NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Europaudvalget er Folketingets mest magtfulde udvalg. For åbne døre fastlægges danske ministres gøren og laden i EU. Alligevel ved kun få, hvad der foregår. Bedømmelsen af udvalget spænder fra et forbilledligt eksempel på demokrati til et rent fallitbo. Læs her de tre versioner: Den gode, den onde og den virkelig grusomme.
Han skal handle på vegne af det danske folk, og derfor skal han have et flertal bag sig i det danske Folketing. Ministeren skal have mandat, som det hedder. Det vil sige mandat til, hvad han kan stemme for, imod og arbejde for i EU.
Da Danmark trådte ind i Fællesmarkedet (EF) i 1972 oprettede Folketinget derfor ”Markedsudvalget”, som skulle give ministeren mandat til forhandlingerne i EU.
Da EF blev omdannet til Union i 1993 skiftede udvalget også navn, til nu at hedde ”Europaudvalget”. Det var stadig nyt for mange lande, at en minister ikke bare kunne gøre som han ville, men havde en snor i sig hjemmefra. Det kunne selvfølgelig være irriterende for de andre lande, hvis den danske minister ikke på egen hånd kunne strække sig i nogle forhandlinger.
En gang sagde EU-Kommissionens formand ligefrem, at EU havde et ekstra medlemsland i form af det danske Europaudvalg. Alligevel blev ordningen med mandatgivning anset for et demokratisk forbillede.
Ordningen blev efterhånden kopieret i mange medlemslande. Efterhånden som EU blev mere omfattende var det i mange parlamenter klart, at deres regering ikke længere kunne sidde egenhændigt med hænderne på rattet i EU-politikken.
Bedømmelse 1: Europaudvalget er forbilledlig demokratisk kontrol, som med succes er blevet eksporteret til andre lande.
Typisk kommer to-fire ministre og skal have mandat til forestående møder i EU.
Til et almindeligt ministermøde i Bruxelles, kan der være f.eks. 15 punkter på sin dagorden. Ministeriet udarbejder et notat om de mange sager, og det kan sagtens fylde 150 sider.
Senere følger typisk to-tre andre ministre, med en lige så omfattende dagsorden i Bruxelles, og med lige så omfattende levering af uddybende notater til medlemmerne af Europaudvalget.
Hertil kommer, at der bliver orienteret tidligt om kommende sager, som endnu ikke er nået ind på den formelle dagsorden, og der bliver afgivet referat af, hvad der allerede er sket.
I alt kan hvert medlem af Europaudvalget komme op på over 1000-2000 siders læsning til hvert enkelt møde, men det slemme er, at de mange sider spænder over samtlige andre folketingsudvalgs emner.
Medlemmet af Europaudvalget skal dermed kunne alt og vide alt. Hvilket ikke kan lade sig gøre. Udvalget kæmper derfor en stadig kamp for at få kollegerne i de øvrige udvalg i Folketinget til at interessere sig for EU’s tiltag og forslag for at kvalificere modspillet til ministrene.
Et andet problem er offentlighedens interesse. Alle kan sådan set melde sig og se og høre med. Siden efteråret 2006 har udvalgets møder været åbne for offentligheden. Men i praksis er der kun nogle få journalister til stede – som oftest fra mindre og særligt interesserede medier. Det er yderst sjældent, at Folketingets mest magtfulde udvalg bliver breaking news i TV eller rammer avisforsiderne.
Bedømmelse 2: Europaudvalget er en god og rigtig idé for at føre parlamentarisk kontrol med regeringen – men det er en kamp op ad bakke, og kræver fortsat udvikling og opkvalificering.
Men det er længe siden beslutningerne i EU blev truffet alene i Ministerrådet. Nu er det langt mere indviklet.
Først og fremmest har EU’s administration, Kommissionen, fået langt mere magt i forbindelse med udvidelsen af EU’s emner til at omfatte langt mere end da der blot var tale om et fælles marked. For det andet har EU-Parlamentet fået langt mere magt – senest har Parlamentet gennem Lissabon-traktaten fået medlovgivende indflydelse på næsten alle emner.
Det betyder, at næsten alle beslutninger i EU reelt træffes i et trekant-sammenspil mellem Ministerråd, Kommission og EU-Parlament. Og først når tingene er færdigforhandlede i dette maskineri, når det op på ministrenes dagsorden, og dermed også Folketingets Europaudvalg.
På den måde er Europaudvalget kommet håbløst bagud. Tingene er stort set besluttet før de når til Christiansborg. Således er det ikke nok med, at Europaudvalget er overbebyrdet med sager og læsestof, men det kommer også så sent ind i processen at der reelt ikke er andet at gøre end at fungere som gummistempel.
Bedømmelse 3: Europaudvalget er chanceløst og fortidigt i forhold til nutidens beslutningsproces i EU. De 13 danske medlemmer af EU-Parlamentet har mere magt end Folketinget. Europaudvalget burde nedlægges. Folketinget kan komme bedre i spil ved at få gjort EU-sagerne til indenrigspolitik ved at de forskellige fagudvalg i Folketinget i stedet giver mandaterne.