Den argentinske mirakelkur

»Gør som Argentina! Træd ud af euroen og devaluér,« siger amerikansk økonom til de kriseramte EU-lande.
Af Kenneth Haar
22. juni 2010

Svage europæiske økonomier er i krise, og efter Grækenland står både Portugal, Spanien og Irland måske for fald. Mens nogle peger på korruption eller ødselhed som årsagen, ser andre et mere strukturelt fænomen bag nedturen; lav konkurrencedygtighed kombineret med problemer ved en fælles valuta, euroen. Med euromedlemskabet kan et gammelt virkemiddel, nedskrivning af valutaen, nemlig ikke bruges. Den dør til at gøre eksportvarerne billigere og importvarer dyrere er lukket for Grækenland.

Alligevel er det netop dét, den amerikanske økonom Mark Weisbrot fra tænketanken Centre for Economic and Policy Research, foreslår. Han fremhæver Argentina, som foretog en devaluering og kom heldigt ud af en dyb krise i 2001-2002. Og han peger på Letland, der følger en kurs som den, Grækenland nu er låst fast på, og er endt i dyb recession. På den baggrund, mener han en del af løsningen ligger ligefor; Grækenland bør forlade euroen.

Krisepakken

For Weisbrot er Letland et skræmmebillede. Efter en krise meldte sit indtog for to år siden, har det lille baltiske land gennemført et program, der på alle punkter minder om de betingelser, Grækenland skal opfylde som modydelse til lån fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF): Markante nedskæringer på det offentlige budget, sænkning af lønnen, og forringelser af sociale ydelser. Resultat: Om kort tid kan Letland noteres for verdenshistoriens efter alt at dømme største økonomiske kollaps. Med et fald i bruttonationalproduktet på 24 procent på bare to år, tangerer Letland allerede USA's rekord fra begyndelsen af 30'erne – og det tog USA fire år at nå lige så langt ned.

Derfor har Weisbrot ikke andet end hovedrysten til overs for EU's håndtering af Grækenland, som han mener er direkte farlig. Om krisepakken på 110 milliarder euro, siger han:

»Det virkelige problem er, at den medicin, der ordineres, svarer til middelalderens åreladninger. Indtil dét ændres, må vi forvente mange flere problemer hen ad vejen,« siger han.

Krisen vil blive forlænget, og i øvrigt alligevel gøre Grækenlands afdrag på lån usikre, og Grækenlands gæld vil stige.

Truslen om bankerot

Tidligere overvismand Claus Vastrup, professor på Århus Universitet, ser omvendt ingen anden udvej end en lånepakke som den, EU og IMF har givet Grækenland, og de betingelser, der følger med. Hans tilgang til krisen er, at den nu engang skyldes en gæld, som nogen enten skal tilbagebetale eller andre – långiverne – vil tabe på.

»Hvad skulle de ellers have gjort? Man er nødt til hele tiden at specificere alternativet. Det er en forkert betragtning alene at se på, hvad pakken vil betyde. Hvis de ikke havde fået lånepakken, ville de være gået bankerot, og ville have skullet stramme endnu mere fordi de ikke kunne låne.«

For Weisbrot er udsigten til en græsk bankerot dog ikke nødvendigvis skræmmende. Den vej valgte Argentina nemlig også, ved at melde til kreditorerne, at lån på 100 milliarder dollars ikke ville kunne betales tilbage. Efter lange forhandlinger accepterede långiverne en nedskrivning på hele 65 procent af gælden. Skulle denne model bruges af Grækenland, ville taberne hedde især tyske og franske banker.

Bedre uden euro

For Weisbrot er Grækenlands medlemskab af euroen en vigtig del af problemet, og også hér mener han, eksemplet Argentina kan bruges som argument. I Argentina valgte regeringen i 2002 at droppe den argentinske peso's binding til dollaren. Det styrkede landets konkurrencedygtighed så meget, at krisen var stort set ovre i løbet af få år. Da gælden var på sit højeste, lød den på 143,5 procent af bruttonationalproduktet – langt højere end niveauet i Grækenland, som i dag opgøres til 115 procent af BNP. Allerede i 2007, var tallet faldet til omtrent 50 procent. En meget hurtig økonomisk genopretning.

»Grækenland ville nok klare sig bedre uden for euroen under alle omstændigheder, i og med de ulemper, der ligger i ikke at have kontrol over vekselraten eller monetær politik. Den Europæiske Centralbank er endnu værre end USA's nationalbank (Federal Reserve, red.). Og hvad Grækenland angår, er euro'en overvurderet p.g.a. det lavere produktivitetsniveau i forhold f.eks. til Frankrig og Tyskland,« siger han til NOTAT.

Det spørgsmål ser Claus Vastrup som noget, grækerne selv har svaret på:

»For os andre er det rart, at det er op til grækerne selv, og de har ikke vist interesse for det. Tværtimod. De har jo kæmpet imod,« siger han om den græske regerings entydige støtte til euro-medlems-kabet.

»Så er det meget nemmere at lave en intern devaluering, og det har den samme virkning på eksporten: Øget konkurrencedygtighed.«

Med »intern devaluering» mener Claus Vastrup netop den kur, både Letland og nu Grækenland gennemgår, især nedskæringer i lønninger. Og forskellen er for ham den samme. Også med en devaluering falder reallønnen blandt andet p.g.a. højere priser på importerede varer, siger han.

Snyd på vægten

Det er en almindelig indvending mod devaluering, at i mange lande har virksomheder, borgere og stat taget store lån i euro. Sættes prisen på national valuta ned, bliver afbetalingerne på lånene højere. Også hér, mener Mark Weisbrot, har Argentina fundet en farbar vej. I Argentina lod staten borgere og virksomheder omlægge deres lån fra udenlandsk valuta, typisk amerikanske dollars, til lokal valuta (peso) inden devalueringen.

Den model ville Claus Vastrup finde dybt betænkelig, hvis den blev brugt i Grækenland:

»Så forsøger grækerne at snyde på vægten og melde sig ud af det gode selskab. Det kan de ikke bare gøre. Der vil være en del juridiske problemer i det. Der er jo nogen, der taber i den sidste ende,« siger den tidligere overvismand.

Mark Weisbrot erkender, at kreditorerne vil tabe på dén model, men foreslår, at staten – i dette tilfælde den græske stat – må gå ind og dække nogle af tabene. Det vil være pengene værd, mener han. Følger Grækenland den udstukne kurs, vil prisen være høj for befolkningen, og i sidste ende vil også kreditorerne tabe.