EU’s historie i hovedtræk

EU’s historie er historien om traktater, der ændres og udbygges – fra Kul- og Stålunion i 1952 til Lissabon-traktaten fra 2009.
Af Sven Skovmand
29. august 2010

De første skridt til EU blev taget i 1950, da den ledende franske embedsmand, Jean Monnet, fik udenrigsminister Robert Schumann til at foreslå et samarbejde med andre lande om kul og stål. Det førte til Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som kom til at omfatte Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg. Fællesskabet fik hovedsæde i Luxembourg.

Fællesskabet, der trådte i kraft i 1952, skulle sikre fri handel med kul og stål inden for fællesskabet.

Den afgørende initiativret

Monnet lavede selv reglerne for dette fællesskab – regler, der i alt væsentligt svarer til de regler, der gælder for EU i dag.

Det vigtigste organ var Den Høje Myndighed, senere kaldet Kommissionen, som Monnet selv blev formand for. Dette organ havde eneret på at fremsætte forslag til beslutninger. Den Høje Myndigheds eneret til at fremsætte forslag, var vigtigt for Monnet. Dermed havde han sikret sig, at fællesskabet aldrig ville miste magt. Denne initiativret gælder stadig i EU, og den er baggrunden for, at institutionen har kunnet udvikle sig så stærkt, som den har gjort.

Forslagene skulle dog godkendes af Ministerrådet, der bestod af ministre fra medlemslandene.

Hvis et af medlemslandene forbrød sig mod fællesskabets regler eller var uenig med Den Høje Myndighed, kunne Domstolen afgøre, hvem der havde ret.

Der var også et parlament, men det havde ingen magt. Det bestod af politikere fra medlemslandenes parlamenter, og det kunne kun komme med kommentarer til forslagene fra Den Høje Myndighed.

Fællesmarkedet og Rom-traktaten

Monnet ville gerne have haft Storbritannien med, men den britiske regering sagde nej. Det lykkedes heller ikke at få en ”Europahær”, som tyske soldater kunne indgå i.

Men i 1957 fik Monnet, med hjælp fra især den belgiske statsminister Paul-Henri Spaak, skabt en toldunion, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab – i daglig tale kaldet ”Fællesmarkedet”, og fra 1967 kaldet Det Europæiske Fællesskab (EF). De grundlæggende regler for Fællesmarkedet – traktaten – trådte i kraft i 1958, og blev underskrevet i Rom. Derfor taler man om Rom-traktaten.

Fællesmarkedet omfattede alle industrivarer og havde dermed et langt større omfang end Kul- og Stålfællesskabet. Derfor blev hovedsædet flyttet til Bruxelles, hvor både Kommissionen og Ministerrådet fik sæde.

Rejsecirkus

Domstolen blev dog liggende i Luxembourg, og det samme gjorde Parlamentets administration og arkiv. Medlemmernes møder blev dog snart holdt i Strasbourg, hvor Europarådet havde en stor mødesal. Endelig blev udvalgsmøderne holdt i Bruxelles, fordi man dér havde let adgang til Kommissionen.

Dermed startede et flyttecirkus, hvor Parlamentet snart holder møde i Bruxelles, snart i Strasbourg. Det koster en masse penge, hvilket har skabt stor utilfredshed.

Vetoretten

Et væsentligt træk ved Fællesmarkedet var, at Ministerrådet i en række situationer skulle vedtage forslag med kvalificeret flertal – i praksis omkring to tredjedele af stemmerne. Det gjaldt dog ikke vedtagelse af ensartede regler for varer, harmonisering. Her gjaldt der enstemmighed helt til 1987. De enkelte lande kunne derfor standse alle forslag, som de var imod.

På andre områder gjaldt der imidlertid kvalificeret flertal, og det var den franske præsident, Charles de Gaulle, utilfreds med. Med Luxembourg-forliget fra 1966 fik han indført en vetoret for alle lande, som mente, at et forslag kunne krænke væsentlige interesser for landet.

Folkevalgt parlament og flertalsafgørelser

Indtil 1979 var medlemmerne af Parlamentet valgt af de nationale parlamenter, i Danmark af Folketinget. Men i 1979 blev Parlamentet for første gang valgt direkte af vælgerne i de enkelte lande, og det betød en enorm styrkelse af Fællesmarkedet.

Bortset fra dét, skete der ikke grundlæggende ændringer af EF/ EU i mange år efter 1958.

I 1980’erne ændredes stemningen imidlertid, blandt andet fordi Parlamentet pressede på for at give EU mere magt. Og i 1985 gik et flertal af EU-landene ind for en vidtgående traktatændring, der ville afskaffe vetoretten for harmoniseringer.

Beslutningen skete mod Danmarks delvise protest, men regeringen endte dog med at sige ja til den ændrede traktat, der blev kaldt Den Europæiske Fælles Akt, og som regeringen kaldte ”EF-pakken”. Regeringen fik dog hurtigt et problem med pakken, for et flertal i Folketinget afviste traktatændringerne. Men statsminister Poul Schlüter fik omstødt beslutningen gennem en folkeafstemning, som blev gennemført med kun en måneds varsel, hvad der i praksis betød, at de færreste vælgere nåede at blive klare over, hvad ændringerne gik ud på. 56,2 procent stemte ja, mens 43,8 procent sagde nej.

Fra EF til EU

I de følgende år blev der gennemført et stort antal harmoniseringer af lovgivningen. Og nu søgte man også at give EU indflydelse på det retlige og udenrigspolitiske område – i første omgang dog gennem regler, der skulle besluttes med enstemmighed.

Det blev til Maastricht-traktaten, der i 1992 blev afvist af de danske vælgere ved en folkeafstemning. 50,7 procent stemte nej, og 49,3 procent stemte ja. Ved at udstyre traktaten med danske forbehold (eller: undtagelser) overfor den fælles valuta, retspolitik og udenrigspolitik og militær lykkedes det dog det følgende år at få 56,7 procent af vælgerne til at stemme ja. Dermed trådte Maastricht-traktaten i kraft, og EF tog nyt navn; Den Europæiske Union (EU).

Tre traktater, ingen forfatning

I 1998 gennemførtes Amsterdam-traktaten, hvis væsentligste indhold var, at man afskaffede grænserne mellem de enkelte medlemslande fra 2003. Ved den danske folkeafstemning stemte 55,1 for, mens 44,9 stemte imod.

I 2004 trådte Nice-traktaten, der ændrede på stemmereglerne og gav de store lande en stærkere stilling, i kraft. Det skete på baggrund af, at hele ti nye lande skulle være medlemmer.

Endelig vedtoges Lissabon-traktaten i 2009, der omtales på side 8-9. U

Fra 6 til 27. EU er vokset støt siden begyndelsen

I 1958 dannede Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, fra 1967 kaldet EF.

I 1973 blev EF udvidet med Storbritannien, Danmark og Irland.

I 1981 blev Grækenland medlem, og i 1986 fulgte Spanien og Portugal.

I 1994 blev Østrig, Finland og Sverige medlemmer. Året før var EF kommet til at hedde EU.

I 2004 blev Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Estland, Letland, Litauen, Slovenien, Cypern og Malta medlemmer.

I 2007 blev Rumænien og Bulgarien medlemmer.