NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
»Hvis der er kulturpolitiske områder der bedst kan styres nationalt, er det naturligt at beholde dem der.
Som det er i dag, er Kommissionens opgave primært at koordinere politikken i medlemslandene når de selv henvender sig om disse.«
Sådan lyder den korte sammenfatning af magtbalancen i EU's kulturpolitik fra John MacDonald, talsmand for EU's kulturkommissær Ján Figel.
Ján Figel kommer fra Slovakiet og har også ansvaret for uddannelse, sport og ungdom. Staben har til huse på fjerde sal i Kommissionens enorme bygning på Rue de la Loi i Bruxelles. Kulturpolitik er ikke et område som de europæiske medier normalt interesserer sig meget for, så den unge talsmand er glad for at møde NOTAT og fortælle om arbejdet.
MacDonald mener at EU's udvidelse med mange nye medlemslande har skabt en væsentlig større interesse for kulturpolitik i de senere år. Kultur blev set som et redskab til at knytte europæerne nærmere til hinanden.
»Man har været bange for de kulturelle kløfter der kunne opstå eller allerede eksisterede mellem landene. Det var noget af det der satte gang i arbejdet med den kulturelle dagsorden eller i hvert fald gjorde det muligt at lande den store aftale,« siger han.
Den dagsorden han henviser til, er EU-Kommissionens redegørelse fra maj 2007 om en europæisk kulturdagsorden i en stadig mere globaliseret verden. Ifølge MacDonald fortjener den betegnelsen îhidtil største sejrî på kulturområdet.
»En sådan aftale har vi ikke haft at arbejde ud fra før. Det er nyt,« siger han.
Formålet er at »øge europæernes bevidsthed om at de tilhører et fælles kulturelt område for at fremme borgernes oplevelse af at tilhøre et fælles europæisk samfund.«
Midlerne bliver brugt til legater og stipendier til kunstnere, støtte til oversættelse af litterære værker og finansiering af kulturelle arrangementer. Især går støtten til samarbejdsprojekter hvor flere lande deltager.
Blandt de seneste initiativer var udnævnelsen af 2008 til året for interkulturel dialog. En række projekter fik støtte til at fremme anerkendelse og forståelse for Europas kulturelle mangfoldighed. I Danmark blev initiativet profileret af syv unge ambassadører som har bidraget til interkulturel dialog: Karen Mukupa, Maja Lee Langvad, Nanna Westh, ÷zlem Saglanmak, Sara Hadra, Isam B og Khuram Shehzad.
København var kulturhovedstad i 1996, og Danmark skal vælge en kulturby igen i 2017. Foreløbig er Århus og Sønderborg på banen som kandidater.
I år er det Litauens hovedstad Vilnius som har æren, sammen med den østrigske by Linz. Men finanskrisen har slået bunden ud af økonomien i det lille baltiske land hvor arbejdsløsheden på et år er vokset fra 4,4 til 13,7 procent. På spørgsmålet om hvad der har været den største fiasko i kulturpolitikken, peger MacDonald da også på Vilnius som kulturhovedstad.
»Staten har trukket hele sit tilskud tilbage, og byrådets tilskud er også blevet væsentligt mindre end forventet. Man har heldigvis lovet at de arrangementer der allerede er sat i søen, får lov at fortsætte, men det bliver på et noget lavere niveau,« fortæller han.
Kulturhovedstæderne er ellers et godt eksempel på at der kan skabes meget synlige resultater for meget små midler, mener MacDonald.
»Kommissionen råder kun over et budget på cirka 10 millioner kroner, men sammenlagt med centralregeringernes bidrag og byernes egne bidrag giver det en utrolig synergieffekt.«
»Grundlaget for EU's arbejde på kulturområdet, som det er fastlagt i traktaterne, giver ikke EU-institutionerne magt til at fortælle de nationale myndigheder hvad de skal gøre. Medlemslandene har fuld kompetence på kulturområdet. Så det du kalder kolonisering, holder ikke. Kommissionens arbejde handler mere om at udveksle de bedste erfaringer og at inspirere til samarbejde mellem medlemslandene. Med andre ord supplerer vores arbejde landenes indsats der hvor EU kan tilføje en ekstra værdi,« siger John MacDonald.