Virksomheder råber på hjælp – egenkontrol mangler styring

»Det rene kaos«. Sådan beskriver repræsentanter for kemibranchen at virksomhederne selv skal finde ud af hvad de skal registrere.
Af Staffan Dahllöf
30. marts 2009

Kemi-agenturet ECHA havde forventet indberetning af 140.000 stoffer i det nye kemiregister efter den 1. juni sidste år. På denne dato lød startskuddet til den såkaldte præregistrering.

Seks måneder senere, da fristen var udløbet, havde ECHA i Helsinki modtaget godt 2.750.000 indberetninger. Det var tæt på 20 gange flere end man havde regnet med.

Det så ud til at virksomhederne hellere indleverede en indberetning for meget, end en for lidt. Man turde ikke risikere ikke at have lov at fremstille, importere eller markedsføre produkter som man hidtil havde gjort, efter skæringsdatoen den 1. december 2008.

Følgerne er vanskelige at overskue.

Nu skal 65.000 virksomheder selv, og til sammen, finde ud hvilke af de omkring 2,7 millioner indberetninger som skal renses ud.

Mette Herget, sekretariatschef i Kemikaliebranchen, en brancheforening med 60 danske medlemsvirksomheder, bruger ord som »kaos« og »anarki«:

»Det fungerer ikke. Man kan ikke samordne diskussionsgrupper med måske 100 forskellige deltagere som ikke taler de samme sprog og som ikke har fået nogen retningslinjer at forholde sig til.«

Rundbordspædagogik

Virksomhedernes diskussionsgrupper har det formelle navn SIEF (Substance Information Exchange Forum).

De er tænkt som en slags mødesteder hvor importører og producenter af samme stof skal udveksle viden og informationer for at nå til fælles enighed om stoffets indplacering i systemet.

Der bliver nu i høj grad tale om stormøder, eller sågar megaforum.

»SIEF-gruppen for aluminium har fået tilmelding fra 5.000 virksomheder, hvordan skal nogen kunne styre det,« spørger Mette Herget retorisk.

»Bare at holde styr på 30 deltagere fra forskellige lande som ikke kender hinanden i forvejen, og som måske er konkurrenter, er noget af en opgave.«

Det er altså virksomhederne selv som skal blive enige om hvilke præregistreringer som dækker det samme stof, og hvilke stoffer som slet ikke skal registreres. Undtagelser fra registreringspligten gælder blandt andet for naturligt forekommende stoffer – f.eks. vand, ilt, sukker, fedtstoffer – og for stoffer som ikke er bearbejdede, som mineraler, råolie, naturgas og kul.

Så hvor vanskeligt kan det være?

Det er, ifølge Kemibranchen, overordentligt vanskeligt, fordi de tilsyneladende simple undtagelser er uklart defineret.

Hvor stor bule i stålpladen?

Mette Herget giver et par eksempler:

»Palmeolie er et naturligt produkt og skal ikke registreres. Men hvor meget skal olien hærdes for at der skal være tale om bearbejdning? Et andet eksempel er bearbejdet stål. En køkkenvask må man mene er et bearbejdet produkt. Så opstår spørgsmålet om hvor stor en bule man kan banke i stålpladen for at den ikke skal registreres? Vi havner i nærmest filosofiske overvejelser.«

Svaret på alle disse spørgsmål er heller ikke til at læse sig til, eller få svar på, mener branchens repræsentanter.

Virksomheder som ellers gerne frabeder sig styring og kontrol, efterlyser nu mere af den vare fra myndighedernes side.

»Vi diskuterer helt vildt hvad vi skal gøre, og har prøvet at råbe Miljøstyrelsen op. Vi spurgte i august om hvordan man skal forstå hvem som er importør. Det har vi endnu ikke fået svar på,« siger Mette Herget.

Hos den koordinerende myndighed, kemi-agenturet ECHA, er kritikken dog nået frem.

Virksomhedernes ansvar

»Det er vi bekendt med. Det er helt klart at vi har en vanskelig situation. Det kom virkelig som en overraskelse med den store mængde præregistreringer,« siger Anna-Liisa Sundquist hos ECHA i Helsinki.

Hvad er årsagen til det?

»Det er vanskeligt at sige. Mange virksomheder har indberettet stoffer for en sikkerheds skyld, for at forebygge en situation hvor deres importør ikke længere eksisterer, og de selv skal importere stoffet. Men det er jo Kommissionen og ikke os som har forberedt lovgivningen. Den giver os ikke beføjelser til at gribe ind, sådan som virksomhederne efterlyser. Det vi kan gøre, er at organisere seminarer og få belyst problemerne, og det er vi også i gang med.«

Samtidig spiller Anna-Liisa Sundquist en bold tilbage til virksomhederne.

»Vi får ofte klager fra virksomhederne, men de må se at tage sig sammen og lære at træffe de nødvendige beslutninger. REACH indebærer at ansvaret for anvendelsen af kemikalierne ligger hos virksomhederne. Sådan er systemet bygget op,« fastslår hun.

Hvis det nu ikke lykkes virksomhederne at administrere deres ansvar, smuldrer det hele så?

»Det skal jo lykkes på en eller anden måde,« siger Kemikaliebranchens sekretariatschef Mette Herget.