Patienternes grænseløse rettigheder

EU-Kommissionen fremsatte i juli 2008 et vidtgående forslag som skal give EU-borgere ret til behandling i udlandet. Her er forslagets indhold i hovedpunkter.
Af Staffan Dahllöf
9. november 2009

Forslaget skal sikre, at alle EU-borgere får en række rettigheder til behandling i andre EU-lande. Den mest umiddelbare ret gælder behandlinger der ikke kræver hospitalsindlæggelse. Det være f.eks. mindre operationer.

Hvad dette angår, er der ingen grænser. Borgerne har ret til at vælge privat eller offentlig behandling i udlandet, og ret til at få behandlingen betalt som var den foregået i hjemlandet.

Denne ubegrænsede ret gælder også ved hospitalsindlæggelse i én bestemt situation, nemlig, hvis en patient må vente så længe på at blive behandlet hjemme, at det ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt. I så fald er der adgang til behandling i andre EU-lande uden at spørge myndighederne.

Egen transportudgift

Forslaget pålægger ikke medlemslandene at dække alle omkostninger ved behandling i udlandet. Medlemslandene skal kun yde det beløb det ville have kostet at gennemføre en tilsvarende behandling hjemme. Myndighederne er heller ikke forpligtet til at give tilskud til transport og andre ekstraudgifter. Det maksimale støttebeløb som kan kræves af myndighederne, er det behandlingen koster. Skulle behandlingen i udlandet være billigere end hjemme, kan patienten altså ikke score gevinsten på forskellen.

I forslaget pålægges medlemslandene at informere borgerne om retten til behandling i udlandet. Det skal ske gennem oprettelse af informationscentre hvor borgerne kan hente oplysninger om adgang til og priser på konkrete typer af behandling.

Hospitalsindlæggelse

Der er to undtagelser fra reglen.

Den første gælder behandlinger der kræver hospitalsindlæggelse. Hvis der er tale om en behandling der kræver indlæggelse, kan myndighederne kræve forhånds-tilladelse, og kan afslå at støtte behandling et andet sted i EU, hvis udstrømningen af patienter er så stor at det bringer den nationale sundhedssektor i fare.

Faren kan bestå i at udgifterne for det offentlige løber løbsk, eller at udstrømningen bliver så stor at det umuliggør planlægning og opretholdelse af det nationale beredskab. Det skal dokumenteres over for Kommissionen og de øvrige medlemslande at udstrømningen giver problemer.

Som i hjemlandet

Den anden undtagelse er at der skal være tale om en form for behandling der er omfattet af den nationale sundhedsordning. Kosmetisk plastikkirurgi i udlandet udløser derfor ikke tilskud fra den danske stat. Det ville det offentlige nemlig ikke dække her-hjemme.

Mens der altså er nogle grænser for hvilke behandlinger i udlandet det offentlige skal støtte, så er der ikke grænser for, hvor mange tilrejsende patienter de nationale sundhedssystemer skal tage imod. Alle EU-borgere skal behandles uden at gøre forskel.

Fælles standarder

På flere punkter rykker direktivet i retning af fælles standarder i sundhedsvæsenet i EU. Recepter på medicin som er udstedt i et EU-land, skal f.eks. anerkendes i alle andre EU-lande. Det er ikke tilfældet i Danmark i dag. Derudover skal der indføres fælles kriterier for kvalitet i behandlingen. Derfor pålægges medlemslandene at samarbejde om karakter og kvalitet af behandling, og Kommissionen får selv mulighed for at deltage i fastlæggelsen af kriterierne.

Dertil kommer at der i et ikke nærmere bestemt omfang skal vedtages fælles retningslinjer for bl.a. information af patienter, klageadgang, forsikringer og datasikkerhed. Forslaget gør det ikke klart i hvilken form de fælles standarder skal udvikles – om der for eksempel skal vedtages en egentlig harmonisering.

Kommissionens rolle

Kommissionen får en stor rolle i gennemførelsen af direktivet. Især får Kommissionen stor indflydelse på hvilke ydelser der ikke kræver indlæggelse, men som alligevel kan være omfattet af krav om forhåndstilsagn. Det skal nemlig vedtages efter den såkaldte komiteprocedure, hvor der i sidste instans skal være et kvalificeret flertal imod Kommissionens forslag hvis det skal afvises.