NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det bliver vanskeligt at holde EU og Kommissionen uden for indblanding i medlemslandenes sundhedsvæsener selv om den danske regering har hævdet at sundhedsområdet egentlig ikke er et EU-anliggende.
Det fremgår af et nyt oplæg til fælles EU-regler om patientrettigheder, og af de forhandlinger som foregår mellem EU-landenes eksperter i dette efterår.
Sverige, som varetager EU's formandskab frem til nytår, satser på at EU-landenes ministre skal blive enige om en fælles holdning på et møde den 1. december.
Sådan som forslaget nu ser ud, bliver der ingen rigtige nødbremser som regioner eller regeringer kan trække i, med henvisning til at de selv kan styre hospitalsdriften eller andre dele af sundhedsområdet.
Sat på spidsen handler det om en magtkamp mellem på den ene side Unionen, og på den anden side medlemslandene (og de forskellige regioner).
Hvis forslaget bliver til lov, får Kommissionen større indflydelse på hvordan medlemslandene planlægger og administrerer på sundhedsområdet end man har i dag.
Det har regeringen hidtil været principiel modstander af. Til NOTAT forklarede sundhedsminister Jakob Axel Nielsen sidste år sin modstand således:
»Hvis man først én gang har anerkendt en sådan hjemmel (retslig begrundelse, red.), så vil der ikke være noget til hinder for at EU-Kommissionen senere stiller forslag om at udbygge disse krav til indretningen af medlemslandenes sundhedsvæsener.«
Sådanne beføjelser til Kommissionen vil den danske regering gerne have sig frabedt, ikke mindst fordi sundhedsudgifter betales af skatteborgerne, og ikke fra EU-kassen.
Den holdning er Danske Regioner og i øvrigt også EU's særlige Regionsudvalg mere end enig i.
»Kommissionen skal ikke lave fælles standarder på sundhedsområdet, det skal medlemslandene selv gøre. Som direktivforslaget ser ud nu, så siger vi nej,« siger Karsten Uno Petersen, socialdemokrat fra Region Syddanmark, og ansvarlig for en kritisk betænkning fra EU's Regionsudvalg i Bruxelles.
De danske regioner vil kunne opretholde hospitalsdriften uden uventet at blive løbet over ende af udgifter fra egne borgere som søger udenlands, eller af en uventet tilstrømning af patienter fra udlandet.
Princippet om forhåndsgodkendelse er med i det aktuelle forslag, men der skal ganske præcise betingelser til for at kunne afvise en sådan godkendelse.
Der er intet i det nuværende forslag som giver et land eller en region mulighed for at sige nej med henvisning til for eksempel pladsmangel eller at budgettet er løbet op.
Det tætteste man kommer 'kapacitetshensyn er en betragtning om at forhåndsgodkendelse vil kunne nægtes ud fra 'overordnede grunde af almen interesse', hvad det så end er.
»Det er mere udtryk for ønsketænkning. Sådan vil de gerne have at direktivet kommer til at se ud. Det er der bare ikke meget der tyder på,« siger hun.
Selv om det er de danske regioners kernevirksomhed som bliver berørt af EU-lovgivningen, så har hverken Danske Regioner eller paraplyorganisationen Regionsudvalget i Bruxelles nogen reel indflydelse.
De er høringsparter i en proces hvor andre træffer beslutningerne.
I den proces er magtkampen – hvem der skal have lov at blande sig i hvad – central. Og den magtkamp får en juridisk form i valget af hvilken artikel i traktaten som direktivet skal bygge på.
Men der gik man for langt, mente regeringen.
»Vi må jo huske på at traktaten i forvejen udtrykkeligt har fastslået at det er hver enkelt medlemsstat der har kompetencen til at indrette det nationale sundhedsvæsen,« pointerede Jakob Axel Nielsen.
Her kunne han – bakket op af sine embedsmænd – læne sig op ad artikel 152, stk. 5 som siger lige præcis at »EU fuldt ud respekterer medlemsstaternes ansvar for organisation og levering af sundhedsydelser og medicinsk behandling.«
Kompetencestriden kan på den måde koges ned til artikel 95 mod artikel 152. Så skal der ikke megen fantasi til at forestille sig et kompromisforslag hvor begge artikler kommer i spil. Det er netop hvad det svenske formandskab har lagt frem.
To af i alt 20 artikler i direktivforslaget foreslås at blive baseret på traktatens artikel 152, hvor det understreges at EU-landene samarbejder, men ikke harmoniserer deres forskellige love.
De to områder er artikel 13 om at oprette netværk mellem hospitaler og andre udbydere af sundhedsydelser, og artikel 15 om at fremme samarbejde for teknologivurdering.
I øvrigt skal direktivet stadig bygge på artikel 95 (om fri bevægelighed), men også på artikel 47 (om at lette adgang til selvstændig erhvervsvirksomhed).
Selv om det er en begrænset ændring, så ser det alligevel ud til at have gjort indtryk på sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. På et møde med Folketingets Europaudvalg den 2. oktober kaldte ministeren det nye kompromisforslag for et godt udgangspunkt for de fortsatte forhandlinger.
På et forhandlingsmøde den 9. september sagde Kommissionens repræsentant at de nye begrundelser ikke er relevante, at de er uhensigtsmæssige, om end ikke direkte ulovlige, og at de kun er bragt på banen for at vise politisk vilje.
I den efterfølgende diskussion var der flere lande som insisterede på at artikel 152, og kun den, skal danne grundlag for direktivet om patientrettigheder. Hvilke lande som stritter imod, fremgår ikke af rapporten, da deres nationsbetegnelse er erstattet med xx.
Da det svenske formandskab ville undgå en lang »akademisk diskussion« om retsgrundlaget, valgte man at lade embedsmændene i Kommissionen og i Ministerrådets juridiske tjeneste finde ud af hvordan direktivet skal begrundes.
Kritikere ser direktivforslaget som en direkte løftestang for øget privatisering af sundhedsområdet, uanset om det er tilsigtet eller ej.
I rapporten fra det første forhandlingsmøde om det nye udspil til patientdirektiv konstaterer det svenske formandskab:
»Diskussionen om private og offentlige sundhedsudbydere var vanskelig og desværre ikke særlig nuanceret sammenlignet med tidligere diskussioner. Ingen medlemsstat undtagen xx viste sig indstillet på at skifte holdning.«
Selv om bølgerne således går højt på møderne, regner formandskabet med en form for »politisk konklusion« den 1. december.
Det indebærer ikke at forhandlingerne er afsluttet til den tid. Men de store og principielle indvendinger vil i så fald kunne sættes til side, hvis tilstrækkeligt mange stemmestærke medlemslande bakker op om hovedretningen i forslaget.
Argumenter for patientrettigheder i udlandet
Argumenter imod patientrettigheder i udlandet