ARTIKLER


Euro-debatten bliver aldrig den samme

Lige før den danske folkeafstemning i 2000 mente statsministeren, at euro'en var »en hundrede procents forsikring« mod international spekulation.
Af Kenneth Haar
22. juni 2010

De seneste måneders begivenheder har mildt sagt føjet nyt til debatten om den fælles mønt, euro'en.

Det er i hvert fald svært at forestille sig en gentagelse af debatten om euro'en, der fandt sted i Folketinget den 11. april 2000, få måneder før folkeafstemningen i september samme år om indførelse af euro'en i Danmark, som regeringen tabte. Ved denne lejlighed holdt daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen det første indlæg på regeringens vegne. Han talte om ikke at placere Danmark på sidelinjen, og om euro'en som »..det tryggeste grundlag for at videreudvikle job, vi kan få«. Og så introducerede han et argument som samtlige partier, der støttede euro'en, skulle gentage flere gange i løbet af den lange debat:

»Jeg er sikker på, at den forsikring, vi deler med de andre, hvis vi går sammen med de andre i fællesskab, er en hundrede procents forsikring mod at blive rendt over ende af international spekulation.«

Men i de senere måneder er EU's regeringer blevet dybt rystet af spekulation mod netop euro'en. Flere i toppen af EU er endda begyndt at opfordre til at gå på listesko med negative udmeldinger om økonomiens tilstand for at undgå at give inspiration til spekulanterne. Såsom formanden for Euro-landene, Luxemburgs premierminister Jean Claude Juncker den 18. maj:

»Efter min mening bør visse mennesker tænke før de talerÖog nogle gange ville det være bedre om de holdt deres mund,« sagde han den 18. maj om udtalelser fra Angela Merkel om virkningen af EU's støttepakke for euro'en på 750 milliarder euro.

Om samme støttepakke udtalte fru Nyrup Rasmussen, det radikale folketingsmedlem Lone Dybkjær den 10. maj, at den »..sender et tydeligt signal om, at man vil forsvare Euroen mod udenlandske valutaspekulanter, som har forsøgt at ryste Euroen og samarbejdet i Euro-zonen«.

Debatten om euro'en bliver aldrig den samme igen.