ARTIKLER


Bureaukratiets højborg

Kommentar af Morten Messerchmidt, medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti
Af Morten Messerschmidt
5. januar 2010

Jeg kunne vælge at fylde disse linjer med politiske betragtninger og give mig i kast med Dansk Folkepartis EU-politik. Men det er jo ting man kan se på vores hjemmeside eller læse i vores partiprogram.

I stedet vil jeg bruge lidt tid på at skildre overgangen fra Folketing til EU-Parlament og dvæle ved nogle af de ting som gennem snart et halvt år har præget min dagligdag. Der er naturligvis de mange rejser frem og tilbage – mellem København og Bruxelles, mellem Bruxelles og Strasbourg.

Flyttevanviddet er ligeså overflødigt som det er velkendt, men jeg tror at der er en dybere mening med det. Den virkelige hensigt er at ingen rigtig skal kunne slå rødder, og at der skal bruges en masse tid på at overvinde praktiske forhindringer. Tid som ellers kunne bruges på fornuftigt politisk arbejde.

For at blive ved det helt jordnære: De første gange jeg kom til EU, skulle jeg bruge masser af tid på at finde mit kontor i de labyrintiske gangsystemer. Og så var der alle de praktiske problemer med it og meget andet. Ting jeg aldrig har tænkt over før. Jeg gad vide hvor mange MEP’ere der ender med at resignere, og som i stedet for at arbejde seriøst med politik nøjes med at deltage i diverse receptioner med champagneudskænkning.

Hertil kommer problemerne med dagsordener som pludselig ændrer sig i 11. time. Ændringsforslag som man troede man havde fuldstændig styr på, men hvor der alligevel i sidste øjeblik kommer nye, således at man umuligt kan være 100 procent forberedt. Da jeg sad i Folketinget, var jeg vant til en hverdag med en krystalklar struktur. Tingene fungerede, og når man gik i salen, kendte man dagordenen til punkt og prikke. Det er noget anderledes i EU-Parlamentet – her venter der altid overraskelser i sidste øjeblik.

Det var en kongstanke hos én af EU’s grundlæggere, franskmanden Jean Monnet, at EU skulle være kompliceret og svært tilgængeligt. For kun på den måde kunne politikernes indflydelse begrænses. Det var forståelige tanker i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig, hvor folkeforførere forårsagede død og ødelæggelse – men tanken er forkert: Demokrati skal ikke bekæmpes med bureaukrati. Det seneste valg til EU-Parlamentet var en sejr for de demokratiske kræfter.