NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det virker som om valgdeltagelsen til EU-parlamentsvalgene er underlagt tyngdeloven: Hver gang man kaster et parlamentsvalg op – falder valgdeltagelsen ned igen.
Ved det første direkte valg til parlamentet i 1979 var der omkring 62 pct. af vælgerne, der gjorde sig den umage at stemme. Siden da er parlamentets magt og indflydelse vokset med hver ny traktat, men valgdeltagelsen er styrtdykket ned til kun 43 pct. på europæisk plan ved dette års valg. I Danmark var der usædvanlig mange der stemte, men selv med hiv og sving og en tronfølgelov i halen er 60 pct. meget langt fra de næsten 90 pct. valgdeltagelse vi er vant til ved valg til Folketinget.
»Jeg synes man skal lægge meget i den tendens. Når man diskuterer demokratisk legitimitet er valgdeltagelsen det allervigtigste. Det er bekymrende – og det er EU-Parlamentet også godt klar over.«
»Hvis man ser på hvorfor folk stemmer, så er det i høj grad fordi de kan se at deres stemme gør en forskel.« Det læser Kasper Møller Hansen ud fra det faktum at tætte valg, hvor få stemmer kan blive udslagsgivne, tiltrækker mange vælgere. Men det handler også om at få diskuteret politisk indhold og uenigheder, siger han:
»Det er den politiske uenighed, der får folk op af stolene. Utilfredsheden og ønsket om at få ændret noget er det, der får folk til at gøre noget.«
»Jo mere politik man kan proppe ind i EU jo bedre – hvis man vil have valgdeltagelsen op. I stedet for at Parlamentet bruger penge på MTV og Youtube-reklamer – skulle de have givet penge til de enkelte partigrupper til at lave deres egne kampagner for. Sådan så du fik de politiske budskaber ud. Det er dem folk skal stemme efter – og ikke efter den løftede pegefinger. Jeg vil da vide hvorfor jeg skal stemme,« siger Kasper Møller Hansen, der i øvrigt nævner at der i mange lande er en generel tendens til nedadgående valgdeltagelse, også ved nationale valg.
Er det et demokratisk valgt parlament - lever konstruktionen op til almindelige demokratiske grundregler?
»Ja, det vil jeg sige at det gør. Det er lidt svært at sammenligne med et land. Det er ikke et parlament, der skal styre et land. Det er et parlament der skal styre en international og delvist overnational organisation – eller i hvert fald være med til at styre den.
Er der valgfusk? Er der en fri presse? Alt det formelle er egentlig på plads. Så der er efter min mening ingen grund til at diskutere diskutere de formelle spilleregler, mener jeg. Det er mere et spørgsmål om den øvelse med EP-valget har den folkelige opbakning og interesse som man kunne håbe på. Og det afhænger meget af hvor man står. Det er et politisk spørgsmål – det er et normativt spørgsmål. Det kan man have private og politiske holdninger til, men som forsker må man konstatere, at der er forskellige holdninger til det her spørgsmål. Er det her godt nok – er det meget godt – eller er det helt ude i skoven. Jeg kan ikke svare på det rent videnskabeligt.«
Helt i toppen finder man Belgien og Luxembourg – hvor der er stemmepligt – med over 90 pct. valgdeltagelse, og med Malta på en tredjeplads med knap 79 pct. deltagelse. I bunden finder man Polen, Litauen og som den absolutte bundskraber, Slovakiet; alle med under 25 pct. valgdeltagelse.
Selv om mange af de nye medlemslande ligger langt nede på listen, leverede over halvdelen af de gamle medlemslande faldende deltagelse.
De store forskelle mellem landene skyldes ikke kun vælgernes forskellige engagement. I Luxembourg, Belgien og Italien er der stemmepligt – selvom sofavælgerne i praksis ikke bliver straffet. Desuden kan samtidige lokalvalg eller afstemninger påvirke valgdeltagelsen