ARTIKLER


EU giver tilskud til Viagra

EU tilbyder nu de ansatte, at man vil give tilskud til Viagra. Det finder Søren Søndergaard er urimeligt. Man kan da ikke kalde det for lægebehandling!
Af Sven Skovmand
7. oktober 2010

Ifølge Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU tilbyder EU nu, at man vil refundere de udgifter, som de ansatte har til rejsnings-midlet Viagra. Det fremgår af den nyeste udgave af de officielle retningslinjer for, hvad EU-parlamentarikere og embedsfolk i EU-institutionerne kan få dækket.

I en kommentar i dagbladet »Arbejderen« skriver Søren Søndergaard blandt andet:

»Går der ikke en grænse et eller andet sted. Måske er EU-parlamentarikernes rejsningsproblemer et område, som ligger lidt ud over, hvad man med rimelighed kan betegne som nødvendig lægebehandling? Eller hvor en vis brugerbetaling måske kunne overvejes?

Tilsyneladende ikke, når det gælder EU. Som i øvrigt på sin refunderings-værdige behandlingsliste også inddrager mudderbade, vandmassage og behandling med milde elektriske stød.

Det er eksempler som disse, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, når jeg hører EU-kommissionen fremlægge sine tanker om indførelse af en særlig EU-skat,« skriver Søren Søndergaard.