NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Sociologen Rasmus Willig har ramt et ømt punkt i vores samfund med sin bog om pædagogers manglende mulighed for at kritisere urimelige arbejdsforhold. Et arbejdsliv med endeløse reformer, evalueringer, knappe resurser og rådvildhed.
Når eksperten i tv fortæller at vi alle sammen har det så godt, så skal man være på vagt. Der er altid forhold som er kritisable. Men alt for sjældent kommer vi frem med vores kritik i det offentlige rum. Der er grund til at spørge: Hvem nyder godt af den kritiske stilhed, og hvem tager skade af kritikkens stilstand?
NOTAT har sat Rasmus Willig stævne på en café nord for København. Den 36-årige sociolog forsker i begrebet kritik. Han har skrevet en ph.d.-afhandling om samfundskritikkens betingelser i dag og underviser til daglig på Roskilde Universitet.
I Europa og den vestlige verden er vi meget enige om at frihedsrettighederne er hjørnestenen i vores demokrati. Men frihedsrettigheder er ikke til nogen nytte hvis vi ikke benytter os af dem, mener han.
»Vi reflekterer konstant kritisk over ting vi ikke bryder os om. Det kan være tv-programmer, togforsinkelser, kæresten eller kollegernes opførsel, men det kan også være forhold på arbejdspladsen, sygehusvæsenet eller en række andre politiske emner. Men hvorfor kommer kritikken ikke frem«, spørger Rasmus Willig og fortsætter:
»Én ting er de lovsikrede rettigheder, ytringsfrihed, pressefrihed og demonstrationsfrihed. Dem er der meget fokus på. Men hvad er det for normer og strukturer i hverdagen som forhindrer os i faktisk at bruge vores rettigheder. Hvilke barrierer forhindrer at vi forholder os kritisk, når vi oplever uretfærdigheder?«
I sin forskning arbejder Rasmus Willig på at kortlægge disse barrierer og gøre det tydeligt hvad de betyder for samfundets indretning.
Han minder om en »god sociologisk huskeregel«: Ni tiendedele af vores liv er bestemt af de strukturer vi lever i.
»Men i dag handler næsten al politik om individet. Pointen om at det ikke kun er individets egen skyld, men også samfundets skyld, har trange vilkår i dag, men derfor er det så meget vigtigere at prøve at trænge igennem med den«, pointerer han.
Med bogen ’Umyndiggørelse’ som udkom i maj 2009 blev Rasmus Willig kendt et pænt stykke ud over de universitære cirkler han normalt færdes i. Fagblade for pædagoger, socialrådgivere, DJØF’ere med flere har stået i kø for at bringe interviews og anmeldelser af hans bog som allerede er udkommet i andet oplag.
Bogen handler om pædagogers umulige arbejdsvilkår og deres manglende mulighed for at kritisere deres arbejdsforhold – og børnenes forhold – over for deres politiske ledelse og den brede offentlighed.
»Både børn og pædagoger har fået sutten. Når man lukker munden på pædagogerne, har de ikke andet valg end at lukke for børnenes kritik. De stikker dem sutten, frem for at give børnene den opmærksomhed de måske i virkeligheden har brug for. Man siger om 60 procent af alle offentligt ansatte at de holder igen med deres kritik. Det skaber ikke bare ineffektive institutioner, men i et demokrati er det også nødvendigt med kritik for at kunne træffe kvalificerede beslutninger. De offentlige institutioner er vores fælles institutioner, og samfundet hviler på et ikke-oprigtigt grundlag, hvis ikke kritikken kommer frem«.
Når de offentligt ansatte ikke kommer ud med den nødvendige kritik, hænger det efter Willigs mening især sammen med den markedsgørelse som i de sidste årtier har sat sit præg på den offentlige sektor, med new public management, konkurrenceudsættelse, øget kontrol, evalueringskultur og så videre.
Der er en modsætning, påpeger han, mellem den politiske liberalisme med dens værdier om demokratiske friheder, og så den økonomiske neoliberalisme som modvirker disse friheder.
»Neoliberalismen indebærer at ledelsen skal træffe hurtige og træfsikre beslutninger. Bagsiden er at medarbejdernes problemer ikke altid bliver hørt af de stærke ledere. Derudover medfører neoliberalismen, at offentlige institutioner bliver underlagt konkurrenceforhold, der ligner dem der gælder for private virksomheder. I den situation bliver det farligt for den ansatte, at komme med sin kritik. For hvis jeg peger på at tingene ikke fungerer her, så skader jeg måske institutionens konkurrenceevne overfor nabo-børnehaven – og så bliver det jo bare vores institution som bliver nedlagt næste gang«, forklarer han.
Kritisk teori har som mål at frigøre de undertrykte, men den er ofte selv blevet kritiseret for at være uforståelig for dem der skal frigøres.
Den anklage kalder Willig banal, men han tog den alligevel til sig og forsøgte gennem en række interviews med pædagoger i Århus at undersøge helt konkret hvilke konsekvenser den neoliberale politik har haft for arbejdsforholdene i daginstitutionerne.
»Ved at gøre beskrivelserne så konkrete, så blev bogens kritik meget mere radikal fordi den var så nærværende. Vores samtid kræver en ny type af radikal kritik, måske er det derfor at bogen til tider bliver så hård at læse, fordi kritikken bliver så vidtrækkende. Det har ikke nødvendigvis så meget at gøre med min pen, som det har at gøre med samtidens problemer«, siger han.
En af Willigs centrale påstande er, at vores samfund har forandret sig fra et oplysningssamfund til et service- og klagesamfund. Men hvad er der galt ved, at borgerne kan klage over dårlig offentlig service?
»Klagesystemet er en del af neoliberalismen og håndterer derfor kun individuelle problemer. Man kan opbygge et formaliseret klagesystem, men det bliver brugt til at afmontere kritikken af de generelle vilkår, og det er de laveste sociale lag der bliver tabere. Det bliver en kamp om at få ret, men strander tit i endeløse sagsgange hvor borgeren ender med at konkludere at ’det kan ikke betale sig«.
Vi har behov for en anden type forsikring end et klagesystem. Men en kritisk kultur bliver kvalt af kravet om kortsigtede gevinster og konstante omlægninger.
»Såvel medarbejdere som samfundsborgere befinder sig i en proces med permanent omstilling, og inden man når at forholde sig til konsekvenserne af en reform, så er der allerede en ny reform på vej«.
Men hvordan får vi skabt en ny kultur med kritik?
Lovmæssig sikring af de offentligt ansattes ytringsfrihed kan være et nyttigt redskab, mener Rasmus Willig. Den er der mere eller mindre allerede i dag på papiret, men der er ingen sanktioner mod dem der krænker ytringsfriheden.
»Men at skabe en kritisk kultur kræver en langsom opbygning. Kimen må ligge i hele uddannelsessystemet, lige fra børnehaven hvor de kritiske medborgere udvikler sig«, siger han.
Og perspektiverne er store:
»Vi har ingen anelse om hvad det ville indebære hvis vi frisatte kritikken. Vi ved slet ikke hvad vi går glip af!«