ARTIKLER


EU vil have planer for atomaffald

14 af de 27 medlemslande i EU har atomkraftværker, og der er ialt 143 af dem. Alligevel har ingen af landene en samlet plan for, hvordan det radioaktive affald kan opbevares.
Af Sven Skovmand
5. november 2010

Derfor fremsatte Kommissionen den 2. november 2010 et forslag til direktiv, hvorefter landene i løbet af højst fire år skal udarbejde en plan for, hvordan de vil behandle deres atomaffald. Planen skal oplyse, hvordan man vil forvalte oplagringsanlæg og opstille en tidsplan for, hvor hurtigt man vil gå frem mod en endelig deponering. Medlemslandene skal også oplyse, hvad disse foranstaltninger vil koste, og hvordan de vil finansiere dem.

Kommissionen vil samtidig forbyde, at radioaktivt affald sendes til Rusland eller andre lande uden for EU - en praksis, der navnlig tidligere har været meget anvendt. Derimod må EU's medlemslande godt samarbejde om opbevaringen, idet en række lande ikke har de samme geologiske muligheder for at opbevare affaldet, som for eksempel Sverige og Finland har.

Kommissionen ønsker, at man skal opstille retligt bindende rammer, som kan sikre, at alle medlemsstater anvender de standarder, der er udarbejdet under Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) for håndtering af brugt atombrændsel og radioaktivt affald, indtil man foretager den endelige deponering.

Det sidste punkt er langt det mest problematiske. Kommissionen indrømmer selv, at der endnu ikke findes et eneste anlæg i hele verden til endelig oplagring af radioaktivt affald. I Tyskland mente man for kort tid siden at have fundet et egnet sted til oplagring af affaldet. Men det viste sig, at der sivede vand ind til tønderne med affald, og så måtte man tage dem op igen. Det kostede adskillige milliarder kroner, som den tyske stat måtte betale.

Under alle omstændigheder må man regne med, at medlemslandenes planer for affaldet vil styrke modstanden mod atomkraft, fordi de vil vise hvor svært og dyrt, det er at opbevare det radioaktive affald.