NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I efteråret 2006 skrev Ekstra Bladet at den islandske bank Kaupthing blev brugt som skattely, og at banken havde forbindelser til tvivlsomme russiske forretningsmænd.
I februar 2008 indgik bladet et forlig med Kaupthing. Ekstra Bladet undskyldte sine artikler og indvilgede i at betale banken et 'meget betragteligt beløb'.
På lignende måde mistede al-Arabiya 165.000 britiske pund (1,4 millioner kroner) på påstanden om at den tunesiske oppositionspolitiker Sheikh Rashid Ghannoushi havde forbindelser til al-Qaida, og var genstand for den britiske efterretningstjenestes interesse.
Og tilsvarende måtte ukrainske Kyev Post undskylde sine påstande mod den ukrainske milliardær Rinat Akhmetov.
Fælles for de tre medier er at de var blevet stævnet for injurier ved en engelsk domstol, selv om ingen af dem er rettet mod et engelsk publikum eller har en ansvarlig udgiver på de britiske øer.
Al-Arabiya er en satellitkanal og kan ses overalt. Og Kyev Post har cirka 100 abonnenter i Storbritannien.
Det var nok til at sætte engelske advokater og domstole i arbejde.
Engelsk lov har en ekstremt vidtrækkende fortolkning af hvad der kræves for at nogen kan rejse en injuriesag i England.
Denne fortolkning går tilbage til en retssag i 1849 hvor den tyske hertug af Brunswick vandt en injuriesag om nogle påstande i en 17 år gammel artikel i en engelsk avis. Artiklen som hertugen ikke brød sig om, fandtes allerede den gang kun i et arkiv på British Museum.
Når artiklen blev hentet fra museets arkiv ved kopiering, blev selve kopieringen betragtet som en genudgivelse. Og det princip har siden været gældende i engelsk ret. Det bliver nu brugt om alt som er tilgængeligt på internettet.
Alt i alt har dette bidraget til at London er blevet det oplagte mål for 'injurieturisme', på engelsk libel tourism.
Amerikanske kendisser, mellemøstlige politikere, østeuropæiske erhvervsfolk og mange andre som føler sig uretfærdigt hængt ud i pressen valfarter til London for at få hævn eller blive rehabiliteret.
Så hvis nogen vil stævne for eksempel Ekstra Bladet, er England og Wales det helt rigtige sted at gøre det. Loven i Skotland er ikke helt så brugbar til formålet.
»Det er en international skandale. Det skæmmer Storbritannien og driver gæk med forestillingen om at Storbritannien beskytter grundlæggende demokratiske friheder,« sagde den britiske parlamentariker Denis MacShane i en tale i Underhuset i december 2008.
Fordi det er en dårlig idé ikke at møde frem hvis man er en virksomhed som opererer i England og for eksempel har kontorer eller arbejdspladser som man ikke ønsker beslaglagt. Og fordi det er en dårlig idé ikke at møde frem for dem som ønsker at besøge landet en anden god gang og ikke vil ryge i fængsel direkte efter paskontrollen.
For borgere i andre EU-lande er der heller ingen vej udenom. EU-lovgivning spreder engelske tilstande ud over de 26 andre lande.
Det er en forordning (en slags EU-lov) fra 2000, kaldet Bruxelles I, som siger at et EU-land som hovedregel skal anerkende civilretslige afgørelser i et andet land.
Hvis Ekstra Bladet ikke havde indgået forlig med Kaupthing 2008, ville en endelig afgørelse i stedet være kommet som et brev fra Københavns byret eller fra Sø- og Handelsretten. Og det ville helt sikkert ikke være blevet billigere.
Falbert, som også er formand for en redaktørkomite i Danske Dagblades forening, har løbende holdt sine kolleger orienterede om udviklingen i den engelske retssag.
»Alle er rystede, og de fleste er nu også holdt op med at publicere på engelsk, selv om det vil være en god service. Men uanset om man vinder eller taber en sådan sag, så vil omkostningerne kunne lægge en redaktion ned. Ekstra Bladet vil kunne klare det, men en retssag vil hurtigt kunne lukke et blad som Information,« siger han.
Overvejede I nogensinde at sige skråt op; det vil vi ikke finde os i?
»I EU kan du jo ikke lade være at møde op, så kommer der bare en dansk retssag ud af det.«
Ved ikke at publicere på engelsk regner Ekstra Bladet med at undgå en lignende sag i fremtiden. Der er dog ingen garanti.
Advokatfirmaet Schillings som fik sat Ekstra Bladet på plads, har også stævnet den ukrainske netavis Oboszrevatel. Netavisen som blev idømt 50.000 pund (424.000 danske kroner) i erstatning, publicerer kun på ukrainsk.
»Det var jeg ikke klar over, det er frygteligt,« siger Bent Falbert.
For godt to år siden vedtog EU's justitsministre en forordning, kaldet Rom II, som var på vippen til at åbne op for pakistanske eller saudiarabiske injurielove i EU-landene. Pointen med Rom II er at erstatningssager skal reguleres efter lovene i det land hvor en skade er opstået – også hvis det er tale om lande uden for EU.
En saudisk erhvervsmand ville kunne rejse en injuriesag i Danmark efter sit hjemlands lov, hvis han følte sig krænket i en dansk avis.
I sidste øjeblik blev injurier og sager om personbeskyttelse fjernet fra Rom II-forordningen. Den danske Muhammedkrise havde lige stået på sit højdepunkt, og forskellige presseorganisationer protesterede mod forslaget.
Kommissionen som har monopol på at foreslå love i EU, har dog ikke opgivet tanken. En rapport, lavet af det spanske konsulentselskab Mainstrat for Kommissionen, foreslår at EU på sigt indfører fælles injurielove, og står fast på princippet om erstatning efter lovgivning i det land hvor skaden er opstået.
Også EU-Parlamentets retsudvalg diskuterer i øjeblikket et udspil i samme retning.
Kilder:
Drew Sullivan: Libel Tourism:
Silencing the Press Through Transnational Legal Threats, a report to the Center for International Media Assistance
English Pen and Index on Censorship:
Free Speech is Not for Sale