Prisen for en bankpakke

Regeringen vil skyde milliarder ind i bankerne. Men hvor meget snor skal det offentlige have med bankerne til gengæld. Og hvorfor egentlig ikke lade staten etablere sin egen bank?
Af Åge Skovrind
14. januar 2009

I oktober vedtog Folketinget en bankpakke. Staten garanterede bankerne mod ethvert tab i de næste to år, dog med en selvrisiko på 35 milliarder. Når disse linjer skrives, bebuder regeringen en ny pakke hvor staten vil skyde penge ind i banksektoren for at tilskynde bankerne til at udlåne flere penge.

Men skal staten bare give penge til de private banker »uden at kræve noget til gengæld? Er tiden moden til at arbejderbevægelsens partier kommer på banen med det gamle krav om samfundsovertagelse af bankerne. NOTAT har spurgt de tre partier længst til venstre i folketingssalen.

Småændringer

Som det eneste parti sagde Enhedslisten nej til den første redningspakke for bankerne. Frank Aaen fra Enhedslisten kritiserer de øvrige partier for at pumpe det eksisterende system op med nogle småændringer.

»Det mest grundlæggende, nemlig at fjerne den spekulative del af finanssektoren, bliver der ikke gjort noget ved,« siger han.

Han kræver langt skrappere regler for, hvad bankerne må og ikke må, herunder afskaffelse af afdragsfrie lån og flekslån. Desuden vil Enhedslisten oprette et offentligt bank- og kreditvæsen.

Men her står Enhedslisten temmelig alene.

»Vi lever i en markedsøkonomi«

»Det er ikke statens opgave at eje eller drive banker. Men i den nuværende situation bør vi midlertidigt være parat til at indskyde ansvarlig kapital i et omfang, der kan stabilisere driften.«

Det skrev Helle Thorning-Schmidt i en kronik i Politiken den 3. december 2008.

Og i en folketingsdebat forklarede Morten Bødskov at et statsligt engagement med tilførsel af egentlig statslig kapital til banksektoren ikke må ske uden betingelser.

»Det er skatteydernes penge, vi sætter på højkant, og skatteydernes interesser skal derfor varetages i form af en tilsvarende medbestemmelse og medindflydelse på udviklingen i den finansielle sektor.«

NOTAT fik ikke Morten Bødskov til at uddybe hvordan medbestemmelse og medindflydelse skal se ud. Senere har partiet stillet ni krav til en ny bankpakke, blandt andet at staten skal være repræsenteret i bankernes bestyrelser. Men Morten Bødskov afviser enhver tale om at lade det offentlige overtage bankvirksomheden.

»Vi lever i en markedsøkonomi,« konstaterer han og mener at den første bankaftale havde den rette balance, i og med at bankerne selv bidrager til regningen for eventuelle bankkrak.

Ole Sohn: Ingen forskel

Ifølge SF’s principprogram går SF ind for en socialistisk markedsøkonomi med forskellige former for fælleseje og råderet over blandt andet den finansielle sektor.

Men Ole Sohn mener ikke at der i den nuværende krise er behov for at staten driver bankvirksomhed.

»Jeg tror ikke at det er det bedste. Måske er der behov for endnu et indgreb, og i den forbindelse kan det være en fordel at konvertere statens indskud til aktier. Når konjunkturen vender, får skatteyderne gevinsten tilbage.«

Ole Sohn mener ikke det gør den store forskel om en bank er privat eller offentlig.

»I alle tilfælde skal man arbejde ud fra at projekterne er bæredygtige, og at pengene kommer tilbage. Skatteborgerne skal også have en forrentning, med mindre man vil acceptere et underskud. Men det ville være uansvarligt over for skatteyderne, og undergrave demokratiet på skatteydernes regning,« siger Ole Sohn.

Frikadellefars

I modsætning hertil holder Frank Aaen fast i en målsætning om at samfundet skal eje bankerne, både i forhold til private kunder og til erhvervslivet. Men for tiden stiller han kun krav om at staten etablerer en ny »spekulationsfri» bank og gennemfører skrappere regulering af de private banker. Desuden vil han have genetableret en realkreditinstitution som kan formidle boliglån, uden at private tjener på det.

Hvorfor ikke nationalisere hele banksektoren?

»Det tør vi ikke, for det er meget uklart hvor stor en gæld staten overtager. Hvor mange usikre værdipapirer har for eksempel Danske Bank liggende? De havde 350 mio. i klemme i IT Factory, og en halv milliard i Lehman Brothers,« svarer Frank Aaen.

Hovedsigtet er at få den sunde bankvirksomhed til at fungere, mener han.

»Der findes fornuftige finansielle instrumenter, for eksempel ved aftale om kurssikring i forbindelse med boligkøb. Men de såkaldte derivater, eller afledte finansielle instrumenter, skal forbydes.«

Når de bliver løftet op og udformet som kringlede og fantasifulde investe­ringsformer, så svarer det til at putte en klump kød i en kødhakker, men ingen kan se hvad der er inden i de frikadeller man laver af farsen,« siger Frank Aaen.