ARTIKLER


Ni EU-lande har sendt våben til Sri Lanka

Tusinder af tamiler på Sri Lanka er dræbt i den seneste tid af statens militære styrker. Og mange af våbnene er kommet fra EU;.
Af Sven Skovmand
12. juni 2009

EU's udenrigsministre udtrykte den 18. maj 2009 forfærdelse over drabene på over 6.000 civile tamiler i det nordlige Sri Lanka. Men ni EU-lande har samtidig forsynet Sri Lankas regering med våben.

Det fremgår af EU's rapport om eksport af våben, der blev offentliggjort i december 2008, oplyser EUobserver.com den 19. maj.

Det drejer sig om Bulgarien, Tjekkiet, Slovakiet, Litauen, Polen, Storbritannien, Frankrig, Italien og Holland. De leverede i 2007 våben for 30 millioner kroner til Sri Lankas regering – netop på det tidspunkt hvor landets præsident Rajapaksa meddelte at han ville indlede en udryddelseskrig mod de tamilske oprørere.

EU har retningslinjer for eksport af våben, og efter dem må man ikke give tilladelse til eksport af våben, hvis de kan bruges til indre undertrykkelse.

Men reglen er ikke juridisk bindende, og det har de ni lande udnyttet.