræsser alt, for derefter at flyve videre, efterladende et goldt og nedbrudt landskab. Kapital- og hedge-fonde er blevet hængt ud som altædende græshoppesværme.
Af Erling Böttcher
14. januar 2009

Billedet af kapitalfonde og hedgefonde som græshoppesværme stammer fra den tidligere formand for de tyske socialdemokrater Franz M¸ntefering, og blev fremsagt efter en stribe opsigtsvækkende sager, hvor velrenommerede tyske virksomheder var blevet opkøbt, tømt for værdier, og derefter videresolgt behæftet med en stor gæld. I Danmark er det sagen om TDC som har vakt mest opsigt.

Der er tale om en ny moderne form for økonomi, hvor det ikke længere handler om produktion, arbejdspladser og reel velstandsstigning. I stedet handler det blot om en karrusel, hvor virksomheder anses for et finansielt produkt man kan handle med og tabe eller vinde penge på, deraf navnet kasinoøkonomi.

Langt anklageskrift

Anklageskriftet mod fondene er langt og omfattende:

– Skaber ny og stigende ulighed i verden. Det er veldokumenteret at gabet mellem rig og fattig udvides i den moderne økonomi. Størstedelen af profitten havner i USA, og dernæst EU-landene.

– Skaber hyppigere og hyppigere kriser ved at boble økonomien op ved hjælp af lånefinansieret vækst.

– Skaber magtkoncentration. De 100 største hedgefonde sidder på 70 pct. af hedgefond-pengene. Disse 100 udgør sammen med de 25 største kapitalfonde og syv største investeringsselskaber den helt afgørende finansielle magt i verden. I de tilsammen 130 kontorhuse træffes beslutninger med enorme konsekvenser, helt uden offentlig regulering og indblanding.

– Skatteunddrager ved ofte at være registreret i skattely, især Luxembourg og Cayman Islands.

– Medvirker til selskabstømning, da opkøb af virksomheder oftest er lånefinansieret, og når virksomheden sælges igen, står gælden nu i virksomhedens navn.

– Værdiskabelsen går ikke til den nødvendige langsigtede udvikling af erhverv, men mere kortsigtet til aktionærernes interesser i gevinst, og herudover til honorarer, advokatsalærer osv.

– Nedlægger arbejdspladser i stedet for at skabe dem; når en virksomhed er blevet finansielt »trimmet«, er der oftest sket massefyringer.

Forskelligt mål med deregulering

Forsvarstalen lyder på at fondene har medvirket til at skabe ny dynamik i virksomheder, og til at skaffe nødvendig finansiering til virksomheder som havde svært ved at finde kapital.

Kasinoøkonomien er muliggjort af it-revolutionen. På splitsekunder kan man overvåge hvad der sker rundt om i verden, der er altid åbent på en eller anden børs. Og avancerede computermodeller kan umiddelbart beregne hvad man kan tjene på en handel.

Men som Poul Nyrup Rasmussen skriver: »Tag ikke fejl. Den nye globale finanskapitalisme er ikke et tilfældigt, spontant eller »naturligt« resultat af de teknologiske forandringer og nye kommunikationsmuligheder. Den er også et politisk projekt, der er vokset ud af regeringernes deregulering af nationale finansmarkeder, fordi staternes egne regler var blevet for snævre«.

Men hvor liberalistiske, konservative regeringer så dereguleringen »som led i deres politiske arbejde for mere marked »mindre stat,« så socialdemokratiske regeringer afviklingen af den nationale regulering »som led i opbygningen af en europæisk og global regulering af finansmarkederne,« skriver Nyrup Rasmussen.

»Men den vision er vi langt fra »endnu,« tilføjer han.

NOTAT ville gerne spørge Nyrup, hvor han tog fejl, da han selv medvirkede til de omfattende liberaliseringer, og om udsigterne til en europæisk og global regulering. Men Nyrup har trods gentagne opfordringer ikke fundet tid til at medvirke i denne artikel.

(Kilder: Poul Nyrup Rasmussen: I grådighedens tid »kapitalfonde og kasinoøkonomi. Informations Forlag 2007.

En udførlig beskrivelse af TDC-forløbet findes i: Kapitalfonde, rå pengemagt eller aktivt ejerskab. Robert Spliid. Børsens Forlag 2007.)

Kapitalfond:

En kapitalfond »eller på engelsk en private equity fond »er en fondsdannelse som investerer i ikke-børs-noterede selskaber »deraf navnet private som modsætning til offentligheden omkring børsnoterede selskaber. Typisk investeres i opkomlinge, hvor man forventer sig en stor fremtid og et stort afkast.

Hedgefond:

En hedgefond er en særlig form for investeringsforening. Hedge betyder »at hegne ind«, det vil sige at man hegner risikoen ind. Derfor spreder en hedgefond sine midler over mange forskellige lande og sektorer. Hedgefonde har friere lovgivningsmæssige rammer, og er derfor berygtede for også at kunne tjene penge på faldende aktiekurser. Derfor kan fonden have interesse i at påvirke markedet negativt med sine opkøb af aktier.

En sværm kom forbi TDC

Det hæderkronede danske teleselskab TDC står både i dansk og europæisk firmahistorie som et skrækeksempel på hvordan et firma kan køre baglæns. For 10 år siden lå TDC lunt i svinget. Indtægterne var skyhøje, gælden lav, og firmaet kunne nærmest selv finansiere sin udenlandske ekspansion. Positionen skyldtes blandt andet en unik stærk stilling på hjemmemarkedet, og en flot udvikling som bragte Danmark i international top med blandt andet bredbåndstilslutning til internettet. Markedsanalytikerne spåede TDC til at kunne blive en af de helt store telegiganter i Europa, ja endda i verden.

I det perspektiv er TDC i dag en skygge af sig selv »et lille telefonselskab uden særlige vækstmuligheder. Til sammenligning lå den norske pendant, Telenor, for 10 år siden med halvt så god en position »færre kunder, større gæld, mindre overskud. I dag tjener Telenor det dobbelte af TDC, har halvt så stor gæld, har 6 gange så mange mobilkunder, og spås at kunne ekspandere videre ud i verden.

Hvad skete der med TDC? En græshoppesværm kom forbi.

Ca. 70 millioner i personlig løn

Græshoppesværmen var fem amerikanske kapitalfonde. De stiftede til opkøbet et fælles selskab »Nordic Telephone Company (NTC) - og overtog TDC den 1. februar 2006.

I forbindelse med handlen blev TDC's administrerende direktør Henning Dyremose personligt beriget med i alt mellem 63 og 71 millioner kroner, vurderer ekspert i kapitalfonde Robert Spliid.

Selv om sådanne personlige gevinster er nok så iøjnefaldende, og derfor interessante for offentligheden, er det dog småting i forhold til de værdier selskabet i disse år tømmes for, vurderer William H. Melody, amerikansk telekommunikationsekspert og gæsteprofessor ved Danmarks Tekniske Universitet. Medarbejderstaben beskæres årligt i takt med afviklingen. Og de tilbageværende medarbejdere hører kun om besparelser her, der og alle vegne.

EU-liberalisering gik forud

Salget af TDC har sin baggrund helt tilbage i 1987, hvor EU-Kommissionen udgiver sin grønbog med anbefaling af fuld liberalisering i løbet af 90'erne. I marts 1996 vedtager ministrene det afgørende tele-direktiv som kræver fuld liberalisering fra 1. januar 1998.

Den danske socialdemokratisk-radikale regering under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen gik forrest i liberaliseringen. Danmark liberaliserede fuldt ud i 1996. TeleDanmark blev noteret på børserne i Frankfurt, London og New York allerede i 1994. I 1999 blev TeleDanmark privatiseret fuldt ud og fik nyt navn, TDC.