ARTIKLER


Parlamentet går imod spil på nettet

Parlamentet rækker en hjælpende hånd til Danske Spil i kampen mod bookmakerne.
Af Sven Skovmand
30. marts 2009

EU-Kommissionen har længe ønsket at liberalisere markedet for spil og har blandt andet kritiseret den måde som Danske Spil (tidligere Tipstjenesten) virker på.

Denne holdning har vakt bekymring i Danmark, idet man frygter at en stor del af markedet vil blive overtaget af engelske bookmakere der kan tilbyde bedre gevinstchancer, fordi de ikke har de samme forpligtelser over for sport og kultur som Danske Spil har.

Danske Spil får nu støtte af Parlamentet der den 10. marts med 544 stemmer mod 36 støttede en betænkning der var udarbejdet af Christel Schaldemose fra Socialdemokraterne.

Betænkningen udtrykte en skarp kritik af Kommissionens planer om spil på nettet. Denne spilleform kan styrke kriminalitet og være til fare for især børn, hedder det i betænkningen.