ARTIKLER


Vigtige sager i EU-Parlamentet 2004-2009

En gennemgang af de vigtigste områder, som Parlamentet har behandlet i de fem år fra 2004 til 2009
Af Åge Skovrind
4. marts 2009

– REACH. Nye regler om registrering, vurdering og godkendelse af de over 100.000 kemikalier som bruges i EU. Formålet er at sikre konkurrencedygtighed for EU's kemiske industri, herunder at sikre beskyttelse af mennesker og miljø. Industriens lobbygrupper og miljøorganisationer slås til det sidste om hvilke hensyn der er tungest. Vedtaget 13. december 2006.

– Servicedirektivet. Først fremsat af EU's kommissær for det indre marked Fritz Bolkestein i 2004, med det formål at skabe et indre marked for serviceydelser i EU, ligesom det eksisterende marked for varer. Fagbevægelsen frygtede for medlemmernes løn- og arbejdsforhold når servicevirksomheder fra andre lande byder sig til, og at forslaget ville underminere den offentlige sektor. Forslaget ændres på en lang række punkter, blandt andet bliver sundhedsområdet pillet ud. Vedtaget i december 2006.

– CIA-fly i Europa. I over et år arbejdede et udvalg med at undersøge mistanken om hemmelige CIA-fly. Rapporten »beklager, at de europæiske lande har givet afkald på kontrol over deres luftrum og lufthavne ved at se igennem fingre med eller tillade CIA-flyvninger, der i nogle tilfælde er blevet brugt til ekstraordinære overførsler af fanger eller ulovlig transport af tilbageholdte.« Rapporten godkendt 14. februar 2007 med stemmerne 382 stemmer for, 256 imod.

– Jernbane-konkurrence. Tre års forhandlinger udmunder i en liberalisering af internationale jernbaneforbindelser i EU fra 2010. Forslaget om også at åbne for fri konkurrence på de nationale jernbanestrækninger blev derimod stemt ned. Vedtaget september 2007.

– Havnedirektivet. Parlamentet kan også afvise et lovforslag. Det skete med et forslag, først fremsat i 1997, om at ëmodernisere' havnene og indføre konkurrence på havnetjenester som lodsning og lastning. Fortalere mente at konkurrencen ville fremme vækst og jobskabelse, andre mente at konkurrencen vil føre til tab af jobs og dårligere arbejdsvilkår. Nedstemt januar 2006 med stemmerne 532-120.

– Roaming – billigere mobilpriser. Fra 30. juni 2007 satte EU et loft over priserne for at tale til og fra udlandet i mobiltelefon. Vedtaget i maj 2007.

– Illegal indvandring. Udsendelsesdirektivet lægger fælles standarder for hvordan man skal og må behandle personer som udvises fra EU på grund af manglende opholdstilladelse. Personer uden opholdstilladelse kan fængsles i op til 18 måneder. Sagen får navnlig opmærksomhed i sydeuropæiske lande med millioner af indbyggere uden opholdstilladelse. Vedtaget i juni 2008