So oder so bliver det en militær stormagt

Tobias Pflüger ved man hvor man har. Kendt og aktiv i den tyske fredsbevægelse siden først i 1980’erne, og aktiv i det tyske parti De Grønne. Dengang handlede det om kold krig og våbenkapløb mellem NATO’s Pershing-raketter og Sovjetunionens SS20-raketter og om den amerikanske præsident Reagans stjernekrigsprojekter.

Siden faldt muren mellem Øst- og Vesteuropa, og det samme gjorde stort set fredsbevægelsen.

Men for Tobias Pflüger er der nok af militarisering at kæmpe imod. Og det gør han nu fra sin plads i EU-Parlamentet, hvor han blev valgt ind på en uafhængig liste, og siden tilsluttede sig venstrefløjspartiet Die Linke.

Pflüger er medlem af EU-Parlamentets udenrigsudvalg, samt underudvalget om forsvar og sikkerhedspolitik, hvorfra han nu med tal og taler bekæmper EU’s udvikling hen imod hvad han mener bliver en verdensmagt på vej ind i verdensomspæn­dende krige og konflikter.

Vi er meget langt fra at EU bliver en verdensmagt, der skal stadig være enstemmighed på området, og man er langt fra enige?

»Det er forkert at sige det på den måde. Faktisk er udviklingen langt fremskreden. Det tydeliggøres især af kampgrupperne, som kan sættes ind hvor som helst i verden, og at man arbejder tættere og tættere sammen med NATO og dermed også agerer mere og mere militært.

Et eksempel er indsatsen i Guinea-Bissau i Afrika, hvor det er tydeligt at EU optræder som militær magt for at forsvare sine interesser, sådan som de er defineret i den europæiske sikkerhedsstrategi.

I Congo er EU drevet af sin interesse i adgangen til råstoffer, og i Tchad af interessen for at være i nærheden af Darfur-konflikten.

Senest er det blevet meget tydeligt med Atalanta-indsatsen imod pirateri i farvandet ved Somalia.

Hvis man virkelig vil løse problemet med pirateri, må man give Somalia sin suverænitet tilbage og hjælpe menneskene ud af fattigdommen. Men her har EU sammen med USA gjort det modsatte. Etiopien har invaderet med støtte fra USA, og europæiske fisketrawlere har fisket havet tyndt. Ganske vist sejler disse trawlere under liberisk flag, men vi ved at der reelt er tale om europæiske fiskere. Dette er en væsentlig årsag til fattigdom og til pirateri.«

Vi har oplevet at pirater måtte sættes af på en strand på grund af uafklaret samarbejde. Viser det ikke behovet for et styrket samarbejde på europæisk og internationalt plan?

»Pointen er netop at EU her sætter gang i en militær indsats, før man har fået retsgrundlaget i orden. Nu 10 år efter at militariseringen for alvor gik i gang, vil man gerne fejre udviklingen ved at forkynde at man nu også kan gå ind i en maritim konflikt.

I grundlaget for Atalanta-operationen står at man må operere inden for 12 sø­milegrænsen, det vil sige inde på somalisk territorium. Det er folkeretligt slet ikke afklaret med hvilket mandat, man kan anholde pirater, altså et lands borgere på deres eget lands territorium, det er virkelig en gråzone. For eksempel har det tyske militær slet ikke lov til at anholde personer, så skal man sende tysk politi i stedet.

Når EU bare bevidst overtræder folkeretten, sender man et yderst farligt signal om lovløshed til omverdenen. Så vil man medvirke til at udbygge pirateriet i stedet for at indskrænke det. Det er derfor jeg insisterer på at folkeretten bliver overholdt. Ellers kan man lave nok så mange tropper og indsatsgrupper, det løser ikke problemerne.«

Hvis man sammenligner de militære udgifter, bliver det klart at EU kun er en dværg?

»Ja, hvis man kun sammenligner med USA, så passer det. Men hvis man sammenligner EU med alle andre aktører, står det klart at EU faktisk spiller samme rolle som USA.

Tilsammen eksporterer EU-landene mere militært udstyr end USA – i alt for omkring 2200 milliarder kroner. Det er en meget, meget stor andel i verden – og samtidig har EU-landene til sammen også ganske mange soldater. Samtidig er der også i EU et tydeligt militær-industrielt kompleks, hvor industriinteresser også påvirker de sikkerhedspolitiske beslutninger.

Tilsammen gør det at EU bliver en meget vigtig aktør«.

Men stadig er EU en lillebror i forhold til storebror i USA?

»Jeg vil snarere sige det sådan at vi har en storebror, EU er en mellemstor bror, og dernæst har vi alle de meget små brødre.

Samspillet mellem at der ikke nogen som helst begrænsninger på EU’s ageren, det kan være hvor som helst og i hvad som helst, og så den industrielle udvikling, gør EU farlig.

Hertil kommer at der er en helt grundlæggende forståelse mellem aktørerne i EU om hvad man har gang i. EU-Kommissionens formand Barroso har for eksempel sagt at EU er et »venligt imperium«.

Jeg oplever meget stærkt i EU-Parlamentet denne moralske leder-holdning i forhold til hvordan man behandler andre lande – altså »vi må fortælle dem hvad de skal gøre.«

Mange som bakker op om EU’s udvikling på det militære område, mener at den er nødvendig for at tilbyde verdenssamfundet en mere civil og human tilgang til konfliktløsning som modspil til amerikanske militære løsninger?

»Jeg undrer mig altid over at denne holdning kommer fra nogen som har kendskab til EU. Det er som at ride på en tiger, man kan måske blive siddende, men kan ikke styre retningen.

Teoretisk kan man måske skabe en god aktør, men hvad hvis den er på vej i en helt forkert retning?

Det er problematisk at man vil konstruere et EU som ikke findes. Jeg finder det nemt at diskutere med folk som har den åbne holdning at man vil den igangværende udvikling. Det er langt sværere at diskutere med folk som siger at de vil noget helt andet og samtidig bifalder hvad der sker. Hvis Lissabon-traktaten kommer, så vil EU rent faktisk agere som militær stormagt.

I Lissabon-traktaten defineres tydeligt at EU skal forfægte sine interesser som en stormagt. Det lyder meget mere positivt end det er – jeg må sige at Solana har en evne til at være et venligt og tilforladeligt ansigt udadtil. Men for os der møder hans embedsmænd i det daglige arbejde i EU, er det tydeligt at det handler om at skabe en imperial magt. For eksempel er det en ledende medarbejder som har udformet de tanker om en slå først-strategi der slap ud i den britiske avis The Guardian sidste år.«

De Grønne, hvor også danske SF sidder, har blandt andet stemt for styrkelse af det indre våbenmarked. Det ville de vel ikke gøre, hvis det passer hvad du siger om opbygning af et imperium?

»Der er tre grupper i EU-Parlamentet. De borgerlige og venstrefløjen er enige om at se på de interesser man tjener – og her vil de borgerlige fremme de militære og erhvervsmæssige interesser. Den tredje gruppe er Socialdemokraterne og De Grønne. De mener at man har en moralsk forpligtelse til at agere i hele verden.

Med andre ord er der vidt forskellige begrundelser. Det ser man på beslutningerne om de militære indsatser. Nogle siger »vi skal gribe ind, vi har virksomhedsinteresser«, andre siger »vi skal gribe ind for at hjælpe, folk bliver dræbt«.

De facto fører det til samme resultat, opbygningen af en militær stormagt. Af denne årsag brød jeg med De Grønne, da man angreb Jugoslavien.«

Hvis du fik jobbet som EU-udenrigsminister, hvad ville du så gøre anderledes?

»Jeg får nok alligevel ikke jobbet. Men OK, mit bud vil være at man først og fremmest skal afvikle en del af det samarbejde, man allerede har bygget op.

Man skal droppe den militære udvikling, droppe kampgrupperne, og omdanne EU’s våbenagentur til et nedrustningsagentur.

Dernæst skal man i udenrigspolitikken gennemføre en nøje granskning af hvad der er reel hjælp til den fattige verden og hvad der blot er EU-interesser.

Og endelig skal det civile samarbejde reelt være civilt, det vil sige at det tætte samarbejde med NATO skal ophøre. Man kan nok så meget sige at man vil agere civilt, men hvis man gør tingene sammen med NATO, er det alligevel militært.«