Revolution med en sidebemærkning

Dommerne har i få linjer i tilfældige domme bestemt nogle af de mest centrale principper i EU – eller EF som det hed dengang. Vi beskriver de tre mest berømte.
Af Erling Böttcher
11. februar 2009

Direkte virkning

Kun 5 år efter Rom-traktatens underskrivelse i 1957 ændrede Domstolen helt afgørende på EU's opbygning. Traktaten beskrev to slags love, én som skulle gælde direkte og overalt så snart den var vedtaget i Bruxelles (forordning), og en anden slags som kun skulle gælde indirekte; den skulle først bygges ind i en national lov (direktiver). Traktatforfatterne gjorde det dermed klart at der var grænser for samarbejdets indgriben i de enkelte lande. Direktiver havde ikke direkte virkning, og dermed kunne den enkelte virksomhed eller borger ikke henvise til direktivet i en national retssag. Præcis dette tog Domstolen fat på at omgøre i en række domme i 1962-63.

Fire af EF's seks grundlæggerlande protesterede. Alligevel vedtog Domstolen at direktiver fremover skulle være direkte anvendelige for borgere og virksomheder.

I den skelsættende dom, som faldt den 5. februar 1963, havde det hollandske firma Van Gend & Loos lagt sag an mod de hollandske skattemyndigheder, fordi de lagde 8 procent told på firmaets import af trælimen ureaformaldehyd fra Tyskland. Van Gend & Loos mente at det var i strid med Rom-traktatens regel om at fjerne forhindringer for den frie vare-bevægelighed. Det var det også. Men spørgsmålet var: Kunne Van Gend & Loos få ret ud fra direkte henvisning til EF-reglerne? Det spørgsmål sendte den hollandske ret videre som et såkaldt præjudicielt spørgsmål til EF-dommerne i Luxembourg.

Belgien og Holland gik ind i retssagen – denne sag hørte slet ikke til ved EF-domstolen, mente de to lande. Men EF-dommerne svarede i håndfaste vendinger at det nu var sådan at enhver borger og virksomhed kunne kræve direkte anvendelighed af EU's traktater og direktiver.

Dermed vendte Domstolen vendte op og ned på retstilstanden fra 1957.

Gensidig anerkendelse

I sagen om den franske solbærlikør »Cassis de Dijon« endte Domstolen med den 20. februar 1979 at fastlægge det skelsættende princip, at hvis en vare er godkendt i et land, så skal den automatisk være godkendt i alle andre lande samtidig.

Dermed foregreb domstolen et af principperne i det indre marked, længe før politikerne besluttede det indre marked.

De tyske myndigheder ville ikke tillade at den franske solbærlikør blev solgt som spiritus, fordi alkoholindholdet kun var mellem 15 og 20 procent, mens de tyske regler sagde at spiritus skulle have mindst 25 procent alkohol. Den tyske importør, Rewe AG, lagde sag an mod myndighederne, og retten i Hessen spurgte i Luxembourg. Her fastslog dommerne at Tyskland skulle godkende Cassis de Dijon, ud fra den begrundelse at varen var godkendt i Frankrig. u

EF-rettens forrang

Den mest vidtgående kom den 15. juli 1964 i sagen Costa mod ENEL. Hr. Flaminio Costa ville standse statens overtagelse af elektricitetsselskabet ENEL, fordi han havde aktier i det. Han henviste til EF-reglerne om begrænsning af statslige handelsmonopoler.

Retten i Milano spurgte derfor i Luxembourg om hvorvidt hr. Costa overhovedet kunne bringe EU ind i denne sag. Italiens regering gik ind i sagen og mente at Milano-domstolens forespørgsel var »absolut uantagelig« ved EF-domstolen.

I en omfattende politisk argumentation nåede Domstolen frem til at hr. Costas sag absolut hørte til i EU. Fremover skulle det nemlig være sådan at enhver EU-regel – uanset om det er en traktat, en dom eller et enkelt EU-direktiv – er overordnet nationale love og regler, ja selv overordnet nationale grundlove.

I øvrigt fik Italiens regering ret i selve sagen som Costa altså tabte.

(Ny og let tilgængelig fremstilling findes hos:»EU-ret i grundtræk« af Hjalte Rasmussen. Forlaget Samfundslitteratur. Udgivet september 2008).