Politiske overdommere

En kronik i Berlingske satte ild til en hidsig debat om grænserne for menneskerettighederne.
Af Åge Skovrind og Staffan Dahllöf
11. februar 2009

»Den europæiske menneskeretsdomstol har tiltaget sig en magt, der går på tværs af de principper, vores demokrati bygger på. Menneskeretsdomstolen udøver sin magt på alle områder af samfundslivet, og domstolens dommere er blevet til politiske overdommere i et system, hvor politik gøres til menneskeret«.

Sådan skrev Mads Bryde Andersen, dr. jur. og professor ved Københavns Universitet, i en kronik i Berlingske Tidende den 13. marts 2005. Indlægget blev startskud til en hidsig debat.

Bryde Andersen mente at definitionen på menneskerettigheder havde udviklet sig derhen at politiske emner, hvor alle synspunkter indgår, forvandles til juridiske spørgsmål, der flyttes væk fra vor egen politiske agenda. Konkret foreslog han, at den lov der har gjort den europæiske menneskerettighedskonvention til en del af dansk ret, bør ophæves.

Svigtet sin opgave

Kritikken rettede sig især mod menneskeretsmiljø som havde »svigtet sin opgave ved ikke selv at tage et opgør med menneskeretstænkningen og forholde sig kritisk til den udvikling der på nogle af de mest følsomme områder af samfundslivet har gjort menneskeretsreguleringen langt mere indgribende og betænkelig end den der er tillagt EU-systemet (som vi trods alt har stemt om), fordi den angår alle områder af livet, og fordi den sker uden politisk kontrol.«

Berlingske fulgte kronikken op med en leder som fastslog at »det i høj grad er nødvendigt at diskutere Menneskeretsdomstolens konstruktion, og om danske politikere har afgivet for megen magt til domstolen. Politikere er ikke deres ansvar voksent, når de slavisk henviser til menneskerettighederne og Menneskeretsdomstolens fortolkning – frem for at gøre det, de er valgt til: at tage selvstændig stilling«.

Dårligt signal

Kritikken blev imødegået af mange jurister og menneskerets-eksperter.

Således mente Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i Amnesty International, at forslaget om at ændre dansk lovgivning ville sende et meget negativt signal til omverdenen. »Domstolen har brug for opbakning og autoritet hvis lande som Rusland og Tyrkiet skal holdes fast,« skrev han.

Direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Morten Kjærum, anklagede Bryde Andersen for at have en dagsorden om at svække menneskerettighederne. »Men hvorfor? Og til hvad gavn? Det kommer i hvert fald ikke almindelige mennesker til gode.(...) Det er nemt at undsige beskyttelsen af de mest udsatte grupper, når man selv er professor eller i øvrigt sidder på samfundets grønne gren.«

I stedet foreslog Kjærum at inkorporere flere af FN-konventionerne i dansk lovgivning.

Sociale rettigheder er politik

Henrik Gade Jensen, ekstern lektor i filosofi ved Københavns Universitet og i dag projektleder ved den liberale tænketank CEPOS, gik ind i debatten på Bryde Andersens side.

»Menneskerettigheds-diskussion må ikke blive til et for eller imod. Tværtimod bør der skæres ind gennem moradset af menneskeret og angives en kerne af rettigheder af grundlæggende art. (...) Sociale, kulturelle og økologiske rettigheder er ikke menneskeret, men politik,« skrev han.

Debatten førte ikke til forbrødring. Bryde Andersen skrev efter en måned at han havde fået talrige, daglige støtteerklæringer fra jurister i alle typer af positioner og hverv. Det var hans håb at de ville blande sig i den fortsatte »kulturkamp, der berører os alle, fordi menneskerettighederne – som de i dag fortolkes – berører os alle. Det er ikke kun en kamp om jura, politik og menneskeret, men også om domstolenes magt over for lovgiverne.« u

---

Rettigheder = domstolsmagt

Hans kritik er ikke helt ny. Under overskriften »Opgør med menneskeretstænkningen«, åbnede Mads Bryde Andersen, dr. jur. og professor ved Københavns Universitet som nævnt for en debat om menneskerettighederne i foråret 2005.

Senere på året skulle danskerne stemme om EU-forfatningen. EU-venner anede risikoen for et nej. Sådan kom det dog ikke til at gå.

Den franske og den hollandske folkeafstemning skubbede en tilsvarende dansk øvelse ud i fremtiden. Der ligger den stadig.

Kan udvikle praksis

Men en ny EU-traktat, nu med grundlæggende rettigheder, er rykket nærmere.

Det vil forstærke den udvikling som Mads Bryde Andersen kritiserede:

»Ved at inkorporere charteret vil domstolene få langt lettere ved at udvikle en praksis baseret på bredt formulerede menneskeretsstandarder,« konstaterer han i dag.

En almindelig dansk fortolkning er at Charterets placering i en ny traktat ikke indebærer noget nyt, men udelukkede vil tydeliggøre gældende tilstande. Din kommentar?

»Jeg er ikke ekspert i EU-ret og vil helst ikke kommentere det. Men klart er det vel at en domstol der kan dømme direkte på grundlag af en traktatbestemmelse, i almindelighed vil føle sig friere til at gøre det, frem for nu hvor EF-domstolens menneskeretlige praksis har måttet støttes på mere sekundære retskilder.«

Udenfor parlamentarisk kontrol

Hvorvidt Danmark på linje med Storbritannien, eventuelt også Polen og Irland, bør forsøge at få en undtagelse for Charterets indflydelse, er ikke noget Mads Bryde Andersen vil udtale sig om:

»Det er et politisk spørgsmål. Den debat, jeg tog op i 2005, handlede om det betænkelige i, at man lægger meget store sagsområder i hænderne på en domstol, der skal afgøre disse sager på grundlag af bredt formulerede programerklæringer,« siger han og præciserer:

»At jeg er betænkelig ved dette i relation til Den Europæiske Menneskeretskonvention skyldes, at denne domstol ikke er undergivet normal parlamentarisk kontrol. Det er jo ikke praktisk muligt at få en parlamentarisk debat om det rigtige eller forkerte ved den ene eller anden menneskeretsdom, eftersom den jo netop er afgjort på grundlag af de brede traktatbestemmelser hvis generelle sigte man er enig i. Dermed bliver domstolen en ukontrolleret magtfaktor som man bør være betænkelig ved.«

Forskelle på domstole

Mads Bryde Andersens kritik af den ukontrollerede domstolsmagt havde og har fokus på Menneskeretsdomstolen i Strasbourg. Den er, mener han, mere fjern fra folkelig indflydelse end EU's domstol i Luxembourg:

»Hvis man ser på domstolen i Strasbourg, så bygger den på en konvention fra 1950 og diverse tillægsprotokoller. Protokollerne kan man forklare ikke skal være tillempede, f.eks. har Storbritannien meldt fra med henvisning til antiterrorlove, men selve konventionen er i realiteten ikke mulig at ændre.«

Ifølge Mads Bryde Andersen er der nogle vigtige gradsforskelle:

»Hvis Højesteret afsiger en dom som man er politisk uenig i, så kan loven laves om, det kan man også i et vist omfang gøre i EU. Man kan tale om tre niveauer: I Danmark er det relativt enkelt at lave en lov om, i EU er det noget vanskeligere, i Europarådet er det i praksis umuligt.«

I EU er der nogle principper som vejer tungere end andre og som kun kan ændres med enstemmighed – f.eks. retten til fri bevægelighed. I praksis er det vel lige så vanskeligt for et land eller en interessegruppe som taber en sag ved EF-Domstolen i Luxembourg, at lave om på EU-traktaten?

»Ja, det har du helt ret i.«