NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Tirsdag eftermiddag. Med høj puls, en smule stress og bankende hjerte forlader jeg en stor høring om Forbrugerdirektivet. Ikke fordi jeg keder mig, tværtimod, men fordi jeg er i gang med den klassiske europaparlamentariker-øvelse; at være to steder på samme tid.
Jeg er på vej over til Beskæftigelsesudvalget for at stemme. Sagen som får mit politiske hjerte til at slå denne tirsdag eftermiddag, handler om chaufførers arbejdstid. Mens jeg haster gennem parlamentet reflekterer jeg endnu engang over afstemningens betydning. For ud over at have enorm indflydelse på flere hundrede tusinder europæiske chaufførers arbejdsliv, så er dagens afstemning også den første rigtige indikator på magtforholdene i parlamentet efter valget. Første indikator på mulighederne for projekt ’socialt Europa’ med ordentlige arbejdsvilkår for de europæiske lønmodtagere.
Det bliver tæt, det ved vi. Men selv de liberale og konservative må da kunne se at vejsikkerheden forringes markant hvis vi vil lade selvstændige chauffører arbejde i op til 80 timer om ugen?
Da jeg ankommer til udvalget, er der et mylder af folk. Medlemmer, rådgivere, repræsentanter fra Kommissionen, transportbranchen og ikke mindst den europæiske fagbevægelse er mødt talstærkt op. Rummet er varmt, intenst og iltfattigt. Den konservative gruppes rådgiver, en ung kvinde med stramt tilbagestrøget hår, dirigerer taktfast med tropperne og sætter med bestemt mine holdet af medlemmer der skal stemme. Ud af lokalet med de få konservative der kunne overveje at stemme sammen med os på venstresiden. Vores rådgiver er mindst lige så opmærksom. Er alle grønne medlemmer til stede? Vi kan ikke tåle at miste bare én stemme. Er alle klar? Hvem bringer de nu ind fra højresiden? Og hvor er de to liberale medlemmer som vil stemme med os?
Formanden for udvalget, den franske kvindelige socialdemokrat, Béres, banker i bordet. Det er stemmetid, og der sænker sig en højtidelig ro over lokalet. Stilhed før storm. Alle er klar med deres stemmekort. Men det elektroniske afstemningssystem er i stykker, så vi skal stemme ved håndsoprækning. Alle mand hænderne i vejret. Der tælles i stilhed. Alle tæller. Ingen vil snydes.
Det går stille og roligt op for mig efter anden indre kontroltælling at vi taber med én sølle stemme. Rejser mig skuffet og kigger på min britiske kollega. »Welcome to un-social Europe!«, siger hun.
Efteråret er sat ind, den politiske sæson er åbnet, slagsmålene er begyndt.