ARTIKLER


Tillader øget støtte til producenter af mælk

Mælkeproducenterne er kommet i krise efter et drastisk fald i prisen på mælk. Nu vil de have støtte - i hvert fald fra deres hjemland.
Af Sven Skovmand
7. oktober 2009

For blot et år siden – i sommeren 2008 – var prisen på mælk højere end i lang tid. Men siden da er det gået tilbage. Prisen på mælk er faldet med 40 procent, og det gør ondt på de landmænd, der fremstiller mælk.

Det har ført til voldsomme protester, især i Frankrig og Tyskland. Og på landbrugsministrenes møde den 7. september rejste de vidtgående krav om støtte til mælkebønderne.

De nåede også et delvist resultat, idet de enkelte medlemslande efter alt at dømme får lov til i tre år at yde en støtte på indtil 110.000 kroner om året til de enkelte mælkebønder. Hidtil har støtten højst måtte være 55.000 kroner.

Derimod kom de ikke igennem med et krav om, at man skal opgive at afskaffe kvoterne for mælk i 2015. Kvoterne vil også fortsat blive aftrappet med 1 procent om året indtil da.

Fra dansk side er man ikke tilfreds med, at de enkelte lande må give støtte til deres mælkebønder. Det vil skabe problemer for danske landmænd, der ikke får en sådan støtte.

Man affandt sig dog med støtten, fordi det blev fastholdt, at kvoterne skal afskaffes i 2015.