NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Firmaet Cabinet DN vil ikke optræde i Kommissionens register over lobbyister. Cabinet DN er det største danske lobbyfirma i Bruxelles. Bestyrelsesformanden, det tidligere konservative medlem af EU-Parlamentet Christian Rovsing, har kun et kort og affærdigende skriftligt svar da NOTAT beder om en forklaring.
Så sent som i maj sidste år støttede Rovsing en vedtagelse i Parlamentet for et obligatorisk register, men siden er entusiasmen åbenbart taget af. Flere års debat i både Danmark og EU om øget åbenhed om lobbyisters arbejde, har ikke gjort stort indtryk i hans firma Cabinet DN. I en email til NOTAT fremhæver Rovsing blot at registret er frivilligt.
I denne kategori finder vi Cabinet DN. Lobbyfirmaer af denne type firmaer tjener sine penge på at fremme særlige økonomiske interesser under løfte om dyb fortrolighed og har derfor ofte været centrale i debatten om lobbyisme. Varen som de sælger, er deres erfaringer med EU-lovgivningsprocessen og deres kontakter til embedsmænd og politikere.
Et typisk vink er at det gælder om at komme tidligt på banen, og gerne inden Kommissionen overhovedet fremsætter et forslag for de folkevalgte i Ministerrådet og EU-Parlamentet.
»De fleste forslag der fremlægges af Kommissionen ændres kun i beskedent omfang, når de først officielt er fremsat«, skriver det danske lobby-firma Impact Brussels på sin hjemmeside.
Firmaet har, ifølge eget udsagn, slet og ret skrevet en del af teksten til den beslutning fra 2007 der pålægger medlemslandene at liberalisere resten af postvæsenet inden udgangen af 2010. Firmaets aktiviteter var også udslagsgivende i en debat om reklamer i TV hvor de hjalp en stor mediekoncern med at begrave et forslag om at TV-stationerne skal respektere lovgivning om reklamer i medlemslandene. En sag hvor bl.a. det danske Forbrugerråd var på stikkerne for at redde danske regler – noget som ikke lykkedes.
Historier som disse har ført til vokseværk i Cabinet DN. Også mange danske virksomheder har fundet vej til firmaets kontor på Rue d'Arlon i nærheden af EU-Parlamentet. I 2009 lå antallet af danske kunder mellem 20 og 30, herunder brancheorganisationen Handel Transport & Service og sukkergiganten Danisco. Når disse danske virksomheder får hjælp fra Cabinet DN er de garanteret en høj grad af fortrolighed. Omvendt har offentligheden ringe eller ingen mulighed for at følge deres arbejde.
I et af disse interview siger Jacob Lund Nielsen at der 'ikke er noget hemmelighedsfuldt over vores virksomhed'. NOTAT kontaktede derfor optimistisk Cabinet DN for at bede om en forklaring på hvorfor denne åbenhed altså ikke rakte til at lade sig registrere i Kommissionens oversigt over lobbyister. Mere præcist ønskede NOTAT at spørge Christian Rovsing hvorfor Cabinet DN ikke optræder i Kommissionens register.
Men Cabinet DN vil desværre ikke medvirke i det, de betegner som 'politiske interviews'. I det korte skriftlige afslag bemærker Christian Rovsing at firmaet vil lade sig registrere i et eventuelt fælles register for alle EU-institutioner, men altså ikke i Kommissionens. For at undgå dobbelt arbejde, vil Cabinet DN ikke foretage sig noget nu. Derudover har firmaet ingen kommentarer.
»Der skal ikke være nogen tvivl om at jeg støtter fuld åbenhed om lobbyisme. Jeg synes man skal se at få lavet regler der gælder for alle«, siger han.
Frivillige eller obligatoriske?
»Obligatoriske!« fastslår Bendt Bendtsen.
Det ligner en fadæse for Kommissionens frivillige register – en ordning Kommissionen indførte trods krav fra bl.a. EU-Parlamentet om obligatorisk registrering.
Set med danske briller er udfaldet heller ikke imponerende. I registret brillerer store danske virksomheder som Carlsberg, NOVO, SAS og AP Møller ved deres fravær selv om alle jævnligt udfører lobbyarbejde i EU-institutionerne, herunder Kommissionen. Danmark hører ellers til de lande som har krævet et obligatorisk register.
»Lige så længe der findes politik, og lige så længe der findes lobbyister, vil der være denne diskussion – om der er noget der skjules. Derfor mener jeg at branchen ville have fordel af at spille med åbne kort«, siger Mads Christian Esbensen. Og hans løsning er et obligatorisk register der kan sikre lige betingelser for alle, så ingen har fordel af at stå udenfor.
Professor og ekspert i lobbyisme Gert Tinggaard Svendsen på Århus Universitet er enig.
»Jeg synes Kommissionen skal have tak for at tage det første skridt, men nu må de så også tage det næste og indføre et obligatorisk register. Ellers får vi ikke den nødvendige åbenhed på området«, siger han.
Også EU-politiker Dan Jørgensen (S) kan kun se som udvej at det bliver et obligatorisk register: »Idéen om det frivillige register er fejlslagen og derfor skal vi have et obligatorisk. Det er den eneste måde vi kan sikre fuld åbenhed.«